Tidligere fransk ambassadør: Hvis karikatur-tegningerne forsvinder, har terroristerne vundet

Charlie Hebdo betalte den blodige pris for at vise solidaritet med Morgenavisen Jyllands-Posten.Ingen bringer nu Muhammed-tegningerne i solidaritet med Charlie Hebdo, og det er tegn på, at terroristerne har vundet, mener François Zimeray, tidligere fransk ambassadør i Danmark

 ”En ny generation er blevet besat af sin identitet,” siger François Zimeray. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
”En ny generation er blevet besat af sin identitet,” siger François Zimeray. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Da to terrorister den 7. januar 2015 dræbte 12 mennesker under et angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo, efterfulgt to dage senere af angrebet på et jødisk supermarked, var François Zimeray fransk ambassadør i København.

Fem uger senere overlevede han selv terrorangrebet på Krudttønden, da Omar El-Hussein imiterede scenariet fra Paris og angreb først et debatmøde om ytringsfrihed med deltagelse af den svenske karikaturtegner Lars Vilks og derefter den jødiske synagoge.

Fem år efter den kæmpemæssige mobilisering for ytringsfriheden, der kom til udtryk efter attentaterne, står Charlie Hebdo i vid udstrækning alene. Terroristerne har vundet, siger François Zimeray, mens en historisk retssag i Paris nu er indledt mod 14 terrormistænkte, der er tiltalt for at have hjulpet de tre terrorister med at gennemføre attentaterne i januar 2015.

”Charlie Hebdo blev angrebet, og karikaturtegnerne dræbt, fordi de havde vist solidaritet med Morgenavisen Jyllands-Posten og de danske tegnere, der måtte leve under politibeskyttelse. Det var en modig handling, og det er modigt, at de nu genoptrykker dem. Det er en form for modstandshandling. Man skal modsætte sig forsøgene på intimidering,” siger François Zimeray og fortsætter:

”Siden 2015 er vilkårene for ytringsfriheden blevet værre. En internationalt anerkendt avis som The New York Times har besluttet ikke længere at bringe karikaturtegninger overhovedet. Det var ikke efter pres fra islamiske terrorister, men et resultat af en ny puritanisme. Friheden til at ytre sig er underkastet et dobbelt pres, en dobbelt censur, der virker som en ætsende syre.

For det første eksisterer frygten for repressalier fra islamiske terrorister stadig. Ingen ud over Charlie Hebdo selv har genoptrykt Muhammed-tegningerne, og ingen bringer længere karikaturtegninger, der gør sig lystige over islam.

For det andet har den politiske korrekthed bredt sig. Det seneste eksempel er Agatha Christies gamle, klassiske kriminalroman, som oprindeligt blev oversat til fransk med titlen ’Dix petits nègres’, 10 små negre. Udgiveren har besluttet, at det skal den ikke hedde længere. Og disse to former for censur flyder sammen og danner denne stærke syre, der ætser huller i ytringsfriheden.

En ny generation er blevet besat af sin identitet: mit køn, min race, min hudfarve. Vi har fået en krænkelsesgeneration, der vil have en steril, offentlig debat, renset for uregelmæssigheder.”

Men ét er dødstrusler og terrordrab. Hvis man vælger at fornærme, må man vel også acceptere som en del af den offentlige debat, at de fornærmede protesterer.

”Jo, selvfølgelig. Men her taler vi om, at man vil bringe andre til tavshed og nægte dem retten til at udtale sig.

Selvfølgelig skal der være grænser for, hvad man kan sige offentligt, og det er der jo også. Racistiske og antisemitiske udsagn og opfordring til had og vold skal kunne forbydes og straffes ved domstolene. Men det er ikke sundt, hvis man tror, at friheden kan eksistere, uden at man fra tid til anden bliver fornærmet. Menneskerettighedsdomstolens afgørelser om ytringsfrihed har altid understreget, at friheden til at ytre sig også gælder kontroversielle udsagn. Ytringsfriheden er intet værd, hvis man kun må sige det, der ikke vækker debat.

Men inden for de seneste år har vi været vidne til en anden tendens med menneskerettighedsdomstolens opsigtsvækkende dom i 2018, der gav de østrigske domstole medhold i en dom for blasfemi mod en kvinde, der havde kaldt Muhammed for pædofil under en debat i Wien. Det er en dybt chokerende afgørelse, der giver næring til påstandene om islamofobi. Men det må og skal være tilladt for ikke-troende at benægte Guds eksistens og benægte de troendes dogmer. Man har lov til ikke at bryde sig om en religion. Man har også lov til at være bange for islam, eller i hvert fald for politisk islam, som er en ideologi og ikke et spørgsmål om religion.

Charlie Hebdo var et af de få steder, hvor man tillod sig at gøre grin med religion. Og det gælder ikke kun islam, men også kristendommen. Charlie Hebdo har bragt endnu flere karikaturtegninger mod kristendommen end mod islam. De fremstillede for eksempel altid pave Johannes Paul den Anden som en senil gamling. Man behøver ikke at synes om karikaturerne. Men friheden skal have det sidste ord.”

Hvilket resultat kan man forvente af retssagen?

”De personer, der mistænkes for meddelagtighed, sidder på anklagebænken, men ikke ideologien, der drev terroristerne til at begå terrorhandlingerne. Radikal, politisk islam var det, der bevæbnede deres hjerner. En retssag over terrorhandlingerne bør også være en retssag over den islamiske ideologi. I dag kan vi have det indtryk, at al-Qaeda og Islamisk Stat er svækkede. Men hvis karikaturtegningerne er forsvundet, har terror-ideologierne sejret.”