Jeg dybt forundret over TV2-dokumentaren ”Herlufsholms hemmeligheder” om en generelt voldelig kultur på skolen. Jeg genkender stort set intet af det beskrevne fra min egen tid på Herlufsholm og heller ikke fra min senere tætte kontakt til skolen i perioden 2012-2017. Til gengæld forudser jeg, at dokumentaren vil få nogle helt uforudsete konsekvenser. Men først til fakta:
Jeg var i seks år elev på Herlufsholm frem til min studentereksamen i 1963 og var som 3.g’er præfekt for 7. og 8. klasse sammen med tre andre.
Jo, der var mobning – som der er alle steder. Jeg har selv prøvet at blive hængt ud ad et vindue, kun holdt fast i anklerne. Men systemisk vold eller tæsk, som beskrevet i udsendelsen, var der intet af.
Vold fandtes kun som aftalte slagsmål mellem to, Nyhave-kampe hed de vist, på et særligt sted bag ved kirken i en ring af tilskuere. Og så i form af den årlige pø-kamp med skræppestængler – resten af skolen mod 3.g.
Seksuelle overgreb som beskrevet i dokumentaren var der heller intet af, tværtimod. Ingen ville risikere at blive kaldt homo på den dengang rene drengeskole.
Men jo, der var og er en hierarkisk kultur, og en sådan er vel ikke det værste at lære unge mennesker at forholde sig til. Den afspejler jo stort set alle områder af samfundslivet lige fra familien over uddannelsessystemet, spejderbevægelsen, hospitalsvæsenet, de politiske partier, det politiske system og arbejdspladsen til militæret.
Der vil være nok af magtudøvelse og magtmisbrug at grave frem for TV2, hvis de ellers tør. Over for Herlufsholm har de godt turdet. Her i jantelovens land har de vidst, at de havde folkedomstolen i ryggen – som man ser af de mange hadefulde indlæg.
For eksempel er det åbenbart suspekt, at 3.g har flere rettigheder end de andre, såsom at gå i hvide bukser. At de som præfekter også får pålagt et stort ansvar og har flere uundværlige funktioner, overses i ophidselsen, mens man stirrer sig blind på bukserne. Ja, skolen er et klassesamfund i ordets egentligste forstand. Men hvor kan man ellers, på godt og ondt, få en tilsvarende forberedelse til det virkelige liv?
For nogle er Herlufsholm en barsk omgang. Der er regler og sanktioner. Og mobning, som nogle åbenbart aldrig kommer over – præcis som masser af andre steder. Men for mange er skolen sikkert ikke værre end deres egen familier med skilsmisser, søskendejalousi og fravær af forældre – og helt sikkert bedre for deres personlige udvikling på flere fronter.
Den ondsindede vold, som beskrives i udsendelsen, var der intet af på Herlufsholm i min tid. Det var helt klart præfekternes ansvar, at den slags ikke forekom, ligesom vi tog os af mobbeofre. At nogle præfekter synes at have svigtet i denne sag kan ikke begrunde, at præfektordningen afskaffes. Nu kaster man barnet ud med badevandet.
Det er nærmest komisk at se, hvordan nogle voldsomt angriber skolens organisering – tydeligvis uden den ringeste indsigt i de faktiske forhold.
At afskaffe præfektordningen vil nemlig kun give nye problemer. En sovesalslærer kan umuligt holde styr på 40 store børn og unge uden præfekternes assistance. Hvem skal sørge for, at eleverne faktisk læser lektier i læsetiden, er ude i udetimen, ikke ryger, ikke drikker, ikke larmer på gangene, ikke mobber, sover til aftalt tid og så videre.
Det gælder også sovesalene, hvor præfekterne jo sover sammen med de 40. De 40 englebasser er ind imellem 40 pubertære smådjævle samlet på et meget lille areal 24 timer i døgnet. Spred dem på enkeltværelser og afskaf præfekterne, så skal I se løjer.
Ind imellem er det nærmest komisk at se, hvordan nogle voldsomt angriber skolens organisering – tydeligvis uden den ringeste indsigt i de faktiske forhold.
Det siger sig selv, at et sådant tæt samvær ikke kan fungere uden en hierarkisk struktur, uden for eksempel den præfektordning af 3.g’ere, som man nu afskaffer, og som omfatter både kontrol af og personlig støtte til de mindre elever, som man har ansvaret for. Men medierne og visse politikere skal åbenbart have deres skålpund kød.
Nu starter så det muntre liv på Herlufsholm. Uden sovesale og uden præfekter til at kontrollere, at man er i sin egen seng til tiden, er der lagt op til fri leg bag de lukkede døre til enkeltværelserne. Det bliver interessant at se, om skolens ledelse også skal holdes ansvarlig for eventuelt uønskede konsekvenser.
Men hvad er egentlig forklaringen på de dybt ubehagelige ting, der trækkes frem i TV2-dokumentaren, og som skolens ledelse – og ikke de involverede elever – nu lastes for som resultatet af en hierarkisk kultur? Her er nogle forklaringsforslag:
For det første er skolen nu tre gange så stor som i min tid, så sandsynligheden for brådne kar er tilsvarende større, og der skal åbenbart kun et enkelt kar til for at tegne en hel skole, jævnfør voldtægtssagen.
For det andet er der nu piger på skolen, hvilket giver drengene et større behov for at markere sig.
For det tredje er der ”Fluernes Herre-syndromet”, hvor en isoleret gruppe kan gå i selvsving, styret af nogle få nøglepersoner, givetvis i ganske få år. Det kan man så generalisere over og kalde en kultur, når man som nu er ude med høtyven.
Med mit kendskab til den tidligere rektor på Herlufsholm er det utænkeligt, at han skulle have set igennem fingre med episoder som dem, der fremstilles i udsendelsen. I det omfang, han har været bekendt med problemer, har han helt sikkert valgt løsninger, der ville skade alle involverede mindst muligt, inklusive ”forbryderne”, deres forældre og skolen selv.
Unge mennesker kan forandre sig, men en plettet straffeattest består i længere tid, så der skal virkelig noget til, før skolen går til politiet. Dette er en ansvarlig tilgang til problemerne – og netop den kultur, der har hersket på skolen i mange år.
Den slags er ikke let at forklare en journalist med en etpunktsdagsorden. Den nu afskedigede rektor, Mikkel Kjellberg, var derfor på en utaknemlig opgave over for den nærgående journalists forenklende spørgsmål, også fordi han tydeligvis ikke kendte detaljerne i de overgreb, som journalisten til gengæld var helt hjemme i. Det kostede ham så jobbet – et stort tab for skolen.
Hvordan eller hvornår den beskrevne, skjulte volds- eller tæskepraksis har udviklet sig, kan man kun gisne om, men jeg er sikker på, at den er overfladisk og var forsvundet med meget røde ører allerede dagen efter TV2’s dokumentar.
At rektor ikke kendte til overgrebene er såmænd ikke så mærkeligt. Eleverne er nemlig meget dygtige til at holde deres aktiviteter skjult for skolens ledelse.
Når man er sammen 24 timer i døgnet i årevis, har man god tid til planlægning. Ingen vidste for eksempel, at vi fremstillede nitroglycerin, der blev sprængt af ude i et jordfaldshul, eller at vi holdt jævnlige drukgilder ude i et jernbaneskur. Men tænk, hvis nogen var kommet til skade i jordfaldshullet eller på banelinjen. Så var skolens ledelse blevet holdt ansvarlig for det – præcis som det sker nu.
Foruden at være student fra 1963 har jeg som sagt fulgt en elev tæt fra 2012 til 2017, og her har jeg heller aldrig oplevet eller hørt om ondsindet vold eller overgreb. Den slags var ikke normalt og har antagelig aldrig været det. En hierarkisk kultur er ikke lig med en voldskultur, men man kan altid vælge at fremstille den som en sådan.
Nogle vil altid have brug for at komme af med deres aggressioner over for de faste rammer, de er blevet placeret i. Denne sag kan derfor koges ned til, at nogle 18-19-årige præfekter i en vis periode ikke har været deres svære opgave voksne – hvilket netop viser, hvor afgørende vigtig præfekternes opgave er for en velfungerende skole.
Hvordan eller hvornår den beskrevne, skjulte volds- eller tæskepraksis har udviklet sig, kan man kun gisne om, men jeg er sikker på, at den er overfladisk og var forsvundet med meget røde ører allerede dagen efter TV2’s dokumentar. Dermed har dokumentaren dog været godt for noget.