I medierne afsløres dagligt, at unge mennesker og børn og dernæst forældre falder mere og mere sammen ude i familierne – nærmest kollapser i forhold til at fungere med sig selv og socialt blandt andre i samfundet.
Voldsomme statistikker og udmeldinger fra fagfolk omkring utilpassethed, psykiske lidelser, sociale problemer og massiv vækst i diagnoser fremstår tydeligere og tydeligere i dagspressen og hænger som sorte skyer over kommende generationer og samfundet som helhed.
Der er tilsyneladende et eller andet helt galt med de nye generationer. Ikke fordi de hverken er værre eller bedre end tidligere generationer. De unge i dag er nøjagtig lige så begavede, dygtige, ”håbløse” og fjollede, som vi andre var, da vi var unge.
Men på ét punkt adskiller børn og unge sig særligt fra tidligere generationer. Rigtig mange børn og unge er sanseligt overstimulerede, rastløse, indelukkede og fungerer dårligere og dårligere socialt og menneskeligt.
Vi hører dagligt, at børn klarer sig dårligere i skolen og ude på uddannelsesstederne. At unge ikke er i stand til at håndtere konflikt. At unge bliver mere og mere psykisk sårbare og behandlingskrævende. Kort sag en multistresset generation, som er blevet til en tikkende bombe under samfundet og er klar til at detonere i et menneskeligt, strukturelt og økonomisk kaos.
1267 selvmordsforsøg blandt piger i 2021. I 2020 var der 724, som gengivet for nylig i Kristeligt Dagblad.
Vi – eller de fleste af os – har aldrig været rigere som samfund. Vi har store rummelige boliger. Vi har pæne lønninger og opsparinger. Vi rejser på ferie flere gange om året. Priserne stiger, ja. Men rejselysten er ikke aftaget, så økonomien holder tilsyneladende stadig stand mod inflation og skiftende energipriser.
Ser man statistisk på danskernes økonomiske potentiale, er det tankevækkende, at vi først i 1900-tallet og op til 1950 brugte en væsentligt større andel af vores indkomst på bolig, mad og tøj. Cirka halvdelen af vores indkomst gik udelukkende til kost. I dag går cirka 9-10 procent af vores indkomst til kost. Vi boede cirka fire personer i gennemsnit i en lejlighed. I dag bor vi cirka to. Andel af boliger med central- eller fjernvarme i 1930 var cirka 10 procent. I dag 97 procent.
Så det er altså ikke de rent materielle omgivelser som at skaffe føden og varmen, som er skurken. Men hvad er det så, der er årsagen til mistrivslen i dag. Hvorfor trives børn og unge så dårligt – og unge voksne for så vidt også?
Børn og unge opdrages og stimuleres helt anderledes i dag. Væk er heldigvis tæsk, tvang og decideret fattigdom og gadebørn, og den sorte skole er også historie. Men toget er kørt af sporet i forhold til den mentale styrke og kapacitet.
I familierne har forhandlingskulturen taget over, og fritidsaktivitet bliver mindre og mindre populært. Folkeskolen er vingeskudt. På Christiansborg tales i disse uger om ret og pligt – og J.F. Kennedys berømte ord om, ”hvad du kan gøre for dit land, og ikke hvad kan dit land gøre for dig”, er taget op igen som forslag eller oplæg til et paradigmeskift i samfundet.
Som tidligere lærer siger min lange erfaring med skolesystemet mig, at det helt grundlæggende er galt med loyalitet og autoritet i samfundet. Absolut ikke den gamle rigide, autoritative tænkemåde med kæft trit og retning. Det skal vi aldrig tilbage til.
Men den manglende tillid til skole, systemer og demokratiet er problematisk. Alt er tilsyneladende til forhandling. Det giver naturligvis kaos i geledderne og gør planlægning og undervisning unødigt kompliceret og uoverskuelig. Forstil jer tårnet i Kastrup Lufthavn, hvor den enkelte flyveleder og pilot selv kunne bestemme, hvilken retning eller højde de ville flyve. Det ville sandsynligvis ret hurtigt give totalt kaos.
Tryghed og overskuelighed har været sat i skammekrogen i skolereformen. Der er nu helt unødvendigt høje faglige krav til eleven. Ser man på pensum for for eksempel 3. klasse eller 9. klasse, kan det få de fleste voksne til at svede eller bare trække på smilebåndet. Akademisk konstruerede virkeligheder og mål uden fornemmelse for, hvad den unge kan eller især behøver at forholde sig til. Faglighed er ekstremt vigtigt, det er det, vi lever af i Danmark. Men den unge skal kunne følge med.
Undervisningen og den sociale adfærd i skolen burde hvile på det solide fundament, som familien og forældrene har opbygget, inden eleven starter i skolen. Det er ikke skolens opgave at opdrage og give børnene basale mentale og sociale færdigheder. Men derimod at bygge videre på fundamentet – og undervise.
Fundamentet er netop det essentielle i hele problematikken. Børn og unge er for manges vedkommende ikke længere rustet til at fungere ude i samfundet hverken med sig selv eller andre.
Mange unges robusthed er så svækket i dag, at de blæses omkuld i modgang og er rådvilde, når det gælder om at finde løsninger, håndtere udfordringer fra omgivelserne og komme videre.
Disse kompetencer indlæres kun ved frihed til at handle under leg eller i selvopfunden kreativitet og i udvikling af sociale kompetencer sammen med andre. Det har ikke noget med økonomi at gøre og er egentligt universelt for os alle uanset stand.
Problemet er blot, at mange børn ikke længere må lege uden opsyn, få lov at lave ingenting, kede sig. At prøve kræfter med verden på egen hånd.
Børn er meget forskellige, og det er både behov og aktiviteterne også i forhold til, hvad børnene synes er sjovt og spændende. Nogle vil gerne hænge i de højeste grene, og andre vil bare gerne kigge på de fine blomster for foden af træet. Det er individuelt og ikke noget, som kan formuleres i et ”Fælles mål for forældre og barn”.
Men det skal udvikles hos den enkelte. Ikke af forældre eller pædagoger, men af de omgivelser, som eksisterer i nuet. Haven, parken, kysten, altanen, stuegulvet. Nysgerrigheden skal stimuleres og udfordres igen og igen, uden at de voksne blander sig.
Og nej, det er ikke synd for barnet at sidde stille og kede sig eller selv cykle hjem fra skole. Det forudsætter naturligvis en basal tryghed fra omgivelserne, men ikke overvågning. Naturligvis skal man lege sammen med sine børn – vise vejen, men lad de små selv gøre sig erfaringer og lære af fejlene. Sidst, men ikke mindst er fortællinger og samtale vigtige for barnet for at kunne udvikle fantasi, empati og sit syn på verden og for at lære at navigere blandt andre mennesker.
Vores store tænker, teolog og forfatter Søren Kierkegaard rejste ikke uden for København bortset fra et par enkelte korte ture til Berlin. Kierkegaards far gik i stedet ture med sønnen omkring spisebordet, mens han i fantasien fremmanede alt, hvad de så. Og Søren Kierkegaard blev ved med at gå ture, da han var flyttet hjemmefra. Han var trofast byvandrer, han kaldte det sit menneskebad.
Netop rejserne i fantasien og den tætte kontakt til mennesker var med til at udvikle geniet. Det er værd at lægge mærke til, at det ikke er nødvendigt at rejse til Østen eller andre eksotiske steder for at udvikle sig. Livet ligger lige for næsen af os – uanset hvor vi befinder os. Det er ikke kommunens eller samfundet opgave at redde de kommende generationer. Det kan de ikke.
Vi må slippe barnet og den unge løs – igen. Give dem fri og ved hjælp af formlen: Kedsomhed gange tid minus mobiltelefon er lig kreativitet, mental styrke, nysgerrighed og motivation. Vi skal lade barnet være barn – og de unge være unge. Give dem frihed til at fejle – uden det bliver de unge aldrig klogere.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.