Gennem det meste af min studietid deltog jeg i Theologisk Oratorium, som var et bønsfællesskab for præster og teologistuderende.
Som teologistuderende mødtes vi tre gange om ugen om morgenen til tidebøn i Møllevangskirken i Aarhus, hvor vi sang laudes, som er davidssalmer på gregorianske toner. Sommetider mødtes vi også om eftermiddagen eller om aftenen, hvor vi sang vesper eller completorium.
Fællesskabet af 20-30 vidt forskellige teologistuderende var til opmuntring og velsignelse for os alle, og det fik stor betydning for vores senere præstetjenester.
I 1978 arrangerede gruppen en af de første retræter for præster i folkekirkeligt regi med tidligere rektor for Pastoralseminariet Gerhard Pedersen og den katolske præst Gotfred Grünewald som ledere. Her lærte vi blandt andet, hvad det vil sige at være stille i tre dage, kun afbrudt af tidebønnen. Men vi lærte frem for alt det personlige skriftemåls betydning, ligesom vi på egen krop prøvede at skrifte. Gerhard Pedersens påstand var, at hvis ikke præster selv benytter sig af skriftemålet og ved, hvad det vil sige at skrifte, så vil skriftemålet snart uddø i folkekirken. Hvilket ville være synd og skam, for der er velsignelse i det.
Hvordan har det personlige skriftemål det i folkekirken i dag? Er det mon ved at uddø? I et interview i Kristeligt Dagblad sidste år udtalte den dygtige og indflydelsesrige sjælesørger og præst Preben Kok i hvert fald følgende:
”Jeg kunne for eksempel aldrig finde på at tilsige syndernes forladelse til dem, der kommer her. Den skal de have fra Gud selv. Min rolle som sjælesørger er blot at bane vejen for netop den samtale, at sætte folk til selv at tale med ham. Man kan også sige det på den måde, at det ikke er mig, men Gud, der gør det hårde arbejde. Jeg skaber blot muligheden for, at mødet kan finde sted.”
Nu er det trods alt ikke så lidt at føle sig i stand til at skabe muligheden for et møde med Gud selv, men i denne sammenhæng er spørgsmålet, hvorfor skriftemålet helt afvises af én af vore ypperste sjælesørgere – og med hvilken begrundelse.
Preben Kok har gentaget synspunktet i andre interviews, så det er ikke en uoverlagt bemærkning. Jeg har undret mig over, at ingen mig bekendt har gjort indsigelse eller i det mindste sat spørgsmålstegn ved udtalelsen, for skriftemålet er jo et autoriseret ritual og en del af folkekirkens ritualbog. Man må derfor kunne forvente, at ethvert medlem af folkekirken frimodigt kan søge at komme til skrifte hos en hvilken som helst præst og af ham eller hende modtage syndsforladelsen. Men det ser altså ud til ikke at være tilfældet.
Begrundelsen for Preben Koks afvisning er tankevækkende: Syndernes forladelse skal man have fra Gud selv. Til det må man svare, at der intet er i ritualet, som antyder, at det er præsten, der giver eller står inde for syndsforladelsen. Hvordan skulle han eller hun også kunne det? Nej, den gives udtrykkeligt på Guds vegne, ja, endda på Jesu Kristi befaling.
Det hedder i ritualet:
”På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!”.
Her fremgår det klart, at syndsforladelsen er Guds. Præsten er blot en ydmyg tjener og formidler af den store gave, som tilgivelsen er. Og det understreges endda, at Jesus befaler det. Set i det lys er det unægtelig alvorligt, hvis man som præst vil nægte at tilsige et menneske syndernes forladelse. Så kan man spørge: Hvad skal skriftemålet da gøre godt for? Hvorfor kan man ikke bare bede til Gud, bekende sin synd for ham, gå i kirke og til alters? Det kan man heldigvis også, men det er vigtigt at fastholde skriftemålets gave og velsignelse. Der sker nemlig noget, når man i skriftemålet samler sig og prøver at formulere de hemmelige tanker, ord og gerninger, som tynger, nager og gør ondt.
I Theologisk Oratorium havde skriftemålet denne formulering: ”Jeg bekender for den hellige, almægtige Gud og for jer brødre, at jeg har syndet i tanke, ord og gerning. Jeg er skyldig, skyldig til dom og straf. Derfor bed for mig til Herren vor Gud.” Hvorpå der svares: ”Den almægtige Gud forbarme sig over dig. Han forlade dig alle synder og føre dig til det evige liv.”
Disse ord har fulgt mig igennem mine præsteår og alle de gange, hvor jeg selv har været til skrifte eller haft andre til skriftemål. Med de ord lægges der ikke op til bortforklaringer, undskyldninger eller dybsindige samtaler. At få sat ord på bekendelsen og derpå tilsagt syndernes forladelse personligt af en sjælesørger er frigørende, forløsende og tros- og livsstyrkende. Her oplever man i skriftemålets intime rum at få iltet sindets mørke kroge. Der kommer lys i mørket og frisk luft til de iltfattige lag i sjæl og sind. Synden mister sin magt.
Om man kommer til at føle sig som et bedre menneske af det? Ja, hvis man af en eller anden mærkelig grund skulle få den følelse, så er der bare en ekstra grund til at skrifte. Skriftemålet får nemlig ikke en til at føle sig bedre end andre. Men det letter byrden, og man får en lettere gang på jorden.
De afsluttende ord ved skriftemålet lyder: ”Han som har begyndt sin gode gerning i dig, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. Fred være med dig!”. De ord understreger både frimodigheden og glæden. Det er Guds gerning, som sker i mig, og det er ham, der vil fuldende den frem til dommens dag – for Jesu Kristi lidelses og døds skyld.
Derfor vil jeg i al stilfærdighed, i lighed med den gamle præst og sjælesørger Gerhard Pedersen, varmt opfordre særligt præster til både selv at skrifte og frimodigt tage mennesker til skrifte. Skriftemålet er ganske vist ikke et sakramente, men det er et nådemiddel – og der er velsignelse i det.
Steen Skovsgaard er ph.d.-studerende og tidligere biskop i Lolland-Falsters Stift.