Kristeligt Dagblad har i den seneste tid beskæftiget sig en del med den stigende ulighed og konsekvenser heraf – og ikke altid lige heldigt.
Ét er, at topchefer den 10. marts advarer om uetisk høje lønninger i erhvervslivets ledelse og helt undlader – bortset fra etiske og moralske betragtninger – at komme med anvisninger på, hvordan denne udvikling skal stoppes og vendes.
Noget andet og alvorligere er, at Kristeligt Dagblad er blevet forledt til at fejlinformere om dette vigtige emne i interviews og lederartikler. Dette vil jeg eksemplificere ved en forsideartikel og en lederartikel – begge fra den 9. februar.
Forsideartiklen havde overskriften ”Uligheden udjævner sig fra vugge til grav” og lederartiklen overskriften ”Nabo-misundelse er aldrig kønt”. Lederartiklen slutter med at efterlyse en mere kvalificeret debat om ulighed. Især lederartiklen bidrager desværre ikke hertil – tværtimod. Det, jeg først og fremmest kan tilslutte mig til i lederartiklen, er omskrivningen af Grundtvigs smukke formulering i ”Langt højere bjerge”: ”Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.” Paul Hammerich omskrev i sin danmarkskrønike dette – som anført i lederartiklen – til følgende udsagn om Danmark som et land: ”hvor få har for meget og færre format”. Og det er måske ikke bare af historisk interesse.
Der begås nemlig en række alvorlige fejl i de to artikler.
For det første er det nærmest oprørende, at den voldsomme stigning i uligheden, som har karakteriseret den vestlige verden i de senere mange år, betegnes som en marginalt øget ulighed. Og bedre bliver dette udsagn ikke af lederartiklens overskrift: ”Nabo-misundelse er aldrig kønt”. Thomas Piketty har eksempelvis i sit store værk ”Kapital i det 21. århundrede” fra 2013 påpeget, at uligheden i en række vestlige lande nu er steget til et niveau, som var gældende ved det hidtidige højdepunkt op til Første Verdenskrig.
OECD og Verdensbanken har som følge heraf også på det seneste analyseret konsekvenser heraf, idet disse organisationer er meget nervøse for følgevirkninger i form af blandt andet politisk ustabilitet med drift mod yderfløjene. Verdensbanken har eksempelvis behandlet denne problemstilling i rapporten ”Polarization and Populism”, som blev publiceret i november 2016.
De negative følger af den stigende ulighed spillede en ikke uvæsentlig rolle for Brexit og for valget af Trump til præsident i USA. Og endnu mangler vi at se konsekvenser heraf i en række eurolande, ikke mindst i Frankrig. Hertil kommer, at det er mere end naivt at antage, at Danmark i en globaliseret verden kan holdes fri af denne udvikling, hvis den ikke vendes, jævnfør udviklingen i aflønningen til ledere i børsnoterede selskaber.
For det andet: Uligheden udjævner sig ikke fra vugge til grav. Denne fejlagtige opfattelse er givetvis en konsekvens af, at de bedre statistikmuligheder har gjort det muligt ikke blot at beregne ulighedsindikatorer som eksempelvis Ginikoefficienten på årsbasis, men også over et livsforløb. Her har Danmark i øvrigt været pionerlandet grundet den tidlige introduktion af cpr-nummeret og opbygningen af individstatistikken på basis heraf. De, der har beskæftiget sig med ulighed, har altid vidst, at årsbaserede ulighedsindikatorer overvurderer ulighedsindikatorer for livsindkomst. Men det, at man kan producere mere retvisende statistik, reducerer jo ikke uligheden. Det øger i bedste fald kun forståelsen heraf.
For det tredje og vigtigst – lederartiklen afsluttes med: ”Lad os efter flere års gold debat om ginikoefficienter i stedet få en kvalificeret debat om, hvordan vi på samme tid kan øge velstanden og løfte de svageste ud af marginalisering. For man kunne jo tænke, at de to ting hang sammen.”
Det er ganske korrekt, at de to ting hænger sammen. Men sammenhængen er lige omvendt af, hvad lederskribenten – givetvis på basis af påstande fra Liberal Alliances finansordfører, Joachim B. Olsen, og udsagn fra vismand Torben Tranæs, forskningsdirektør ved SFI, det Nationale Forskningscenter for Velfærd – antager eller lægger til grund. Ét er, at Liberal Alliances finansordfører ikke kender den nyeste forskning og gerne vil bruge en påstået konflikt mellem lighed og vækst til at understøtte reduktion eller afskaffelse af topskatten og lignende. Men Torben Tranæs’ uvidenhed herom er ganske enkelt dybt kritisabel.
Som vismand deltog Torben Tranæs nemlig i udarbejdelsen af vismandsrapporten fra efteråret 2016. I kapitel 5 i denne rapport, hvor indkomst- og formuefordeling analyseres, anføres det: ”I praksis indebærer indgreb på skatte- og overførselsområdet næsten altid en afvejning mellem den økonomiske effektivitet på den ene side og fordelingen af indkomsterne på den anden (...). Afvejningen mellem økonomisk effektivitet og lighed er i sidste ende et politisk valg.”
Altså samme antagelse som i lederartiklen, og som Joachim B. Olsen også anvender.
I 2015 udgav OECD publikationen ”In It Together. Why Less Inequality Benefits All”. I denne analyse viser OECD, at den stigende ulighed i OECD-landene i perioden 1985-2005 har medført en næsten 5 procent lavere produktion i OECD-landene, nemlig 4,7 procent, i årene 1990-2010. I tilknytning hertil konkluderes, at øget ulighed har en både stor og signifikant negativ indvirkning på den økonomiske vækst i et lidt længere perspektiv. Årsager hertil vil jeg gerne forklare en anden gang, idet Kristeligt Dagblad jo efterlyser en kvalificeret debat.
OECD’s 2015-rapport viser således, at der som hovedregel næppe er en afvejning mellem effektivitet og fordeling. Denne OECD-rapport anføres i litteraturkilden til kapitel 5 i vismændenes rapport. Derfor kan man næsten kun komme til den konklusion, at vismændene, herunder Torben Tranæs, ikke har læst og/eller forstået OECD’s rapport fra 2015. Og ved blot at læse rapportens titel burde vismændene jo være advaret. I hvert fald skylder vismændene, herunder Torben Tranæs, en forklaring på, at de ikke har lagt vægt på OECD-analysen.
Når en forklaring er nødvendig, skyldes det ikke blot de etiske/videnskabelige aspekter af at anføre kilder, hvis de ikke er læst. I den konkrete sammenhæng spiller det også en afgørende rolle i den aktuelle økonomisk-politiske debat om topskattelettelser samt om flad kontra progressiv ejendomsværdiskat. Topskattelettelser øger den økonomiske ulighed, herom er selv vismændene ikke i tvivl. Og det gør overgangen fra progressiv ejendomsværdiskat til flad – det vil sige proportional – ejendomsværdiskat efter min vurdering i endnu højere grad.
Afskaffelsen af topskatten eller reducering af topskatten forsvares jo netop med, at det øger den økonomiske vækst. Selvom uligheden øges, skulle den økonomiske vækst i henhold til fortalerne for reducering eller afskaffelsen af topskatten også sikre, at de, der er placeret i den lavere ende af indkomstskalaen, skulle få øget indkomst og dermed større absolut velstand. Dette er den såkaldte trickle down -effekt eller nedsivningseffekten. Men alt dette er jo fatamorgana, hvis – som OECD dokumenterer – øget ulighed fører til lavere vækst.
Nobelpristager i økonomi, Joseph E. Stiglitz, der var ophavsmand til: den ene procent kontra de 99 procent som udtryk for den kløft mellem de allerrigeste og resten af befolkningen, som er blevet en realitet, har blandt andet i bogen ”The Price of Inequality” fra 2012 påvist, at denne kløft ikke blot er en økonomisk kløft, men også en indflydelseskløft med mere.
Dette bør ikke ignoreres, hverken af vismænd eller af Kristeligt Dagblad. Derfor kan jeg kun tilslutte mig opfordringen til, at der kommer en kvalificeret debat om ulighed og dens mange facetter og følgevirkninger – også med bidrag fra de 99 procent, så det også bliver muligt at modvirke sirenesang fra repræsentanter for den ene procent.
Christen Sørensen er forhenværende overvismand.