”Sexisme bag skærmen”, dokumentaren om sexkrænkelser på TV 2, er på alle måder rystende. Dokumentaren afdækker en problematisk arbejdspladskultur på tv-stationen i Odense, hvor unge kvindelige journalistpraktikanter blev beskrevet som ”chef-fryns” og bedømt på, om de var værd at have sex med. En ledergruppe af alfahanner i blå skjorter og en ekstremt seksualiserende tone, der gennemsyrede nyhedsorganisationen. Modne mænd med magt og yngre kvinder i midlertidige stillinger og praktikantforløb. En stærkt hierarkisk arbejdsplads med tydelige markører af, om man var inde eller ude. Alt sammen pakket ind i ”en sjov arbejdsplads” med en løssluppen festkultur, der ikke havde klare grænser til arbejdskulturen. Én stor familie…
Kvinderne står frem. Kun én mandlig chef gør, og netop han udfordrede i sin tid den frivole festkultur og bad folk opføre sig ordentligt. Alle andre har takket nej. Dokumentaren er yderst tilbageholdende med at billeddokumentere fra tiden, hvor festkulturen på TV 2 var særlig stærk. Det giver ensidighed, men researchen bag dokumentaren er grundig, og vidnerne troværdige.
Fælles for de kvinder, der taler, er en skam og en skyld over det, de blev en del af. Nogle skammer sig over, at de ikke sagde nej, når chefen sagde ”kom”, men fandt sig i ydmygende sex på toilettet og anden grænseoverskridende adfærd. Andre skammer sig over, at de bidrog til den intensive rygtedannelse og ikke sagde fra over for det, de iagttog. Mekanismer, der ligner traumer fra livet i en sekt eller en dysfunktionel familie. Flere giver udtryk for, at de ikke har lyst til at fortælle om, hvad de har været udsat for. Det gælder blandt andet Janni Pedersen, der var gift og havde barn, da hun begyndte på tv-stationen som 31-årig. Pedersen fik stillet en fast stilling i udsigt, hvis hun havde sex med chefen. Hun takkede nej og deltager i dokumentaren efter samtaler med sin datter. Der er en kultur, der skal ændres.
Therese Philipsen beretter fra sin tid som 23-årig praktikant om, hvordan hun var vild med en af cheferne, men ret hurtigt blev rullet ind i en ydmygende udveksling af sex og magt, som hun ikke kunne sige fra over for. Hun bærer stadig på en skyld over det, hun blev udsat for. Den absurde offerets psykologi. Hun så ikke, at det ikke var o.k., det, der foregik, som hun formulerer det i dag.
Andre burde have set det og taget hånd om praktikanter og løstansatte – og cheferne. Der var ingen at gå til, ingen etableret hr-funktion og også tillidsmandssystemet svigtede fatalt. Den nuværende nyhedsdirektør på TV 2, Ulla Pors, hakker i det, blinker med øjnene og svarer ikke på, om ledelsen var en del af problemet. Det er svært at tro på, at man rigtig er kommet til bunds i problemerne på TV 2.
Eller andre steder i mediebranchen: Ekstra Bladet valgte at bringe Therese Philipsens historie under overskriften ”Sex med chefen efter to uger”, mens bladets chefredaktør, Henrik Qvortrup, optræder som side 9-macho med bar overkrop. Hvem sender ham en skjorte?
Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent og foredragsholder.