Tidens mantra: Hvad er det lige, jeg får ud af det?

Det er kommet til at handle om det enkelte individs rettigheder langt mere end om helheden eller fællesskabets ret, mener Ole J. Hartling

”What’s in it for me?” har vi lært at sige med amerikanerne. Altså: Hvad får jeg personligt ud af det?
”What’s in it for me?” har vi lært at sige med amerikanerne. Altså: Hvad får jeg personligt ud af det?.

Hvad får jeg egentlig ud af det? Det er blevet tidens mantra. Læs bare avisen.

Dagligt er der mange, som analyserer tiden. ”I vore dage (…)”, hedder det. Eller: ”Der er tendenser i tiden (…)”, ”Det er tidens løsen (…)”. Der tales om det forbrugende samfund, kommercialismen, konkurrencestaten, vort medieskabte verdensbillede og så videre.

Det at forholde sig til sin tid giver en fornemmelse af, at der er en mening. Man får bedre styr på verden, hvis man kan give den en diagnose, for så kan man skride til handling.

De, som er ude med en karakteristik af samtiden, ledsager den ofte med, at så burde man gøre det eller det bedre. Det konstateres, at der ikke gøres nok for miljøet, naturen, trafikken, de ældre, undervisningen, maden, helbredet. Også læseren oplever at blive pålagt en slags pligt til at gøre sig mere umage.

Hjælper det så noget? Jeg er ikke sikker på, at de forskellige analytikere og forstå-sig-på’ere skaber nogen ændringer. Tværtimod kan der vokse en uvilje op netop mod de bedrevidende karaktergivere. Som alligevel ikke ved bedre.

Efter denne disclaimer, som det hedder for tiden, vil jeg ikke selv holde mig tilbage. Min karaktergivning lyder: I vor tid har vi oplevet et skred bort fra vores hidtidige, nordiske retsopfattelse over til noget, som mere er en ”rettighedsopfattelse”.

Det er kommet til at handle om det enkelte individs rettigheder langt mere end om helheden eller fællesskabets ret – også de endnu ufødte generationers ret. ”What’s in it for me?” har vi lært at sige med amerikanerne. Altså: Hvad får jeg personligt ud af det?

Men allerede i nyere tid har vi dog set pendulet i sit andet yderpunkt: For 40-50 år siden sagde man, at noget var rigtigt, bare det var fælles/kollektivt. Det var ikke især fælles, fordi det var rigtigt. Det var alene rigtigt ved at være fælles. Men så blev det efterhånden mere rigtigt, bare det var individualistisk. Alt blev individualistisk, også etikken – den individualistiske eller privatiserede etik.

Det blev også den tid, hvor selvbestemmelsesretten blev fremhævet, ja, dyrket. Autonomi, som er fremmedordet for selvbestemmelsesret, blev et uundværligt element i etikken. Begrebet begyndte at dukke op i internationale etiske resolutioner og de- klarationer, mens det endnu ikke er nævnt i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne fra 1948. Selvbestemmelsesret. Autonomi. Den frie vilje – hvad ellers? For jeg tager da selv mine beslutninger. Hvis andre tog mine beslutninger, var det jo ikke mine. Den enkelte er selvberoende.

Det blev glemt, at ingen beslutninger træffes i et tomrum eller i en alenehed. Alle mennesker er sat i et fællesskab, som er større eller mindre, og som er mere eller mindre nært. Men det betyder, at alle beslutninger, som træffes af det frit vælgende menneske alligevel må træffes i en afhængighed og netop ikke er aldeles frie.

For de beslutninger, vi træffer, påvirker andre og påvirkes af andre. Ikke mindst når det gælder alvorligere beslutninger. I hævdelsen af respekt for menneskets autonomi kan der ske det paradoksale, at mennesket på en måde overlades til sin egen bestemmelsesret og derfor overlades til sig selv. Det er måske det hårdt trængte menneske med svindende kræfter og et svindende livsmod. Alene dette at henvise til, at mennesket har sin selvbestemmelsesret, kan derfor bringe afstandtagen og manglende omsorg ind i den medmenneskelige relation.

Det var Jan Lindhardt, som gjorde mig opmærksom på plakaten fra HK for snart 20 år siden: ”Vær solidarisk med dig selv”, hed det. Man skulle altså melde sig ind i en fagforening – ikke for at være solidarisk med hinanden eller med andre – men for sin egen skyld.

Igen: What’s in it for me? Men er det ikke encontradictio in adjecto? (en modsigelse i det tillagte, red.) Kræver solidaritet ikke netop, at der er andre at tage hensyn til end en selv? Der lød på den tid et nu efterhånden velkendt suk: ”Hvor er fællesskabet og solidariteten? Vi fejrer ikke længere 1. maj på samme måde, for i dag hedder det mig først.”

For 40-50 år siden kunne det se ud, som om fællessangen var ved at uddø. Men interessen er ved at vågne igen. Foreningslivet er i fremgang. Genbrugsforretningerne blomstrer, fordi de har kunder. Miljøbevidsthed afspejles blandt andet i en stigende interesse for økologi.

Madspild kritiseres og modarbejdes af de enkelte, mest udtalt af de såkaldte skraldere, som lever af mad, som er smidt ud af de store fødevarebutikker. At arbejde for en fælles sag skaber medmenneskeligt fællesskab. Manglende solidaritet som for eksempel at søge skattely udløser vrede og fordømmelse.

Jeg tror som nævnt ikke, at udviklingen kommer fra tidens karaktergivere og diagnostikere, men derimod fra det, man kalder græsrødder. Jeg tror, græsrødderne vil sikre, at pendulet igen vil svinge tilbage mod erkendelsen af, at et menneskeligt grundvilkår er sårbarhed, og at fællesskab og solidaritet vokser, fordi vi ikke kan undvære det.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen