Naturligvis har moral og politik med hinanden at gøre. Sådan har det altid været, og en politiker ville ikke være meget værd, hvis ikke hun eller han var ledet af grundlæggende moralske overvejelser. Alternativet er, at politikere udelukkende ser deres engagement ud fra rent funktionelle eller tekniske kriterier, at de – med andre ord – ikke bliver til at skelne fra embedsværket, al respekt for dette i øvrigt. Eller at ethvert engagement er dikteret af ren populisme.
For et er moral, noget andet er moralisme. I dagens politik viser det sig ved, at politikerne ikke alene forsøger at sikre landets borgere et godt liv. De vil også definere, hvad det gode liv er. For en menneskealder siden var Sverige efter manges mening et eksempel på dette, på formynderstaten.
Den mangeårige statsminister Tage Erlanders vision om landet som et ”folkehjem” kom mere og mere til at minde om et slags åbent fængsel eller en opdragelsesanstalt. Lad være, at kritikken af vores naboland som oftest skød langt over mål, men tendensen mod det skjult totalitære var tydelig nok.
Det var dengang. I dag er Danmark godt med, ja, på visse områder har vi smukt overhalet Sverige indenom. Af og til har man det indtryk, at det, vore politikere, både dem på Christiansborg og de lokale, er mest optaget af, er, hvad der nu skal forbydes, fra bedemuligheder på uddannelsesinstitutioner til kønsopdelt svømning. Og vi skal endelige have strenge straffe for snart det ene så det andet. Dommerforeningen kan argumentere for, at et retssamfund er karakteriseret ved domstolens mulighed for at skønne. Den taler for døve øren.
Moralismen har en tvilling, der hedder forargelsen. Det er klart, at hvis man ved, hvad det rigtige liv er, er der grund til at blive forarget, når der er nogle, der ikke lever op til dette, eller ligefrem gør det modsatte.
Og så er der en ting, som også karakteriserer de forargede moralister, nemlig at brodden altid vendes ud ad. Det er altid de andre, der er noget i vejen med, aldrig en selv.
Debatten om, hvad det vil sige at være dansk, er i den henseende typisk. Den er naturligvis i det store og hele overfladisk og dum, og det hele bliver endnu værre, når kirke og kristendom skal indblandes, således at man må markere sin danskhed ved at have et aktivt forhold til de kirkelige højtider. Jeg troede ellers, at forholdet til kirke og kristendom hidrørte fra behovet for at erfare sig tilgivet og stillet ind under kærlighedens lov. Men det er åbenbart en fejltolkning ifølge Dansk Folkepartis Martin Henriksen, som i øvrigt aldrig har forklaret, hvad kristendom er for ham.
Og der er netop tale om enheden af moralisme og forargelse. Du skal være ligesom mig, lyder det, og det er dybt forargende, hvis du ikke er det.
Moralismen og forargelsen har det endvidere med at blive patetisk. Det oplevede vi, da der var blevet lavet en film af en indvandrer, lagt ud på nettet, hvor nogle invandrerbørn blev spurgt om, hvad de var, og da de svarede, at de var danske, blev de bevidst modsagt med deres synlige forlegenhed og usikkerhed til følge.
Så trådte såvel Inger Støjberg (V) som Martin Henriksen frem på tv-skærmen med næsten synlige tegn på forargelse og i kølvandet patetisk moralsk belæring om det utilstedelige i at bruge børn i et politisk anliggende. Men var det et politisk anliggende? Måske nok, men man kan vel lige godt sige, at det blot var en illustration af, at en debat – denne gang om danskhed – meget vel kan have utilsigtede virkninger, netop på børn.
”Vi er dem, de andre ikke må lege med,” sang Kim Larsen for mange år siden. Den sang er ikke blevet mindre aktuel siden. For naturligvis oplever også børn, at de ikke agtes lige med alle andre.
På samme tid kunne man så læse, at netop Inger Støjberg og Udlændingestyrelsen er i færd med at udvise børn til Somalia, og at såvel enkeltpersoner og organisationer med indsigt som Red Barnet og Institut for Menneskerettigheder samt FN advarer og påpeger, at disse piger risikerer at blive omskåret, når de vender tilbage.
Integrationsministeren beroligede med, at det ikke var sikkert, at piger ved hjemkomsten til Somalia blev omskåret, og det var i hvertfald ikke nok til at stille disse udvisninger i bero.
Her er vi faktisk inde ved kernen af den forargede moralismes patetiske natur, nemlig dens blindhed i forhold til en sags komplicerede indhold. Der er kun én sandhed, og den må andre acceptere som endegyldig, og kan man ikke ad saglig vej overbevise andre, får det patetiske endnu en tand.
Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg finder, at dagens politiske kultur indimellem repræsenterer et tilbageskridt i forhold til tidligere tider. Jeg savner Gert Petersen (SF), Anker Jørgensen (S), Svend Auken (S), Niels Helveg Petersen (R), Uffe Ellemann-Jensen (V) og flere af samme format. Og det er ikke kun gammelmandsnostalgi. Jeg ved godt, at det at være politiker i dag er helt anderledes, end det var for bare 25 år siden, at til eksempel medieverdenen stiller helt andre krav i dag. At man ”er på” alle døgnets timer.
Men desto større er det politiske ansvar, desto mere må man være opmærksom på moralismens og forargelsens fristelse fra politikernes hold, og at dobbeltmoral ikke er fremmende for troværdigheden.
Poltikernes troværdighed har – efter sigende – aldrig været så anfægtet som just nu. Det er beklageligt, og mange politikere beklager det også. Til det er der kun at sige, at de selv er i stand til at ændre på dette forhold ved at drive politik og holde op med at se sig selv som et moralismens præsteskab.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.