Prøv avisen
Debat

Tidligere alkoholiker: Det var selvforskyldt

”Jeg tog mit antabus sent om aftenen på eget initiativ. Nu skulle det være slut. Jeg var jo ved at ødelægge mig selv,” skriver Hans Agerbek Husted. – Foto: Finn Frandsen/ritzau

Et alkoholmisbrug er et kæmpe tab for både dig selv, dine omgivelser og samfundet. For det første er de menneskelige omkostninger store, for det andet kan din familie blive splittet, hvilket i de fleste tilfælde vil være en ulykke og meningsløst. For det tredje kan dine venner forsvinde. Og endelig er det et tab for samfundet, for et længerevarende alkoholmisbrug gør dig uarbejdsdygtig, skriver tidligere alkoholiker

JEG VAR BEGYNDT at drikke alt for meget igen. Det var i slutningen af september i år. Jeg kom op at skændes med min kone og smed forskellige ukvemsord i hovedet på hende, hvilket hun absolut ikke havde fortjent. Ikke så sært, at hun rejste til Bornholm uden mig. Vi skulle have været af sted sammen midt i oktober for at besøge familien. Jeg havde sådan glædet mig. Nu gik det hele i vasken. Pokkers!

Der var gået hærværk i den. Det endte med alvorlige abstinenser. Hjertet bankede vildt. Jeg kunne ikke finde ro. Jeg kunne ikke sove om natten. Jeg sov faktisk ikke i samfulde to døgn. Jeg kunne næsten ikke hænge sammen. Jeg spiste heller ikke noget. Kun lidt tykmælk.

Kroppen rystede. Hænderne rystede. Jeg var næsten ikke i stand til at holde på en kop eller et glas. Jeg spildte ud over bordet. Jeg havde absolut heller ingen appetit. Jeg kunne ikke skrive noget, som var læseligt. Jeg prøvede, men kunne ikke læse mine egne kragetæer bagefter. Jeg plejer ellers at have en god håndskrift.

På et tidspunkt skulle jeg på toilettet for at kaste op. Da jeg kom ud derfra, sortnede det for mine øjne, og jeg faldt om på bryggersgulvet, heldigvis uden at slå mig, da jeg greb fat i en reol, der lykkeligvis holdt og afbødede faldet på gulvet.

Jeg blev frygtelig bange og turde ikke rejse mig op igen, men kravlede på alle fire ind igennem vores køkken og videre ind i stuen for at lægge mig på sofaen. Jeg turde simpelthen ikke rejse mig op med fare for at falde om igen. Der var jo ingen til at gribe mig, og jeg kunne komme alvorligt til skade. Jeg følte mig alene i verden.

Her blev jeg liggende en rum tid, førend jeg tog mod til mig til at rejse mig igen.

Dagene forsvandt for mig. Jeg vidste ikke, hvilken dag i ugen det var – endsige hvilken dato i måneden vi var nået til.

Maven fungerede ikke længere. Jeg kunne ikke komme af med min afføring. Jeg skulle kaste op hele tiden og havde derfor spande stående forskellige steder, hvor jeg sad i huset.

Man kan roligt sige, at jeg var på vej ind i et menneskeligt forfald. Jeg var klar over, at den var helt gal – igen igen. Jeg var nok en gang havnet i ingenmandsland.

JEG FIK TILKALDT EN NABO til at køre mig til lægen efter nogle dage, og det lykkedes mod al forventning at få udleveret resolid – abstinensmedicin. Jeg havde fået det før i lignende situationer og regnede derfor ikke med noget mere. Men det gik nok en gang. Gudskelov! Jeg smed det sidste sprut ud.

Jeg tog mit antabus sent om aftenen på eget initiativ. Nu skulle det være slut. Jeg var jo ved at ødelægge mig selv – mit liv og min familie. Min kone var væk en uges tid på Bornholm. Hun havde sagt til mig, at hun ikke kom tilbage igen, førend jeg var ædru og var på antabus. Og Gud ske tak og lov kom hun altså hjem igen.

Jeg blev usigeligt glad og græd og græd. Og det er længe siden, at jeg har grædt over noget, for jeg har stort set haft et godt liv, når blot jeg holder mig fra Kong Alkohol.

Jeg synes, at det er utrolig storslået af hende, at hun har kunnet holde mig ud. Det er jo ikke første gang, at det her er sket. Tak til hende!

Jeg kan bare ikke tåle alkohol. Jeg bliver til en helt anden person, som hverken mine venner eller familie kan genkende længere.

Jeg transformer mig til et andet menneske a la dr. Jekyll og mr. Hyde. En forandret person med en forandret adfærd. Jeg bliver ikke voldelig, men ukendelig.

Min kone bliver ulykkelig, fordi jeg ellers normalt er både et rart og godt menneske at være sammen med.

Jeg har en fantastisk god, sød og trofast kone, en hjertenskær god søn, der klarer sig rigtig, rigtig godt, en sød svigerdatter fuld af drive – og to herlige børnebørn.

Og ikke mindst så har jeg en gammel kostskoleven, som jeg har kendt, siden jeg var 15 år. Han har været hos mig flere gange i løbet af denne svære uge for at støtte mig. Han har hjulpet mig med at få handlet, så jeg har kunnet få noget at spise. Færdigretter, som bare skulle varmes op. Fryseren er ellers fyldt med frosne madvarer, men jeg havde ikke kræfter til at lave nogen større gastronomisk menu.

Han sagde til mig, at hvis det her var overgået hans kone, så ville hun for længst være skredet. Så fortsatte han: ”Jeg kan ikke begribe, at en begavet fyr som dig, Hans, at du vælger at gå ud af antabus. Du ved jo, hvad det kan ende med.” Jeg svarede ham, at jeg ikke havde drukket en dråbe alkohol i otte måneder, og at jeg nu syntes, at jeg havde fortjent et glas vin til maden en lørdag aften. Men han havde jo ret. Tiden er forpasset. Jeg er 66 år, og jeg har fået min portion alkohol her i livet.

FOR ET HALVT ÅRS TID SIDEN havde vi besøg af min svoger fra Færøerne. Jeg fortalte ham, at jeg nu havde genvundet alle mine kompetencer og fået min huskeevne tilbage igen efter fire måneders afholdenhed. Det imponerede ham ikke synderligt, tværtom såede han tvivl om, hvorvidt det nu også havde sin rigtighed. Hvad bilder han sig ind? tænkte jeg. Sidder han her og bedømmer mig som en inkompetent misbruger, der allerede har taget skade?

Da han rejste, efterlod han et brev til mig. Hans advarsel lød:

”Kære Hans. Jeg håber så inderligt, at du aldrig mere i livet tager dig en snaps eller drikker en øl. Om du vil det eller ej, så er det din eneste mulighed for at sejre over Kong Alkohol. Jeg er klar over, at det er en kæmpe udfordring – måske den største udfordring i dit liv, men nogen klarer det fint, så forhåbentlig er du en af dem. Kærlig hilsen broder og svoger.”

Brevet er eminent godt skrevet, men jeg blev rasende. Nu gik det lige så godt, og jeg havde ikke brug for moralske opsange. Jeg var ærligt talt lidt stolt over mig selv. Jeg havde holdt mig så længe på ædruelighedens vej. Der var åbenbart ikke noget, der var godt nok.

Jeg havde mest af alt brug for et skulderklap og kunne slet ikke billige den fanatiske holdning, hvor kun en mulighed lades tilbage – nemlig total afholdenhed resten af livet. Jeg kan ikke forestille mig at være på antabus resten af mine dage. Aldrig at kunne ”lette lidt fra jorden”. Et lille løft fra dagenes trummerum – bare for en stund. Der må godt være lidt fest på mine ældre dage.

Nå, men jeg ved, at han vil mig det bedste, og at han selvfølgelig helst ser, at hans søster har en ordentlig mand, der kan tage vare på sig selv og på hende.

Så okay da. Efter min seneste deroute må jeg jo nok krybe til korset og sande ordene i hans brev. Han har jo ret.

Et alkoholmisbrug er et kæmpe tab for både dig selv, dine omgivelser og samfundet. For det første er de menneskelige omkostninger store: Din sundhedstilstand og din fysik bliver forringet. For det andet kan din familie blive splittet, hvilket i de fleste tilfælde vil være en ulykke og meningsløst. For det tredje kan dine venner forsvinde. Og endelig er det et tab for samfundet, for et længerevarende alkoholmisbrug gør dig uarbejdsdygtig.

TIDEN HERHJEMME alene inden jeg kørte til lægen med min nabo var rædsom. Jeg så bare fjernsyn og trøstede mig ellers med vores gamle hund. Den virkede meget sørgmodig. Den kunne helt sikkert mærke, at noget var galt. Jeg var ikke den samme. Jeg virkede rastløs og forvirret og var ikke længere dens trofaste kærlige herre, som den altid havde kunnet stole på, og som altid havde passet på den og havde nusset og klappet den.

Jeg tog resolid nogle dage og begyndte at spise godt igen. Abstinenserne forsvandt.

I dag er jeg på ny sprængfyldt med energi. Skønt. Livet er storslået. Lad være med at ødelægge det!

Hans Agerbek Husted er pensioneret lærer.