Der er ingen modsætning mellem vikingernes tro på Kristus og på Odin

Modsætningsforhold mellem vikingernes tro på Kristus og på Odin er en myte. For de tidligste kristne i Danmark symboliserede Odin og Thor vikingernes jordiske tilhørsforhold, mens Kristus betegnede det himmelske eller åndelige tilhørsforhold, skriver forskningsbibliotekar

Guden Thor med Thors hammer og gedebukke (skulptur på en af Carlsbergs bygninger).
Guden Thor med Thors hammer og gedebukke (skulptur på en af Carlsbergs bygninger). . Foto: Mads Jensen.

DET ER FORTJENSTFULDT, at Gunnar Iversen i Kristeligt Dagblad den 16. august påpeger, at danerne var kristne længe før Harald Blåtand.

Det samme gjorde som nævnt også Mads Lidegaard, der fandt, at der måtte have været irske eremitmunke i Danmark allerede i 700-tallet, hvor de byggede landets første trækirker.

Det, Harald Blåtand fik vedtaget på landets nationale parlament, Isøre Ting, i slutningen af 900-tallet, var, at man tillod den katolske kirke at etablere sig i Danmark med kirke- og klostervæsen, fordi man havde brug for en organisation, der kunne modernisere landet. Mange danske var da døbt til den kristne tro allerede, dels her i landet, dels i England.

Og når Gunnar Iversen citerer Widokind for udsagnet, at ”danerne var fra gammel tid kristne, men tjente ikke desto mindre afguder efter hedningeskik”, så pirker han til den gamle katolske fordom, at der skulle være et modsætningsforhold mellem vikingernes tro på Kristus og på Odin.

ALLEREDE SAXO gjorde opmærksom på, at Odin fejlagtigt blev opfattet som en gud, men blot var en konge, der allerhelst opholdt sig i Uppsala.

Odin havde som asernes konge (under indtryk af den voldsomme romerske ekspansion) ført en stor del af sit folk fra riget i Kaukasus til egnene i Nordtyskland og Skandinavien, hvor aserne herefter slog sig ned og dannede flere kongeriger.

De indvandrede folk kaldtes af romerne germanere. Denne historie fortaltes udførligt af Snorri Sturluson. Odin og Thor og andre mytologiske skikkelser i Norden var således danernes forfædre, og Odin blev et germansk symbol og kampråb for et fællesskab og slægtskab fra fortiden (Odin, Wotan, Woden).

Dermed symboliserede Odin og Thor vikingernes jordiske tilhørsforhold, mens Kristus betegnede det himmelske eller åndelige tilhørsforhold. Man har rammende nok fundet støbeforme, der både har forme for halssmykker med kristne kors og for torshamre.

Desværre klistrer forskere stadig til den gamle fordom om den nordiske mytologi, skønt historikeren P.F. Suhn i 1770 havde berigtiget Snorri Sturlusons beretning i ”Om de Nordiske Folks ældste Oprindelse” og i øvrigt beskæftiget sig indgående med Odin.

Også i moderne tid har historikere og arkæologer fra Sverige, Norge og Rusland undersøgt beretningen ved undersøgelser i Kaukasus, hvor sagnene om Odin stadig findes, og hvor der fremdeles er efterkommere fra Odin- folket. Her mener man at have udgravet Odins borg i det mytologiske Asgård (eller Asgorod), som i dag hedder Asov og engang var hovedstad i et storrige mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav.

Kurt Sørensen er forskningsbibliotekar