For mange år siden fik jeg i Hillerød Kriminalret en banal sag om et indbrudstyveri, hvor den lokale katolske præst fra sin havedør havde set den mistænktes flugt og af anklageren var indkaldt som vidne. Præsten, der ikke gjorde sin tavshedspligt gældende, var et fortræffeligt vidne, forsvareren krævede ej heller præsten udelukket fra at afgive forklaring, og domsmændene og jeg afsagde uden tøven fældende dom.
Præstens tavshedspligt omfatter ikke alle livets forhold, men kun, ”hvad nogen for hannem i lønlig Skriftemaal bekient haver” (Danske Lov 2-5-20). Efter retsplejelovens § 170 må vidneforklaring ikke afkræves blandt andet præster ”om det, som er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed”, således som led i sjælesorgen. Men den straffeprocessuelle teori (med Stephan Hurwitz i spidsen) begrænser reglen til, hvad der er betroet præsten. Tavshedspligten omfatter således ikke, hvad præsten har iagttaget som tilfældigt øjenvidne, sådan som det var tilfældet i sagen fra Hillerød, eller præstens egne handlinger som i den forfærdelige sag fra Ansgarkirken i Hedehusene, hvor tidligere sognepræst Thomas Gotthard denne uge blev idømt 15 års fængsel.
Som påpeget af Niels Jørgen Cappelørn i Kristeligt Dagblad den 5. august gennembryder tavshedspligten endog skriftemålets hemmelighed, hvor forklaringen kan forhindre en endnu ikke begået alvorlig forbrydelse eller domfældelse af en uskyldig, jævnfør straffelovens § 141, eller vedrører overgreb mod børn, jævnfør lov om social service § 154.
Noget andet er, at den for mord anklagede præst ikke kunne tvinges til at afgive forklaring mod sig selv, men det skyldes ikke hans status som præst, men at sagen vedrørte ham selv. Over alt i Vesterlandet er den mistænkte fritaget for tvang til at optræde som vidne mod sig selv, jævnfør blandt andet det berømte femte tillæg til den amerikanske forfatning. En tilståelse skal være frivillig. Denne regel beskytter ikke blot præsten, men også lægmanden.
At præsten under det meste af mordsagen nægtede at udtale sig under påberåbelse af sin tavshedspligt, er således et misbrug af tavshedspligten og i virkeligheden en absurditet. Det antyder, at den rigtige gerningsmand havde tilstået forbrydelsen over for præsten, som nu var forpligtet til at hemmeligholde dette. Den tragiske sag handler således overhovedet ikke om tavshedspligt.
Peter Garde er forhenværende kriminaldommer