Tidligere præsident anklages for seksuelt overgreb. Det udløser ikke én eneste reaktion i Frankrig

I 2018 oplevede en tysk tv-journalist et overgreb begået af den nu 94-årige tidligere franske præsident Valèry Giscard d’Estaing. Ingen politikere eller debattører har kommenteret sagen

Den tyske journalist Ann-Katrin Stracke (th.) har anklaget tidligere fransk præsident Valéry Giscard d’Estaing (tv.) for at have befamlet hende. Den tidligere præsident husker hverken interviewet eller overgrebet. –
Den tyske journalist Ann-Katrin Stracke (th.) har anklaget tidligere fransk præsident Valéry Giscard d’Estaing (tv.) for at have befamlet hende. Den tidligere præsident husker hverken interviewet eller overgrebet. – . Foto: Wdr Via Bestimage/Ritzau Scanpix og Imago/Ritzau Scanpix.

Valèry Giscard d’Estaing var Frankrigs yngste præsident nogensinde, da han vandt præsidentvalget i 1974. Nu er han formentlig den ældste præsident i verden, der beskyldes for seksuelt overgreb.

Den 37-årige tv-journalist Ann-Kathrin Stracke fra den tyske tv-station Westdeutscher Rundfunk, WDR, har anmeldt den 94-årige Giscard d’Estaing for seksuelt overgreb, som nu efterforskes af politiet.

Overgrebet frandt sted i december 2018, da Ann-Kathrin Stracke sammen med sit tv-hold var i Paris for at interviewe den tidligere franske præsident til en udsendelse om den tidligere forbundskansler Helmut Schmidt.

Da samtalen var slut, bad hun om at få et gruppebillede af tv-holdet sammen med den tidligere præsident. Giscard d’Estaing benyttede lejligheden til at lægge armen om livet på journalisten og lade hånden glide ned på hendes baller.

Billedet måtte tages om, og igen placerede præsidenten sin hånd på hendes bagdel.

Da ekspræsidenten derefter ville vise hende nogle fotografier på væggen, så han igen sit snit til at lægge armen omkring hende, og denne gang holdt han hende så fast, at hun måtte have kameramandens hjælp. Han væltede en lampe for at aflede ekspræsidentens opmærksomhed.

”Jeg forsøgte af alle mine kræfter at skubbe hans hånd væk,” har Ann-Kathrin Stracke forklaret om en situation, som hun har beskrevet som stærkt nedværdigende i et dobbeltinterview med Le Monde og det tyske dagblad Süddeutsche Zeitung.

Som kronen på værket benyttede Giscard d’Estaing afskeden til at plante et par lange kys på hendes kinder og hviske et ønske om ”søde drømme” i øret på tysk: ”Träumen Sie süss.”

Sagen er blevet dækket i både franske og tyske medier, og også The Guardian i Storbritannien og The New York Times i USA har fortalt om beskyldningerne mod den 93-årige tidligere præsident, der også stod i spidsen for arbejdet med den europæiske Forfatningstraktat op til 2005.

Giscard d’Estaing figurerer nu på hjemmesiden, hvor den franske udgave af MeToo-bevægelsen, Balance ton Porc, viser navnene på alle, der beskyldes for seksuelle overgreb. Men ingen politikere eller debattører har kommenteret, at en 94-årig tidligere præsident tilsyneladende har taget på en kvindelig journalist.

Hans fortid som skørtejæger er ellers velkendt, og allerede i sin tid som præsident fik han tilnavnet Folamour, ”den vanvittige elsker”. Så sent som i november citerede ugebladet Gala en ny bog om ”Præsidentpalæets erotiske historie”, hvor det hævdes, at ”selv hans kone vidste ikke, hvor han var om natten”.

Jacques Chirac var også kendt som en charmør, og François Mitterrands faste elskerinde, med hvem han har en datter, var en offentlig hemmelighed, som pressen undgik at berette om.

Amerikansk presses interesse for daværende præsident Bill Clintons forhold til Monica Lewinsky blev i Frankrig i vid udstrækning beskrevet som et udslag af ”amerikansk puritanisme”. Det var også den umiddelbare reaktion, da den daværende franske direktør for Den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, i 2011 blev sigtet for voldtægt mod en stuepige på Hotel Sofitel i New York.

Og da MeToo-bevægelsen ramte Frankrig i 2018, var skuespilleren Catherine Deneuve blandt 100 underskrivere af et indlæg i Le Monde, hvor de hævdede ”retten til at blive forulempet” som en del af det franske galanteri og det forføreriske spil mellem kønnene.

Da Ann-Kathrin Stracke kom tilbage til sin arbejdsplads i Köln efter interviewet med Valéry Giscard d’Estaing, omtalte hun overgrebet for sin ledelse, der sendte en klage.

”Siden har jeg indhentet juridisk rådgivning og tænkt mig grundigt om, før jeg besluttede at indgive anmeldelse. Der er tale om en lovovertrædelse, som ikke kun skal behandles i medierne,” siger Ann-Kathrin Stracke til Le Monde og Süddeutsche Zeitung.

Giscard d’Estaings advokat har til dagbladet Le Monde erklæret, at den tidligere præsident ikke husker hverken interviewet eller overgrebet.