Tidligere politimester: Filmen "Fædre og mødre" er et monument over voksne, der aldrig blev voksne

Paprika Steens film "Fædre og mødre" er et markant indslag i skoledebatten, og filmen lægger dybest set op til at smide forældrene ud af skolen. Det lyder som en god idé, skriver tidligere politimester

Paprika Steens film "Fædre og mødre" er et monument over voksne, der ikke blev voksne og gør, hvad de kan for at undgå det, skriver Jørn Bro.
Paprika Steens film "Fædre og mødre" er et monument over voksne, der ikke blev voksne og gør, hvad de kan for at undgå det, skriver Jørn Bro. . Foto: Søren Kirkegaard.

Paprika Steens seneste film "Fædre og mødre" efterlader sit publikum forstemt. Det fornemmedes, da publikum forlod biografen i den by i provinsen, hvor jeg for nylig så
filmen. Det er en film, man bør se.

Den er et væsentligt indslag i samfundsdebatten, måske også om børns og unges angivelige, udbredte mistrivsel. Den er ikke særlig morsom, selvom filmen udstiller ganske mange fjollerier. Der er ret beset tale om en nutidig tragedie.

Et monument over voksne, der ikke blev voksne, og gør, hvad de kan for at undgå det. Om mennesker med fine uddannelser og dertil svarende indtægter, hvis deltagelse i obligatorisk, dominerende socialt fællesskab og dertil knyttede aktiviteter minder om teenageres indbyrdes markeringer og magtkampe – nu i en forældregruppe på en skole, hvor forældrene vil ”gøre alt for deres barn”.

Skolelederen, fortrinligt spillet af Lars Brygmann, fremstiller en moderne, pædagogisk leder, der behersker manipulation, voksenmobning og falskhed som ledelsesmetode. Hans krav til
forældrene om socialt engagement ”til gavn for børnene” sikrer ham herredømmet over forældregruppen.

Børnene, som det hele angiveligt drejer sig om, ser man ikke meget til i filmen – bortset fra et par halvstore, fornuftige børn, der prøver at skærme sig selv og hinanden mod de voksnes fjollerier.

Også lærerne fylder overordentligt lidt. Et par unge, sympatiske og engagerede lærere må sejle deres egen sø uden støtte fra en skoleleder, der har blikket fast rettet mod sin magtbase, forældregruppen, som hurtigt får væltet lærerne omkuld.

Når fællesskabet rigtigt skal udfoldes, må det ske i kraftig spiritusmarinering. Ellers er det vel heller ikke til at holde ud.

Hvis man vil vide lidt mere om, hvad Paprika Steen vil med sin film, kan man finde indsigt i Kristeligt Dagblads interview med hende den 10. november, hvor hun citeres for følgende:

”Jakob (manuskriptforfatter, red.) og jeg har begge to børn, og vi ser begge to tilbage på forældresamarbejdet i vores børns klasser med gru. Det er også det, jeg hører fra folk overalt. ’Åh Gud, ikke Aula!’. Forældreintra, forældremøder og forældrefester taler folk jo med nærmest forfærdelse om. Forældrefester forstår jeg slet ikke. Jeg ved heller ikke, hvad meningen skulle være med at drikke sig fuld med andre forældre fra sit barns klasse. Skulle det hjælpe barnet noget?".

I den forstand er Paprika Steens film et kraftigt indslag i skoledebatten, og filmen lægger dybest set op til at smide forældrene ud af skolen. Det kunne måske bidrage til lærerrollens genopbygning til prestige i lokalsamfundet og lærernes autoritet i skole og klasseværelse.

Så må umodne forældre finde en anden legeplads. Det kunne være et forsøg værd.

Jørn Bro er tidligere politimester.