Prøv avisen
Debat

Tidligere dommer: Jo, Khader, et forbud mod omskæring er i strid med Grundloven

Borgerne må håbe, at Naser Khader og de øvrige folketingsmedlemmer ved nærmere eftertanke vil yde Grundlovens religionsfrihed større respekt, således at personlige følelser og sympatier ikke får for stor indflydelse i omskæringsdebatten, skriver tidligere dommer. Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Naser Khader og vi andre kan ikke vurdere, hvad et forbud mod omskæring vil betyde for barnet. Måske vil et forbud medføre større skade end opretholdelse af den bestående praksis med omskæring, skriver Jens Smedegaard Andersen

Forleden oplyste Naser Khader, der er medlem af Folketinget for De Konservative, i Kristeligt Dagblad, at et lovforbud mod omskæring af nyfødte drenge ikke kunne være i strid med Grundlovens bestemmelse om trosfrihed.

Borgerne må håbe, at Naser Khader og de øvrige folketingsmedlemmer ved nærmere eftertanke vil yde Grundlovens religionsfrihed større respekt, således at personlige følelser og sympatier ikke får for stor indflydelse.

Naser Khader stiller hensynet til påført fysisk smerte (der anvendes let bedøvelse) og risiko for infektion og anden skade (der medvirker læge) over og over for den generelle betydning af Grundlovens beskyttelse af trosfriheden. Det kræver overblik at vurdere disse svært sammenlignelige størrelser.

Inden følelserne for spædbarnet og vel især også forældrene kammer over i anledning af omskæringen, er det vigtigt at tage i betragtning, hvad undladelse af omskæring kan betyde. Barnet bliver afviger uden at være omskåret og skal vokse op i det troende jødiske hjem og miljø, men alligevel til dels uden for oplevelse af fuldstændigt fællesskab, hvilket kan medføre uoverskuelige psykiske skader for barnet. Ligesom undladelse af omskæring er omskæring, hvor den gennemføres, udslag af forældrenes omsorg for barnet.

Naser Khader og vi andre, der ikke kan vurdere, hvad et forbud mod omskæring vil betyde for barnet, kan næppe heller vurdere afvejningen af disse skader over for smerte eller risiko ved indgrebet. Måske vil et forbud medføre større skade for barnet end opretholdelse af den bestående praksis med omskæring.

Det følgende drejer sig af praktiske grunde alene om indholdet af den jødiske tro, der påbyder omskæring af drenge inden otte dage efter fødslen. Troende jøder har praktiseret dette indgreb i årtusinder, og ingen kan på noget grundlag bestride, at omskæringen har afgørende betydning for troende jøder. Den er en del af kernen i deres tro og altså som udgangspunkt omfattet af Grundlovens beskyttelse.

Jøder har i 300 år været en del af det danske samfund med omskæring af spædbørn og var det også, da trosfriheden blev indført med Grundloven i 1849 – og inden da endog med fritagelse for tvangsbarnedåb, som den enevældige konge forlangte og håndhævede blandt stort set hele den øvrige befolkning. Grundlovgiverne kendte altså omskæringen som en del af jødernes tro og begrænsede ikke Grundlovens trosfrihed i den anledning. Det skete heller ikke, da Grundloven senest blev revideret i 1953.

Omskæring har også fundet uforstyrret sted siden da, men nu er der kræfter, der vil forpligte lovgiverne til at stemme om et forslag om et forbud, der tilsyneladende alene bygger på den omtalte smerte eller risiko.

Det er ikke tydeligt, om det også handler om modvilje imod at knytte religiøs tro til et barn, før det selv kan tage stilling til det, en modvilje, som er kendt for barnedåb i kristen sammenhæng.

Grundlovens paragraf 67 lyder således: ”Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”

Da den jødiske tro utvivlsomt er omfattet af religionsfriheden, og da omskæring lige så sikkert ikke strider mod sædeligheden, så er alene tilbage at fastslå, om et lovforbud mod omskæring vil være stridende imod den offentlige orden. Den var som nævnt kendt og anerkendt i forbindelse med Grundlovens tilblivelse og ved senere revisioner af Grundloven. Omskæring har intet med den offentlige orden at gøre.

Enhver ved, at mennesker mange steder forfølges på forskellig måde på grund af deres religiøse tro – det er det, som trosfriheden skal forhindre også kommer til at ske i Danmark. Det anførte fører til, at et forbud mod omskæring er i strid med den danske Grundlov og formentligt også imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Jens Smedegaard Andersen er forhenværende dommer.