Prøv avisen
Debat

Tidlig sprogindsats: Hvor er bibliotekerne henne i regeringens ghettoudspil?

”Hvis vi vil kulturelle barrierer til livs, så kræver det en social indsats, som også de kulturelle institutioner er med til at løfte,” skriver forfatter og studerende Anna Arendse Thorsen. – Model Foto: Morten Germund/ Ritzau Scanpix

Hvis parallelsamfund er et kulturelt problem, hvorfor er der så ingen kulturpolitiske initiativer at finde i regeringens ghettoudspil? For eksempel bibliotekerne?, skriver studerende

STYRKET politiindsats. Højere straffe. Nedrivning af bygninger. Det er bare nogle af punkterne i regeringens nye ghettoudspil, der én gang for alle vil gøre op med parallelsamfundene i Danmark.

Det skal være slut med social kontrol, sprogbarrierer, arbejdsløshed og ulighed mellem kønnene. Løsningen er bøder, bulldozere og fængselsstraffe. I det 22 punkter lange udspil bliver borgerne i de udsatte boligområder omtalt som uforanderlige, statistiske størrelser, en homogen masse, der udelukkende reagerer på tvang og straf. På mange måder sammenligneligt med det historieløse syn på kulturinstitutionerne, som igen og igen fremføres af højrefløjen.

ET AFGØRENDE FOKUSPUNKT i regeringens ghettoudspil er indsatsen rettet mod børn og unge. Ved blandt andet at gøre daginstitutionerne obligatoriske og kræve procentvis fordeling af børnene i dagtilbud, på skoler og i gymnasier, vil regeringen sikre en tidligere opsporing af udsatte børn og en tidligere sprogfaglig indsats.

Det er regeringens tro, at dagtilbuddene og uddannelsessystemet alene kan løfte den kulturelle integrationsopgave, blot ved at børnene fordeles lige og lærer at tale dansk. Men – i tråd med de sidste års intense diskussion af danskhedsbegrebet – bør regeringen spørge sig selv: Er en lingvistisk beherskelse af det danske sprog det samme som at tage kulturelt ejerskab over den dansksprogede kulturskat?

MIT SVAR ER NEJ. Det kræver en social indsats, der engagerer borgerne kulturelt i det danske samfund.

Og det er en indsats, der går ud over skolesystemet.

Tag folkebiblioteket. Højreorienterede kulturdebattører og liberalistiske tænketanke har i årevis erklæret bibliotekssektoren overflødig. I dette ræsonnement ses biblioteket som en bogsamling, og biblioteksbrugeren alene som en låner. Det er en skræmmende gammeldags måde at tænke kulturel værdi og et kæmpe spild af kulturelle ressourcer.

Et stenkast fra Mjølnerparken, hvor regeringen i sidste uge præsenterede sit udspil, ligger Blågårdens Bibliotek. Et bibliotek med en ungeprofil, der for fem år siden vandt Den Europæiske Sprogpris for sine innovative tilbud, med fokus på at engagere to- og flersprogede brugere: Ved hjælp af lektiecaféer, flersprogede snakkeklubber og projektet Bogstart, et forsøg støttet af Kulturstyrelsen, der udleverede alderssvarende bogpakker til børn i udsatte boligområder, gør Blågårdens Bibliotek et kæmpe stykke arbejde for den tidlige sprogindsats, som regeringen finder så afgørende for den vellykkede integration. Alligevel er for eksempel bibliotekerne ingen steder at spore i ghettoudspillet.

Hvis parallelsamfund er et kulturelt problem, hvorfor er der så ingen kulturpolitiske initiativer at finde i regeringens ghettoudspil? Det forekommer mig, at regeringens udspil ser murstensbygninger som det eneste nedbrydelige. Men hvis vi vil kulturelle barrierer til livs, så kræver det en social indsats, som også de kulturelle institutioner er med til at løfte.

Indførslen af kulturelle ressourcer som arbejdsredskaber og værktøjer i kampen for den succesfulde integration kræver, at vi gør op med italesættelsen af beboerne i de udsatte boligområder som utilpassede snyltere og byrder. Det kræver, at vi sondrer mellem integration og assimilation. Det kræver et mangfoldigt syn på kulturel kapital og en inkluderende, dialogsøgende indsats.

Lad os benytte de kulturpolitiske ressourcer, vi har, til at gøre en reel og forebyggende forskel i de udsatte boligområder.

Anna Arendse Thorsen er forfatter og studerende.