På motorvejen er to af mine bekendte på vej til konfirmationsfest. De skal køre langt og er startet tidligt søndag morgen.
I radioen hører de stemmerne af en familie, der er ved at forberede sig til dåben af deres nyfødte Prince. Navnet på den lille mulat er udbredt i flere afrikanske samfund, og det berejste par i bilen finder det hyggeligt og eksotisk, at nye navne finder vej til kirkernes fortegnelser over dåbsattester. Man hører stemmerne af de glade forældre, der har henholdsvis afrikansk baggrund og et tyrkisk-klingende efternavn. Kombinationen er smuk og sitrende, og uden at kunne placere navnene geografisk, falder der i udsendelsen et ord eller to om forældrenes kærlighed og samvær. Det afrikansk-tyrkiske par er henholdsvis kristent og muslimsk af trosorientering.
Sammen er de enige om at vise gensidig respekt ved at lade barnet modtage velsignelsen i henhold til både den ene og den andens tro. For mange virker hændelsen nok som en selvfølge og et naturligt træk mellem forældre af forskellig orientering. Således kender jeg et dansk par, der blev kirkeligt gift forrige år, selvom brudgommen var erklæret ateist, fordi bruden var troende kristen. Så ligetil er det altså sjældent mellem trosretninger.
Alligevel er hændelsen i mine øjne et flot eksempel på tolerance i praksis, på frisind samt ikke mindst på, at kærlighed sættes højst.
Som min gamle, men friske klasselærer fra skoletiden plejede at gentage til hudløshed: Det er i mødet med anderledes tænkende, at tolerancen står sin prøve. Det er så nemt at påberåbe sig åbenhed, forståelse, humanisme og demokrati, når man færdes blandt ligesindede.
Hvor har hun ret, og hvor er verden i dag et skrækkeligt bevis på, hvad der sker, når det ikke lykkes. Vi ser det i optræk til konflikter, i afstandstagen fra folk med anderledes tro og tanker, og i den konsekvente afvisning af anderledes tænkende, som hele tiden finder nye udtryk. Hvorfor skal der levnes plads til folk med andre ritualer? Her er eksemplet med Princes forældre smukt og rørende. Den muslimske part anerkender normalt ikke den kristne dåb og ser den unødig, idet alle er født rene.
Omvendt går den kristne del af familien netop op i dåben som et renselsesritual, der skyller velsignelse og beskyttelse over den nyfødte. Den muslimske del af familien vil kræve en bøn (azan) i øret på den lille Prince som værn mod djævlens hvisken. Alligevel viser både den kristne og muslimske familie gensidig anerkendelse og accept. Det er flot af den muslimske part, at lade den lille Prince opleve dåben i kirken på kristne vilkår. Vi tager det som en selvfølge, men det er i virkeligheden et flot træk. Det er en hyldest til gensidig kærlighed og omsorg forud for religioners retskrav og imamers forbud.
Historien fik mig til at tænke på, hvordan det mon står til med disse eksempler rundtom i Danmark og i Europa. De dannede vestlige, der engang fik immigranter, anså det for svært at omgås dem, og immigranterne anså det for svært at omgås de nordiske.
Tiden er gået, og det homogene samfund er erstattet af det multikulturelle, mens de nydanske er ved at revurdere deres traditionelle måder at praktisere deres forståelse på.
I mødet mellem især kristendom og islam er der stærke ligheder og enorme forskelle, der har skabt en ophedet stemning og polarisering. Irritationen i debatten bringer magnetiske modpoler i spil, og vi er endt i en grålig tilstand af ghettoficering. Dens selvforstærkende effekt opbygges af de individer og familier, der opgiver at nå hinanden på tværs af de grå linjer og trækker sig yderligere ind i egen beton – eller havemur.
Tilbage i 1980’erne foreslog daværende boligminister Erling Olsen – godt mærket af sin egne erfaringer som jødisk flygtning i Sverige – at nye boligområder kunne opføres til flygtninge med varigt ophold i stedet for at sende dem i flok til slumkvarterer med blandede bebyggelser. Han foreslog, at man kunne lade almennyttige boliger opføre, tegnet af egne arkitekter og præget af egen kultur.
Idéen var at skabe en mosaik af bebyggelse, der inkluderer og optager det nye som æstetiske udtryk i traditionel dansk byggeform. Idéen faldt i god jord politisk, fortæller Erling Olsen, men den blev på ingen tid udråbt til at være racistisk! Det blev set som et forsøg på at skabe grundlaget for ghettoer med ornamenter og anden orientalsk stilart. I virkeligheden gik forsøget ud på at skabe en mosaik i landskabet, arkitektonisk og kulturelt. En mosaik, der er farverig og betryggende. Eftergivende godt nok, men samtidig omfavnende.
Nu læser jeg dette forslag her 40 år efter og tænker, at det er genialt. De nytilkomne vil finde deres tryghed i noget genkendeligt, der samtidig tilføjer en ny æstetik til de røde tagsten, og det vil sende det tavse værdisignal, at her kan du slappe af og føle dig velkommen.
Hos begge kulturelle lejre, de oprindelige og de tilkomne, skal der ske en nedbrydning af fordomme, forbud og forskansninger. Det skal ske i en ånd af ægte tolerance, hvor man ser værdier i hinandens tanker og levestile og debatterer kolliderende opfattelser.
Integration i Danmark og Vesten er gået forbi den ”mentale mosaik” og ind i en type kulturhævdelse, der kræver en nødvendig behandling. Omvendt er de nydanske gået ind i en selvforstærkende adskillelseskultur, der ligeledes skal påpeges.
På begge sider er der tendens til en alarmerende afvisning og fastlåst mistillid, takket være små, men dominerende grupper med autoritære tanker. Det skal adresseres.
Men under det grå findes farverne, og under mistroiskheden findes den menneskelige sans for omsorg. Det skal næres og fremhæves. Det skal gro i tillid og ordentlighed, og en dag er mosaikken et forbillede.
Tillykke til – for mig ukendte – Prince med dåb og azan – og for at sætte et flot eksempel for gensidig accept.8
Ahmed Akkari er tidligere imam, forfatter og debattør.