Pludselig står jeg i min helt nye tomme lejlighed. En luftmadras fra Jysk Sengetøjslager er min seng de næste par måneder. Jeg er fanget i en tåge af alkohol og hash – et misbrug som jeg har opbygget på den døgninstitution som systemet, efter en kaotisk opvækst hos mine biologiske forældre og flere fejlslagne anbringelser i plejefamilier, har valgt skal være mit nye hjem.
Som 18-årig er jeg ikke et anbragt barn længere. Nu er jeg voksen. Jeg skal stå på egne ben og derfor også flytte fra institutionen. Det føltes på en og samme tid godt og ondt.
Det føltes godt fordi, at jeg nu er ude af systemets skyggesider og ikke længere er et ’systembarn’ med skiftende voksne omkring mig konstant, men ondt, fordi jeg stadig er dybt påvirket af det misbrug, som ikke blev behandlet på døgninstitutionen hvor jeg var anbragt.
Efter et par måneder på luftmadrassen fik jeg tilkendt såkaldt efterværn, som er et tilbud om støtte til unge i alderen 18 til 22 år. Det var jeg glad for, og min kontaktperson hjalp mig med mange af de praktiske ting, som fik lejligheden til at ligne et rigtigt hjem. Vi samlede møbler, hang billeder, lamper og et spejl op. Nu skulle luftmadrassen kun oppustes, når der kom overnattende gæster. Nu havde jeg en rigtig seng at sove i.
Men efterværnet med en kontaktperson var kun bevilget til to timer om ugen, og selvom vi havde en god relation og han var vældig flink, så kom vi aldrig ind på mit misbrug, og vi fik derfor hellere ikke arbejdet med at jeg skulle du af det. Efterværnet var utilstrækkeligt i forhold til den situation, som jeg stod i.
Efter et lille års tid i lejligheden flyttede jeg så fra Nordjylland til Sjælland, og min kontaktperson var væk. Jeg blev aldrig kontaktet af den nye kommune, som jeg flyttede til. Der stoppede mit efterværn. Mit misbrug fortsatte.
Misbruget udviklede sig voldsomt som tiden gik, og nu havde jeg pludselig ingen at gå til. Det kostede mig to år efter min attenårs fødselsdag næsten livet i en voldsom bilulykke, hvor jeg med en promille på 2,6 og hash i blodet kørte frontalt ind i et træ.
Bilulykken var uden tvivl selvforskyldt, og tiden efter fulgte en enorm tristhed og dårlig samvittighed. Men det blev også en øjenåbner for et bedre liv. Jeg ville dog ønske at øjenåbneren, var kommet tidligere blandt andet med hjælp fra en bedre anbringelse og et efterfølgende godt efterværn.
For nylig deltog jeg i Policy Labs topmøde ’’18 og alene’’ i Altinget, hvor der blandt andet blev præsenteret nye data om anbragte unge og bud på, hvordan vi økonomisk kan investere klogt i en bedre indsats for de unge, når de fylder 18 år.
Samtidig med ny data og viden, spændende oplæg fra dygtige fagpersoner på området samt afsluttende bemærkninger mig og to andre frivillige fra De Anbragtes Vilkår, så var der også politikere til stede på scenen og i salen. Men et entydigt svar på, om efterværn skal være en rettighed for alle anbragte, når de bliver "voksne", det kom der altså ikke et svar på, og det undrer mig meget.
Hvornår tilkendegiver vores kære politikere at alle anbragte skal have ret til efterværn, når de fylder 18 år? Og hvornår erkender de, at et efterværn på to timer om ugen er alt for upersonligt, men at der skal et individuelt tilrettelagt og kvalitetsfuldt efterværn til før det rykker noget som helst?
I dag er det kun to ud af tre tidligere anbragte, som der får tilkendt efterværn. Det kan der være flere årsager til, og forskellen fra kommune til kommune er stor. Men en ting er helt sikker: selvfølgelig skal alle tidligere anbragte have ret til efterværn, når de fylder 18 år.
Jeg forstår ikke, hvorfor vi som samfund kan fjerne børn hjemmefra og anbringe dem til en opvækst i systemet, men så samtidig mere eller mindre slippe dem fuldstændig når de fylder 18.
For mig er det helt indlysende, at det er en meget let beslutning. Ingen anbragte skal stå 18 år og alene.
Thomas de Oliveira er selvstændig, forfatter og foredragsholder.