Tidligere overvismand: Det har aldrig været så oplagt som nu at revaluere kronen

Bare tanken om at revaluere kronen over for euroen får givetvis mange til at slå syv kors for sig. Men hvad er alternativet? spørger tidligere overvismand

Det vil gå udover blandt andet omstillingen til grøn energi, sundhed og undervisningsområdet, hvis kronen ikke revalueres, mener tidligere overvismand.
Det vil gå udover blandt andet omstillingen til grøn energi, sundhed og undervisningsområdet, hvis kronen ikke revalueres, mener tidligere overvismand. . Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix.

Klima-, energi- og velfærdsmæssige problemer eller udfordringer, blandt andet på sundhedsområdet, kan kun afgørende håndteres, hvis der tilføres betydelig arbejdskraft til disse områder. Det er der nærmest generel enighed om, hvorfor det også må være afgørende i de aktuelle regeringsforhandlinger.

Det underlige, ikke mindst i debatten forud for folketingsvalget, er og var, at det alene er den ene mulighed til løsning heraf, der overvejes: at øge arbejdsudbuddet. Den anden mulighed, nemlig at reducere arbejdskraftefterspørgslen på andre områder, diskuterer politikerne ikke. Men ikke nok hermed: Medierne og økonomerne er også tavse om den anden mulighed.

Men udsigten til at løse arbejdskraftmanglen ved yderligere at øge tilgangen af arbejdskraft fra såvel indland som udland er enten uden substans eller forbundet med ganske store problemer, ligesom det tager flere år – i hvert fald indtil 2030 – blot at øge tilgangen med 50.000, som ydermere slet ikke skønnes at kunne dække behovet.

Hvis arbejdskraftmanglen skal imødegås, er der efter min vurdering kun én realistisk mulighed: Efterspørgslen efter arbejdskraft fra andre områder må reduceres. Det er virkelighedsflugt at se bort herfra.

For Danmark har virkelig gode muligheder for at komme igennem med det, hvis man ikke vælger at stramme finanspolitikken. Og det vil næppe kunne ske på anden måde end ved skattestigninger, idet de offentlige investeringer ikke kan reduceres. Tværtimod skal de hurtigt øges, hvis ikke mindst omlægningen til grøn energi og klimabeskyttelse skal fremskyndes og realiseres. Og betydelige nedskæringer i det offentlige forbrug, som situationen tegner sig på mange velfærdsområder, samt reducerede indkomstoverførsler i disse inflationstider finder næppe sted.

Derfor – hvis man afviser en ikke ubetydelig skattestigning, for eksempel en midlertidig millionærskat frem til 2030 – er det uhyre vanskeligt at komme uden om det mest nærliggende politiske instrument. Og det er at revaluere kronen. Det har nemlig aldrig nogensinde været så oplagt som nu, for eksempel i første omgang med tre-fem procent over for euroen, hvis man ikke overgår til en flydende markedsbestemt valutakurs for kronen.

Denne mulighed eller nødvendighed (herom senere) skyldes, at vi i de forgangne fem år (2017-2021) i gennemsnit hver eneste dag, inklusive lørdage, søndage og helligdage, har haft et betalingsbalanceoverskud på over en halv milliard kroner svarende til over otte procent af bruttonationalproduktet.

Og meget tyder på, at vi i 2022 kommer helt op på 12 procent af bruttonationalproduktet i overskud på betalingsbalancen, idet det daglige overskud i de første tre kvartaler har været på næsten en milliard kroner.

Denne bratte stigning skyldes blandt andet ekstraordinært store indtægter fra skibstrafik, hvorfor så stor en stigning næppe fastholdes. Men et overskud på betalingsbalancen på otte procent af bruttonationalproduktet er allerede uholdbart stort. Disse store overskud har blandt andet betydet, at vi i Danmark nu har nettotilgodehavender på udlandet på cirka 2000 milliarder kroner.

De fortsatte store overskud på betalingsbalancen slår igennem på mange måder. Nationalbanken har svært ved at fastholde kronen over for euroen. Det viser sig ved støttekøb af euro mod kroner i valutamarkedet og ikke mindst ved, at Nationalbanken kun delvist fulgte med Den Europæiske Centralbanks forhøjelse af renten i oktober. Hvor Den Europæiske Centralbank hævede renten med 0,75 procentpoint, øgede Nationalbanken kun renten med 0,60 procentpoint, så tilstrømningen af valuta kunne begrænses.

Man bør heller ikke se bort fra, at overskud på betalingsbalancen hos nogle lande er ensbetydende med, at andre lande har underskud, idet verdens betalingsbalance jo pr. definition er nul – i hvert fald så længe vi ikke har transaktioner med andre planeter. Og et så stort overskud som otte procent sender vel et signal om, at der ikke tages stort hensyn til vores omverden.

Det store danske betalingsbalanceoverskud, som jo også afspejler en alt for god dansk konkurrenceevne, betyder naturligvis også, at erhvervslivet mere eller mindre støvsuger markedet for arbejdskraft.

Bare tanken om at revaluere kronen over for euroen får givetvis mange til at slå syv kors for sig. Men hvad er alternativet? Det er, at omstillingen til grøn energi og klimatiltag forsinkes unødigt, idet dette af mange grunde kræver store offentlige investeringer. Og det er, at velfærdsproblemerne – blandt andet på sundhedsområdet, det sociale område og undervisningsområdet – forstærkes.

Tavsheden om muligheden for at ændre kronekursen i den nuværende situation, hvor det vel aldrig har været mere oplagt at opskrive kronen, har jeg naturligvis også diskuteret med økonom-kolleger. Her har jeg mødt to mulige indvendinger.

Den mest relevante – efter min mening – er, at der forestår et økonomisk tilbageslag, der i sig selv vil frigøre arbejdskraft. Det skulle dog først blive aktuelt i 2024, idet prognosemagerne forventer stort set fuld beskæftigelse i 2023. Men jeg kan ikke afvise, at disse prognoser er for optimistiske, hvorfor presset på arbejdsmarkedet måske allerede ender i 2023.

Muligheden for, at dette sker, bør føre til, at kommunerne tilskyndes til en hurtig udbygning af fjernvarmenettet og lignende eventuelt tilskyndet af tilskud til de kommuner, der har godkendte projekter klar, ligesom staten bør sørge for, at el-infrastrukturen med videre udbygges, så det bliver mere realistisk, at klima- og energiindsatsen bliver tilstrækkelig til, at 2030-målsætningen også faktisk opnås.

Den anden mulighed, som er fremført af mine økonomkolleger, er, at der gennemføres store lønstigninger, som også vil reducere vores betalingsbalanceoverskud og frigøre arbejdskraft. Men når jeg så foreslår, at de argumenterer herfor op til de kommende overenskomstforhandlinger, så bliver det afvist. Og det er nok ikke så mærkeligt, for så starter måske den onde løn-pris-løn-spiral, som nationalbankdirektøren så stærkt advarede mod forud for folketingsvalget.

Jeg må derfor fastholde, at det er nødvendigt at revaluere kronen. Men hvis regeringsforhandlingerne skulle føre til en troværdig plan for at løse de klima-, energi- og velfærdsmæssige problemer med videre inden for den kommende regeringsperiode, skal jeg gerne trække forslaget om en revaluering af kronen tilbage, selvom jeg ikke kan se fornuften i, at de nuværende generationer skal opbygge så store fordringer på udlandet.

Det skal også ses i lyset af, at en revaluering jo vil reducere inflationen, der jo primært skyldes udefrakommende prisstigninger. En revaluering vil derfor også lette presset på de befolkningsgrupper, der nu har svært ved at få budgettet til at hænge sammen grundet de stærke prisstigninger.

Hvor tabubelagt en diskussion af kronekursen er, fremgår i øvrigt også af den seneste vismandsrapport. Her anføres side 147: ”Langt hovedparten af den seneste tids prisstigninger er reelt uden for danske politikeres kontrol.” (tilføjelse: fordi de kommer udefra).

Men det er jo ikke korrekt, idet danske politikere jo kan ændre valutakursen eller overgå til at lade kronekursen være markedsbestemt. Derfor er det ikke i orden, at vismændene udtrykker sig således og dermed også lægger hindringer i vejen for en ikke-tabubelagt diskussion af mulighederne i den økonomiske politik.

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.