Der er næppe én enkelt begivenhed i 2021, der har været større samtaleemne end fodboldspilleren Christian Eriksens kollaps i Parken under Danmarks første kamp i sommerens EM-slutrunde i fodbold. De unge mænd, der slog ring om deres livløse holdkammerat i græsset, genoplivningen og den vilde tur ugerne efter med landsholdet gennem slutrunden og frem til semifinalen på Wembley. Det danske landshold tabte til hjemmeholdet i overtid, men vandt på alle andre parametre end målscore.
En mands kollaps, men samtidig også en offentlig og national begivenhed, et fælles traume. Hændelsen gik verden rundt: Christian Eriksen blev den mest googlede sportsstjerne i verden og i top-3 af de mest googlede personer overhovedet i verden dette år.
Der er lejlighed til at genoplive hele rutsjeturen i DR 1-dokumentaren ”Landsholdet bag kulissen”, hvor landstræner Kasper Hjulmand og en håndfuld af spillerne sætter ord på det, de oplevede i øjeblikket og i dagene efter hændelsen. Det handler om fodbold, men også om langt mere end det. Thomas Delaney, en af spillerne, kalder det et socialt eksperiment. Der er psykologi og eksistens på spil, både på og uden for banen, og ikke mindst dynamikken med tilskuere og fans er interessant.
Kasper Hjulmand beskriver, hvordan sportsfolk på eliteplan kan sætte sig op til, at den næste kamp er alt; det er liv eller død, om man scorer mål, eller om modstanderen gør. Det er den følelse, en landsholdsspiller skal gå på banen med. Med Christian Eriksens hjertestop forsvandt selve meningen med spillet på et øjeblik.
Hvordan skulle spillerne kunne gå på banen, når meningen var væk? Fodboldkampen mod Belgien var den næste i turneringen og betød ingenting i forhold til alt det virkelig vigtige, som Eriksens kollaps havde tydeliggjort: de nære relationer, familien, sammenholdet.
Der var ikke noget at tabe, kampen var ligegyldig, og de spillede paradoksalt nok, som gjaldt det livet: ”Det er den fedeste fodboldkamp, jeg har spillet – og vi tabte”, som en af spillerne siger. Der var intensitet, gejst og vilje. Fodbolden blev taget tilbage til barndommen for de forkælede professionelle.
Selvom man ikke er voldsomt interesseret i fodbold, er det svært ikke at få en klump i halsen, når man ser dokumentaren. Man bliver – igen – indrulleret i et kollektiv, der blev godt og grundigt rystet, men klarede sig gennem en krise; spillerne blev ”mere ærlige, mere åbne, mere skrøbelige”. Det var for alle en vild sommer oven på et kapløb mod corona. Også uden for banen var der forløsning.
DR’s reporter Andreas Kraul beskrev det i ”Året der gik”-showet som, at forbindelsen mellem landsholdet og befolkningen blev genoprettet. En forbindelse, der går begge veje. Spillerne holdes også oppe af et større kollektiv. Spillere og træner taler ikke bare om opbakning fra fans og tilskuere, folket, men om kærlighed. Patetisk? Ja, bestemt. Men også vedkommende.
Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent og foredragsholder.