Tidligere elev om Rønshoved Højskole: Her kan man stadig høre salmistens ord og Hamlets suk

Rønshoved Højskole ved Flensborg Fjord fejrede for nylig sin 100-årsfødselsdag. Den tidligere elev Rasmus Vangshardt beskriver i den anledning et særligt sted i den danske højskolebevægelse

Rasmus Vangshardt kom til Rønshoved Højskole som en 19-årig ateist fra Brøndby Strand. Han gik derfra som grundtvigianer. Foto: Julie Meldhede Kristensen

Højskolemanden Aage Møller fortæller et sted, at ”hans hjerte jublede”, da han på en lille bakketop i Rønshoved fandt en gård med adgang til Flensborg Fjord. Et sted, man kunne rejse en skole. Det var første gang, Rønshoved Højskole satte gang i et menneskes organiske følelsesregister, og mange, mange elever må lige siden have oplevet det samme.