Forleden dag udnævnte indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) en række nye medlemmer af Det Etiske Råd. Det gav – for en gang skyld, fristes man næsten til at sige – lidt genlyd i pressen.
Årsagen var, at medlemmer med baggrund i klassiske etiske fag som teologi, filosofi og idéhistorie nu er totalt fraværende i rådet. Det er i dén grad bekymrende, da vi mere end nogensinde før har brug for gode råd om etik.
Rådets tidligere formand, Jacob Birkler, har ved flere lejligheder beskrevet Det Etiske Råd som ”kontoret for eftertanke”. Jeg er alvorligt bekymret for, at rummet for eftertanke indsnævres betragteligt, når der ikke længere er filosoffer og teologer med ved bordet.
Naturligvis har filosoffer og teologer ikke patent på hverken etik eller eftertanke, men det er uomtvisteligt, at mange med en klassisk fagetisk baggrund har særligt gode forudsætninger for at sikre respekt om, at den eftertanke, refleksion og viden – som ikke altid kan omsættes i nytte og Excel-ark – er til stede på kontoret for eftertanke.
Det er for mig at se heller ikke uden betydning, at der er teologer og andre med et særligt kendskab til og forståelse for et kristent livs- og menneskesyn til stede i netop Det Etiske Råd. De fleste af de etiske begreber og tankegange, som præger vores kultur, har rødder i netop kristendommen. Tænk blot på hele spørgsmålet om, hvad vi skal forstå ved værdighed og et værdigt liv.
Nu kan man jo selvfølgelig, som filmmanden og gøgleren Erik Clausen har sagt, sagtens opføre sig ordentligt uden at tro på Vor Herre. Det har han selvfølgelig ret i. Det ændrer dog ikke ved, at troen på, at mennesket er skabt i Guds billede, giver en ekstra dimension, som stiller nogle særlige krav til os om, hvordan vi møder vores næste.
Det er indlysende, at troen på, at hver enkelt af os er skabt med en iboende værdi, ene og alene fordi vi er skabt som mennesker, nødvendigvis også har betydning for, hvordan vi stiller os til klassiske etiske spørgsmål som eksempelvis aktiv dødshjælp.
Hvis enkelte menneskers liv betragtes som uværdige og noget, som vi godt kan undvære, så er alle menneskers liv undværlige. Hvis vi på den måde begynder at give efter for et ønske om at tillade aktiv dødshjælp, vil det for mig at se uvilkårligt få betydning for vores generelle menneskesyn og for vores forståelse af begrebet værdighed.
Engang var både Det Etiske Råd og stort set hele Folketinget enige om at afvise tanken om aktiv dødshjælp i Danmark. Sådan forholder det sig ikke helt længere, og dén bevægelse er ikke betryggende.
Jeg kan selvfølgelig ikke helt befri mig fra den tanke, at det forhold, at mennesker med baggrund i klassiske etiske fag som teologi og filosofi nu er totalt fraværende i Det Etiske Råd, er en stærkt medvirkende årsag til, at respekten for eftertanke, refleksion og viden, der ikke altid kan nyttiggøres, er fortsat aftagende.
Det Etiske Råd må og skal, for mig at se, være i stand til at nuancere debatten om etiske dilemmaer og – i modsætning til mange af politikerne på Christiansborg – evne at bringe andet end ren nytteetik i spil, når der argumenteres. Det er ikke alt, der kan betale sig og se pænt ud i et regneark.
Det er således mit håb, at politikerne, næste gang de skal udnævne nye medlemmer til Det Etiske Råd, husker at tænke etikere ind i rådet igen. Det synes indlysende, at et etisk råd også bør bestå af etikere og mennesker med særlige forudsætninger for at bringe etik og et kristent livs- og menneskesyn i spil i rådsarbejdet. Det har vi brug for. Mere end nogensinde før.
Christian Borrisholt Steen er debattør, foredragsholder og tidligere medlem af Det Etiske Råd.