Er Ukraine en stat? Har det nogen suverænitet? Af en kronik i Kristelig Dagblad den 5. marts fremgår det, at der rent faktisk er mennesker herhjemme, der svarer nej til begge spørgsmål. Dermed ligger de på linje med den russiske magthaver Vladimir Putin.
Han betegner ikke blot opløsningen af Sovjetunionen som den største katastrofe siden Den store Fædrelandskrig, det vil sige Anden Verdenskrig, men også overskæringen af båndende mellem de to slaviske stater som fatal, ikke mindst da ukrainere ret beset er russerne. Nu vil han give dem mulighed for at komme Heim zu Reich. Har man hørt det før?
Nu vil Putin rette op på denne historiske fejl og genindlemme Ukraine i Rusland. Her kan han støtte sig til gammel russisk tradition. Nøgleårene er 1653 og 1654. Her indgik den ukrainske hetman (kosakkernes hersker) Bohdan Khmielnitskij en aftale med zar Alexej om forsvar mod det polsk-litauiske statssamfund. Alliancen blev indgået i Pereslavlij og fik byens navn. Så langt kan russiske og ukrainske historikere enes. Men var det blot en tidsbestemt alliance rettet mod Polen-Litauen? Eller var det slet og ret Ukraines submission under Moskva?
Ikke underligt mener moderne ukrainske historikere det første. De går endda videre ved at hævde, at aftalen oprettede en kosakstat, prototypen for dagens Ukraine. Omvendt hævder russiske historikere nu, som de gjorde det i Imperiets tid og i Sovjettiden, at Ukraine dermed blev underlagt Rusland. Det blev i kejsertiden til et forbud mod at bruge navnet Ukraine, der skulle erstattes med betegnelsen Lillerusland.
Efter bolsjevikkernes magtovertagelse, blev standardvendingen Sovjetrepublikken Ukraine. I spørgsmålet om det tætte bånd mellem de to lande og folk, som set fra Moskva, og var der fuld kontinuitet mellem kejser- og sovjettiden.
Det blev fejret i 300 året for aftalen ved at overføre Den autonome Sovjetrepublik Krim fra Rusland til Ukraine, skønt halvøen aldrig havde tilhørt Ukraine. Det skete efter beslutning af SUKP’s generalsekretær Partis Khrusjtjov, i øvrigt selv en ukrainer. Denne overdragelse betød intet, da det alligevel var Kommunistpartiet, der havde magten.
Bekendtskabet med Rusland har i århundredernes løb kostet det ukrainske folk mange lidelser. Det gjaldt tiden under imperiet, da det ukrainske sprog blev reduceret til en dialekt talt af analfabetiske bønder. Men lidelserne toppede under Josif Stalin, der i 1937-38 besluttede sig for at sulte en stor del af det ukrainske folk – bønderne – ihjel. De ville nemlig ikke acceptere hans tvangskollektivisering.
Denne rædselsepoke betegnes i dag som Hlodomor – Sultedøden. Bevæbnede Komsomol-brigader (ungdomsbrigader), gik fra gård til gård for at finde den sidste rest såsæd. Var den gemt i et hul i jorden, skulle de nok også finde den.
Og naturligvis blev der kreeret en helt: den 13-årige Pavilitjek, der denuncerede sin far for at have skjult en skæppe korn. Straffen var naturligvis øjeblikkelig eksekution, mens Pavlik Morozow kom på forsiden af kommunistpartiets avis Pravda (Sandhed). Hlodomor kostede Ukraine omring fire en halv million døde i henhold til Anne Applebaum, seks millioner ifølge Schwartzbuch des Kommunismus og seks-syv millioner angivet af Robert Conquest.
Efter den russiske revolution i februar 1917, da zaren abdicerede og Den provisoriske Regering overtog magten, opstod en stærk ukrainsk nationalbevægelse, og den 12. januar 1918 erklærede Ukraines regering Tsentralnaja Rada landet for uafhængigt i sin 4. Universale.
Nationalbevægelsen blev svækket af, at der i virkeligheden var mindst to stærke retninger, nemlig genoprettelsen af det gamle hetmanstyre og indførelsen af en borgerlig republik. Hertil kom bolsjevikkerne, der virkede for sovjetmagtens sag.
Det store øjeblik oprandt da det lykkedes ataman Semjon Petljura i alliance med polakkerne at erobre Kijv i maj 1920. Polakkerne trak sig tilbage i slutningen i forvisning om, at nu kunne ukrainerne stå på egne ben, og Polen derved ville få en bufferstat i forhold til bolsjevikkerne. Men sådan gik det ikke. Petljura blev forjaget i juni 1920 og myrdet i Paris i 1925. Det ukrainske tilløb til selvstændighed var blevet knust.
Så vidt det kursoriske politiske overblik. Men glem ej Kiev-Rus’ kulturelle blomstring, der i dag kan aflæses på Kijevs gader og pladser: den storslåede Gyldne Port, Sophia-katedralen og den unikke underjordiske kirkegård for den ortodokse kirkes hellige – Petjery, Huleklosteret. Skønt ukrainsk var bandlyst, var der forfattere, der skabte store værker på ukrainsk.
I det 19. århundrede må fremhæves forfatterne Taras Sjevtjenko og Lesja Ukrainka. Efter oprettelsen af Den ukrainske Sovjetrepublik skete der en opblomstring af ukrainsk litteratur, indtil den i løbet af 1930’erne visnede. På musikkens område må nævnes grundlæggeren af den klassiske musik i landet i det 19. århundrede Mykola Lysenko og så Ruslanas triumf ved Melodi Grand Prix i 2004.
2004 blev også et skæbneår for Ukraine på et helt andet plan end popmusikkens. Det år blev nemlig Budapest-protokollen underskrevet med Rusland, USA og UK. Heri forpligtede Ukraine sig til at demontere og tilintetgøre 173 tidligere sovjetiske ballistiske missiler med termonukleare sprængladninger. Opgaven blev finansieret af USA, mens Ukraine til gengæld opnåede de tre andre signatarmagters garanti for sin suverænitet og territoriale integritet.
Lad mig også gribe tilbage til mine egne oplevelser som Moskva-korrespondent omkring oprettelsen af Ukraines selvstændighed. De første tegn begyndte at vise sig i de sidste par år af Mikhail Gorbatjovs regeringstid, da hans perestrojka, glasnost og nye udenrigspolitiske tænkning var slået igennem.
I Ukraine opstod en meget stærk nationalbevidsthed anført af bevægelsen Rukh (Bevægelse). Under de nu hyppige rejser fra Moskva til Kijv kunne jeg iagttage, hvordan Rukh vandt frem i samfundet og trængte det endnu eksisterende kommunistparti i defensiven. Dets stilling var i forvejen blevet alvorligt svækket af Tjernobyl-katastrofen og de ynkelige bestræbelser på at retouchere det hele.
Ukraines selvstændighed kom efter, at de tre slaviske præsidenter Jeltsin fra Rusland, Kravtjuk fra Ukraine og Sjusjkievitj fra Hviderusland en december nat i 1990 mødtes i et tidligere kejserligt jagtslot i Bielovesja-skoven og blev enige om opsigelse af Traktaten om Oprettelse af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker fra 1922. Sovjetunionen blev opløst den 25. december 1991, hvilken dag Mikhail Gorbatjov trådte tilbage. At være i Kijev umiddelbart efter var som at opleve de scener man kan læse om og se billeder af fra Københavns gader den 9. maj 1945.
Ukraines trængsler var dog ikke til ende. Ved præsidentvalget i 2004 blev oppositionskadidaten Jevgenij Jusjtjenko i september, to måneder før valget, forgiftet med dioxin. Han blev reddet på en klinik i Wien, men bevarede sit rædselsfuldt arrede ansigt.
Ved valget erklærede valgkommissionen den siddende præsident og gamle partileder Leonid Kutjma som vinder. Det førte til Den orange Revolution, der fra sit center på Majdan-pladsen i Kyivs hjerte, mobiliserede hele folket. Til sidst indrømmede valgkommissionen at have manipuleret tallene.
Helt så godt gik det ikke i 2013. Da hed præsidenten Viktor Janukovitj var en udpræget partiapparatchik, der ville trække Ukraine i retning af Rusland. Derfor nægtede han at underskrive den foreliggende samarbejdsaftale med EU. Reaktionen var voldsomme protester, der i januar 2014 førte til Janukovitj’ indsættelse af de berømte urobetjente fra gruppen Berkut. Det skønnes, at omkring 100 personer mistede livet. Den 21/22. januar flygtede Janukovitj til Rusland, hvor han blev holdt i reserve og måske får en rolle at spille, hvis det lykkes Putin at afsætte Ukraines lovlige regering under Volodomyr Zelenskij.
Det at fratage en stat dens eksistensberettigelse er ikke ukendt. Fra II Verdenskrig kan to eksempler fremdrages. Efter den tysk-sovjetiske besættelse af Polen blev de to parter enige om, at hermed var det polske problem løst. Og så er der Danmark, der slap så nådigt fra Besættelsen. Det skyldtes ikke mindst Obergruppenführer der SS, den rigsbefuldmægtigede Werner Best.
Hans idé var, at danskerne blot var én af de tyske stammer, og det danske sprog en variant af plattysk. Derfor skulle man omgås gelinde med danskerne, så vil de af sig selv glide ind i det tyske folkefællesskab. På denne måde frasagde Best Danmark retten til at være en stat, som Putin nu gør det vis-á-vis Ukraine. Blot må man medgive, at Bests fremgangsmåde var noget mere raffineret end Putins primitive krigsførelse.
Konklusionen er for nærværende forfatter, at der ikke er den mindste tvivl om Ukraines status som stat og ukrainernes som folk. Hvorfor skulle ellers flygte i millionvis? Herunder til Danmark? Skulle de ikke hellere have kastet sig i armene på deres russiske brødre?
Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.