Da Anja Plesner Bloch så de to streger på graviditetstesten, vidste hun, at hun skulle tage en drastisk beslutning – hun måtte gøre det, som ikke var lykkedes i de 23 behandlinger, hun havde været igennem som stofbruger. Derfor smed hun det sidste heroin, hun havde i lejligheden, i skraldespanden og besluttede sig for, at hun aldrig ville tage stoffer igen.
Det blev begyndelsen på otte gode år, måske de bedste, hun har haft i sit liv. Kort efter sønnen blev født, flyttede hun sammen med en tidligere kæreste, der blev som en far for hendes søn, og de tre levede som en lykkelig familie. Men lykken endte brat, da Anja Plesner Blochs kæreste begyndte at tage stoffer igen og kort efter døde af en overdosis. Det kastede både hende og den syvårige søn i en afgrundsdyb krise.
”Jeg fik symptomer på depression, jeg tænkte på selvmord og begyndte så på antidepressiv medicin, men medicinen stoppede med at virke, og jeg begyndte at drikke meget,” husker hun.
Hun mistede kontrollen og bad om at få sønnen i aflastning hos en pædagog, som både hun og sønnen kendte og var trygge ved.
”Jeg ventede seks uger på afklaring. Men den tid brugte kommunen på at bygge en sag op, og de lavede en tvangsfjernelse i stedet. Der blev jeg revet midt over. Jeg havde gjort det rigtige, men de ville hellere have magten. Så jeg røg tilbage i et stofbrug. Det tog mig to år at få min søn hjem igen med Gadejuristens hjælp. Efter jeg fik ham hjem igen, oplevede jeg en ligegyldighed fra kommunen. De ventede bare på, at det gik galt igen. Det var så vildt at opleve.”
I dag er Anja Plesner Bloch 50 år og står bag organisationen Brugernes Akademi, der arbejder for bedre forhold for stofbrugere.
”Jeg stiftede Brugernes Akademi, fordi jeg selv så, hvor dårligt behandlingssystemet er. Derfor vil jeg have noget retfærdighed på bordet.”
Hvad mener du, der er galt med behandlingssystemet?
”Jeg blev mødt af et system, der kontrollerede og straffede mig. Jeg ved godt, der skal være en vis stabilitet i hjemmet, for at barnet kan trives, men det sker ikke, før man stopper med at straffe. De tog mit barn og hjalp ikke mig med behandling. Det er helt forkert at splitte en familie ad på den måde. Min søn havde jo lige mistet sin far.”
Kan tvangsfjernelse ikke være nødvendigt?
”Der findes selvfølgelig forældre, som ikke er i stand til at tage vare på deres børn, men man burde have behandlingssteder, hvor man kan behandle familier sammen, men de er blevet nedlagt. Der skulle have været et sted, hvor min søn og jeg kunne være sammen og bearbejde min kærestes død.”
Hvad mener du er det vigtigste middel til at undgå, at andre ender der, hvor du har været?
”Der er ikke nogen simpel opskrift, men det vigtigste er, at man stiller hjælp til rådighed. Statsminister Mette Frederiksen siger, hun er på børnenes side, men det er forældrene jo også. De har bare ikke altid kræfterne.Da min mand døde, sagde skoleinspektøren på min søns skole, at min søn skulle til psykolog med det samme, men der var et års ventetid på krisepsykolog i kommunen, så jeg måtte selv kæmpe for at få min søn til psykolog, og jeg fik en afdragsordning, fordi jeg var på kontanthjælp, men selv med tilskud var det nærmest umuligt at få råd til, og psykologen endte med at give mig hjælpen gratis.
Der bør være mere fokus på behandling af stofbrugere, så behandlingen bliver gjort færdig. Jeg har selv oplevet at blive sluppet ud, med det samme jeg var trappet ud af den medicin, jeg fik. Det er som at sige til en person i kørestol, at vi øver os i at tage kørestolen fra dig, og så kan du smutte hjem igen. De fleste af os har jo aldrig opbygget et normalt liv, så der skal mere til for at fungere i samfundet.”
Hvordan begyndte dit misbrug?
”Mine forældre blev skilt, da jeg var tre år. Skilsmissen var hård, og min far var ikke en god weekendfar, for han glemte at hente os. Han sad enten på værtshuset eller havde travlt med sine kærester. Min mor havde svært ved at håndtere situationen, så hun lod os stå og vente på ham i opgangen, selvom hun godt vidste, at han ikke kom, fordi hun ville vise os, at han var en dårlig far.
Min mor var bogholder, og vi voksede op i fattigdom. Da jeg var syv år, kom min stedfar ind i billedet. Han havde penge, så vi flyttede ind i et parcelhus i Greve, men han var magtsyg og halvpsykopatisk. Hans yndlingssport var at tirre min søster og mig. Som 13-årig begyndte jeg at drikke alkohol, og jeg havde svært ved at styre det fra begyndelsen. Som 15-årig begyndte jeg at ryge hash og opium i stedet for at gå i skole. Det år begik min stedfar et seksuelt overgreb på mig. Det vidste min mor, men hun lovede, at det ikke ville ske igen. Det følte jeg som et stort svigt. Min mor var ikke stærk nok til at pakke kufferten og gå.”
Var der nogen, der reagerede på dit misbrug dengang?
”Ingen opdagede det. Skolen smed mig ud, fordi jeg ikke dukkede op. Min mor vidste det godt og prøvede at snakke med mig, og jeg lovede at gøre det bedre, men det kunne jeg ikke, for jeg sad fast med den samme modbydelige stedfar. Jeg lukkede følelserne inde og var depressiv og hul indeni. Da jeg var 17 år, blev jeg sendt på et afvænningshjem første gang, men det gjorde bare det hele værre. Der lærte jeg, at der var en masse sjove piller, man kunne eksperimentere med. Jeg var som en zombie i de år, stofbruget blev værre, og jeg røg ind og ud af institutioner. Jeg har været på 23 behandlingssteder og boet i 12 forskellige byer.”
Fik du ikke også hjælp på behandlingsstederne?
”Jo, jeg fik terapi, som gav mig nogle værktøjer, jeg har brugt senere. Men problemet var, at jeg hver gang blev sluppet ud alt for tidligt, og jeg var ikke følelsesmæssigt stærk nok til at fungere i samfundet. Jeg var så vred over mit liv og over min stedfar. Og jo mere vred jeg blev, jo flere stoffer tog jeg. Som barn kaldte min mor mig Emil fra Lønneberg, fordi der var knald på mig, og jeg var meget intelligent. Jeg fik at vide, at jeg skulle være læge, journalist eller advokat, men jeg følte, at jeg ikke kunne leve op til det. I dag ved jeg, at jeg er bipolar og har adhd.”
Hvordan tror du, man kunne man have opdaget en som dig tidligere?
”Jeg tror, at det er et spørgsmål om normeringer og ressourcer i vuggestuer og børnehaver. Det kræver en pædagog med overskud at opdage en som mig.”
Er du bange for, at din søn kommer i problemer som dig?
”Nej, for vi taler om tingene. Vi taler om alt, hvad han har prøvet. Han er 22 år i dag og er velfungerende, og vi har et meget tæt bånd. Vi kan tale om alt, og jeg får ham til at reflektere, så han tager gode beslutninger.”
Har du været bange for, at du skulle dø tidligt?
”Jeg frygtede ikke døden, indtil jeg opdagede, at jeg var gravid. Jeg vidste godt, der var en vis risiko ved at tage hårde stoffer, og jeg har mistet rigtig mange venner. Men man tager jo ikke stoffer for at dø. Man tager dem netop for, at man ikke hopper ud foran toget. Jeg tager metadon i dag, for det giver mig det ekstra lag hud, jeg er født uden.”
Hvordan er dit forhold til døden i dag?
”Jeg er bevidst om, at jeg er mere slidt end andre. De seneste tre år har jeg haft kol, og jeg har lige været indlagt i fem dage.
80 procent af alle stofbrugere over 40 år har moderat kol, og det er ikke noget, der bliver gjort noget ved. 35 procent flere stofbrugere dør af kræft, fordi de ikke har tillid til hospitalerne. Det arbejder jeg for at ændre.
Jeg har lovet min søn, at jeg bliver 70 år, men hvem kan sige, hvor gammel, man bliver?
Jeg håber, at jeg kan få lov at se min søn blive voksen, og at jeg kan blive ved med at arbejde i Brugernes Akademi med det, jeg kan lide, og som giver mening, så mit liv trods alt bliver brugt til noget konstruktivt.”