FØRST VAR DET historiker Uffe Østergaard, der forleden fremlagde seneste udslag af sin personlige omvendelse. Uffe Østergaard har bevæget sig fra det antinationale og multikulturelle standpunkt til nu at mene, at nationalstaten skal gardere sig bag pigtråd, mens indvandrere skal blive lutheranere.
Så var det Socialdemokraternes Dan Jørgensen, der meddelte, at han og andre fra partiet i årevis har fejlbedømt indvandringens konsekvenser, og nu er det instruktør Tue Biering, der åbent erkender, hvad mange længe har vidst. Nemlig, at store dele af det kunstneriske miljø lever i en selvretfærdig venstreorienteret boble, hvor tolerancen kun gælder dem, der tænker nøjagtig som én selv.
TUE BIERING ER NÅET TIl den smukke erkendelse, at han må tolerere mennesker med andre holdninger, og derfor har han sat et teaterstykke op med titlen ”Rocky”, hvor det sædvanlige småfrelste publikum konfronteres med egen selvgodhed, og hvor et medlem af Dansk Folkeparti tilmed en aften blev inviteret op på scenen. Hvilket efter sigende var så hård kost for nogle, at de på konsulinde Holm-vis måtte forlade lokalet for ikke at blive dårlige.
Onsdag aften fortalte Tue Biering i Deadline på DR 2 om sin egen omvendelse og beskrev, hvordan tanken om ”dem” længe har fået ham til ligefrem at gyse, mens han ikke hidtil har set sig i stand til at være i rum med dem. Mens det forekommer temmelig uklart, hvordan ”de” – altså de højreorienterede – skal defineres, må man sande, at medieskriftestolen fungerer så godt som nogensinde.
Der bliver i disse værdimæssigt selvransagende tider foretaget mange tilståelser for åben skærm, og spørgsmålet er jo, om de følges op af handling eller mest skal tjene til en ny form for popularitet. Som udgangspunkt er det ikke særlig svært at sidde i et tv-studie og krænge sin sjæl ud, for det er der så mange, der gør nu om dage, og ordene indgår uden videre i strømmen af endeløs tale.
DET SVÆRE ER AT LEVE i overensstemmelse med sine nye erkendelser, og mens Tue Biering tilsyneladende har taget et modigt skridt med sit nye teaterstykke, mangler vi at høre fra den i øvrigt kloge Uffe Østergaard, hvordan muslimer skal gøres til lutheranere. Ligesom vi mangler at erfare, at Socialdemokratiet virkelig vil gennemføre en politik, der skal hindre Danmark i at komme til at minde om det parallelfordømte London, som formand Mette Frederiksen forleden beskrev som skrækeksempel.
Og så kan jeg heller ikke komme bort fra den tanke, at nogle af dem, der i dag offentligt tilstår deres fejltagelser og hidtidige selvretfærdige tankegang, mangler at sætte ord på den egentlige erkendelse bag deres indre bevægelse. Mærker de blot vinden skifte og finder det derfor klogest at rykke lidt med, mens tid er, eller har de rent faktisk forstået, hvorfor de seneste årtiers udvikling ikke blot vil føre til det smukke og humane? Forstår de til fulde konsekvenserne af det, de mente før? Man venter i spænding på næste fase i tidens store tilståelsessag.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.