Tidligere politiinspektør: Naturromantikerne byder ulve velkommen. Men hvad bliver det næste?

Hvad med den brune bjørn, der så vidt vides også har levet i Danmark. Vil den også opnå biologernes velmenende opmærksomhed og forståelse?

Ulv i Københavns Zoo. I Jylland findes ulvene nu ikke kun i dyreparker.
Ulv i Københavns Zoo. I Jylland findes ulvene nu ikke kun i dyreparker. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Forleden kunne flere danske medier berette, at der var gode udsigter til, at hele Jylland ville blive ulveområde – fra Skagen til grænsen – og ikke som i dag begrænset til mindre områder i især vestjyske plantager. 

Onsdag den 15. marts bragte Kristeligt Dagblad et interview med chefbiolog Kent Olsen fra Aarhus Universitet, der synes at stå for ulvebestandens gode udvikling. Han er fortrøstningsfuld og kan berette, at to ulvepar har fået henholdsvis otte og seks hvalpe, så det skal nok blive til noget. Det er absolut forventeligt, at der er over 100 ulve i Danmark om fem år, måske mange flere.

Det er kun rimeligt, hedder det sig, når man betænker, at ulven har været her i århundreder eller årtusinder, indtil den sidste blev skudt for cirka 200 år siden. I biodiversitetens navn må ulven naturligvis genindlades, selvom omstændighederne er så forskellige. Dengang i begyndelsen af 1800-tallet var den del af Jylland, der lå mellem den jyske højderyg og Vesterhavet, ødemark og vildnis. Det er det ikke i dag.

Ulvene lever af egnens hjortevildt, som der er masser af. Sidste år aflivede ulvene også 168 husdyr – hovedsageligt får. Det ryster ikke chefbiologen. Fåreavlerne kan jo bare holde fårene bag ulvesikre hegn, ellers er de da nærmest selv ude om det. Det er ret store og omskiftende områder, der med betydelige omkostninger skal indhegnes, så fåreavlerne er forståeligt nok lidt bitre. 

Det store spørgsmål er, om andre dele af landet skal beriges med ulve – vil de dukke op på Fyn? Chefbiologen slår det lidt hen. Men det skal ikke undre, hvis et ulvepar, der til den tid har trængselsproblemer i de østjyske skove, en mørk og regnfuld nat lunter over en af de korte broer. Der er næppe mange, der har lyst til at spørge dem, hvad de laver her.

Ulves overfald på husdyr vil stadig i en rum tid ske i fjerne dele af landet, så den følsomme storbybefolkning ikke behøver at blive konfronteret med synet af mishandlede får og lam. Og heller ikke af synet af fårets meget smertefulde og angstfyldte livskamp, når ulven flår dets strube op. Det er ikke et rart syn, men det er jo naturligt. Så forstummer de fleste indsigelser i en naturromantisk tid.

Når ulvene bliver mange nok, vil de formentlig i overensstemmelse med artens tilbøjeligheder samle sig i flokke, ulvekobler, der øger jagtens effektivitet og også bringer større husdyr i farezonen. Der kan forventes stort salg af ulvesikre hegn, når ulveflokke bliver en magtfaktor i naturen.

Og hvad bliver mon det næste? Hvad med den brune bjørn, der så vidt vides også har levet i  Danmark. Vil den også opnå biologernes velmenende opmærksomhed og forståelse?

Forstfolk, dyrlæger og agronomer, som med stor dygtighed har forvaltet dansk natur og dyreliv, forsøger sig med advarende røster. Men de anses nu om dage som reaktionære typer uden nutidig gennemslagskraft over for idéer om biodiversitet og rewilding som veje til verdens berigelse og frelse.      

Jørn Bro er tidligere politiinspektør.

Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.