Vladimir Putin har med sin angrebskrig mod Ukraine sat et foreløbig, dramatisk punktum for Europas fredelige udvikling. Ingen ved, hvor længe verden skal leve med truslerne om en spredning af krigen, hvor brutal den russiske præsident ender med at blive i sin fremmarch i Ukraine, hvor store folkeretskrænkelser han vil begå, og hvor irrationel og farlig han er blevet.
Det betyder, at Europas udvikling og den verdensorden, vi har nydt godt af i årtier, er sat på hold. Samtidig skal vi forberede os på en anden international orden. En verdensorden, hvor Vesten igen er udfordret af rå militær magt. Det er ovenikøbet den ene af verdens to største atomvåbenmagter, der er aggressoren. Det gør situationen meget farlig.
Vi må derfor acceptere, at vi skal tilbage til den gamle koldkrigsorden, vi kom fra. Hvor militær magt, militær teknologi og militær overlegenhed er nødvendige midler til at bevare fred og stabilitet i verden. Vi er nødsaget til det for at forsvare os og genvinde den fredelige verdensorden, vi ønsker på lang sigt.
Vesten vil stadig se det som sin statsræson altid at benytte diplomati til konflikthåndtering, men det skal desværre på ny kombineres med et våbenkapløb med Rusland, med militær overlegenhed, der kan afskrække aggressorer fra at turde erklære os krig. Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, var måske den første leder, der virkelig så denne udvikling, da han kun fire dage efter invasionen satte sin regerings klare vilje op mod Putin med sin erklæring om, at Tyskland nu bygger et af Europas største forsvar. Scholz gør det, for at Tyskland i denne ændrede verden kan tage sit ansvar for at værne om Europas fred og sikkerhed med militær magt. Forbundskansleren har samtidig brudt et andet tysk tabu, nemlig eksport af tyske våben til konfliktzoner. Lagt sammen med det klare brud på tysk gas- og energiimport fra Rusland bidrager Tyskland til at vise vejen for Vesten i vores mere "civiliserede" reaktion mod Putins krig: omfattende og konsekvente økonomiske, finansielle, teknologiske sanktioner mod Rusland. Ikke med krig og militære midler direkte mod Rusland. Men med sanktioner mod Rusland og støtte til Ukraine.
Når Putin sætter alt på et bræt med en ubegrundet angrebskrig, er der ingen vej tilbage. Han ville i sidste ende ikke forhandle med hverken Ukraine eller USA, med den franske præsident Macron eller med Scholz. Hans særlige diplomati var også kombineret med en opmarch af 180.000 russiske soldater med offensive våben ved Ukraines grænse. Det er ikke en normal indledning af diplomatiske forhandlinger, det er derimod aggressionsdiplomati. Vesten troede længe, at diplomati var en ægte mulighed. At krige hørte en svunden tid til.
Men Putin angreb, og chokerede alle. Måske også den russiske befolkning, der lige så lidt som andre mennesker ønsker krig for deres land, deres soldater, deres liv. Vi ser positive tegn på begyndende opposition og demonstrationer i det russiske civilsamfund. Som en stærk autokrat tillader Putin ikke opposition eller kritisk presse, men hvor langt vil det russiske system tillade deres præsident at gå i krigen og repressionen af sin egen befolkning? Er der ledere i Kreml, der er bekymret for Ruslands politiske og økonomiske fremtid i en verden, hvor de nu synes at blive fuldstændig isoleret? Har Putin denne gang undervurderet Vestens sammenhold og styrke? Meget tyder på det, når for eksempel lande som Ungarn og Tyrkiet, der midt fra Natos medlemskreds i længere tid har forsvaret Putin, men som nu går sammen med os andre mod Putin.
Hvis Vesten skal lykkes med at sanktionere Ruslands økonomi effektivt, skal vi alle i Vesten være konsekvente og solidariske, ingen må undslå sig. Det kan tage lang tid. Det gælder også i verdensøkonomien. Putin har talt om den globaliserede verden, som om han tror, at der er hjælp og udveje at finde.
Kina står i en nøglesituation med sin økonomiske størrelse. Kina har samtidig et stort samarbejde med Rusland og ville kunne afbøde de vestlige sanktioner navnlig på det finansielle og teknologiske område. USA og de øvrige ledende vestlige lande bør sætte alt ind på at få så tætte diplomatiske forbindelser til Kina, som indtil nu har holdt sig på afstand fra konflikten. Vi må sikre os i Vesten, at Rusland ikke på denne tragiske baggrund får held med at lokke Kina i en autokratisk front imod os.
Guleroden for Kina er at kunne fortsætte sin politik, hvor Kina er blevet fuldstændig afhængig af den internationale orden, økonomisk og politisk. Kina kan ikke se Rusland som en opstigende, attraktiv magt med den politik, Putin har ført. Kina må med deres historie og vægt i verden tage ansvar og vælge den rigtige side af historien.
Friis Arne Petersen har været Danmarks ambassadør i USA, Kina og Tyskland og direktør i Udenrigsministeriet. Han analyserer internationale forhold i Kristeligt Dagblad.