Der er i tiden så megen skriveri om psykisk sygdom. Psykisk syge er bange for stigmatisering efter den forfærdelige dag i Field's, og det er forståeligt. I forvejen er psykisk sygdom behæftet med alt lige fra uforståenhed og negligering til afstandstagen. Det psykisk syge har brug for, er jo langt hen ad vejen professionel hjælp, samt fællesskab og medmenneskelighed.
Hvis flere træder frem og fortæller deres historie, kan det måske skabe den dråbe i det hav, der kan betyde, at psykiske sygdomme i dag får samme plads som de somatiske sygdomme.
Lad mig først og fremmest sige, at det er min erfaring, at vi alle sammen er udfordrede. Jeg sætter ikke lighedstegn mellem de psykisk syge og de raske, men min erfaring er, at de fleste kan ende et sted, hvor verden begynder at gynge i en sådan grad, at det ikke er let at holde sig på benene.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev psykisk syg. Jeg havde et stort arbejdspres, udfordringer med arbejdsmiljøet, et familieliv med små børn, og måske en arvelig belastning, som ledte mig ind i en negativ spiral med mindre og mindre søvn samt flere og flere tanker, hvorfor jeg til sidst opsøgte lægen. Hun satte mig direkte ind i en taxa til Herning og den lukkede afdeling.
Jeg fik et chok, da jeg blev vist op til mit værelse, hvor mit navn allerede stod på døren, og den næste tid er stadig flimrende i min bevidsthed. Jeg fik en diagnose for svær depression og blev fyldt med gammeldags nervemedicin, hvis mængder kunne måles i blodet. Jeg var fyldt med stor uro og husker vandringer op og ned ad gangene. Jeg husker, at personalet bestod af social- og sundhedshjælpere på hele afdelingen samt en sygeplejerske og en psykiater, som jeg nok havde kontakt med tre til fire gange i løbet af de cirka fem uger, hvor jeg var indlagt og tilknyttet afdelingen.
Jeg husker en sosu-assistent, der lagde et papir på mit natbord med ordene: "Det her skal vi til at arbejde med!" Jeg så en masse symboler, og tænkte nok lidt overlegent, at det nok ikke ville hjælpe stort.
Der var en fælles spise- og opholdsstue, og mange var udfordrede på en hel anden måde end jeg. Vi blev spurgt om aftenen, hvad vi havde lyst til: at se fjernsyn eller at spille. En indlagt ville gerne ned og spille badminton, men vedkommende fik at vide, at ”du kan vist ikke holde øjnene åbne”.
Da jeg begynder at blive mere ”klar”, begyndte jeg at få den pinlige følelse af at være havnet ”et sådant sted”. Skønt vi alle var anonyme overfor hinanden, råbte en sosu-medhjælper en morgen tværs gennem et stort rum: "Jeg kender godt din organist!" Det fik de andre til at kikke. "Nå, hun er præst, hende den nye."
Jeg røg cigaretter på det tidspunkt, så jeg skulle låses ud og følges til kiosken, men snart skulle jeg overflyttes til en almindelig psykiatrisk afdeling. Her sad jeg ofte med vores lille rygegruppe. En kvinde fik sin ugentlige udbetaling fra hendes mand. Den blev hurtigt omsat til Ritter Sport, som hun uafbrudt spiste af indkøbsposen. Det morede holdet i rygerummet sig over. En i gruppen sagde: ”Ja, hende har vi ikke været for heldige med.” Vi lo alle sammen, men der var heller ikke så meget at le ad.
Min mand kom og besøgte mig hver dag, og nogle gange var børnene med. Den yngste græd, når han så mig, for han havde savnet sin mor. Den mellemste havde fyldt år, og den store fik støtte hos venners familie.
Jeg havde frygtelig ondt af mig selv, alt imens kvinden ved siden af jævnligt kørtes til elektrochok-behandling. Hun kunne ikke klare sig uden, og hun havde også tre børn.
Med meditationsmusik i ørerne begyndte jeg at få så meget ro, at jeg kunne hvile over middag. Ud af det blå lød en stemme: ”Det er ikke en skam at falde, men det er en skam ikke at rejse sig igen.” Det blev fulgt op med et syn af et urværk, hvor to tandhjul gik i hak. Herefter gik det fremad. Jeg kom ligesom op til overfladen og begyndte at kunne tænke igen, og alligevel var det her, den store forhindring ventede.
Provst, menighed, kolleger, venner og familie. Hvordan ville det blive at træde ud i det hele igen? Jeg havde lært, at motion hjælper, så jeg gik lange ture hver dag, da jeg kom hjem. På en af disse gåture, kørte naboen forbi i sin bil og stoppede, da han så mig. Han rullede vinduet ned, men kom så i tanke om det, der var hændt. Han anede ikke, hvad han skal sige, men sad blot med åben mund og lidt store øjne. Han har senere undskyldt. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Det var der ikke mange, der gjorde. Det var et tomrum at træde ud i, som gradvist blev normaliseret.
Jeg blev indlagt sidst i januar, men var tilbage på arbejde til påske. Og da begyndte der så at opstå et helt andet liv omkring mig, end der havde været før. Virkelig mange mennesker havde brug for at fortælle mig om deres egne udfordringer med psyken, med manden og med arbejdet. Jeg fik en helt anden platform som præst, end jeg havde haft før, og jeg var også tvunget til åbenhed, når man er synlig som præst midt i sin menighed.
År efter indlæggelsen var jeg rædselsslagen for at ende samme sted igen, men det skete ikke, og nu er det mange år siden. Men gid vi dog kunne få et bedre sprog for den bøvlede psyke og de sygdomme, der kan følge med. Gid der kunne komme mere forståelse, ja, gid jeg selv fik en større forståelse, for der er stadig langt til sammenligningen med, at når man har ondt i psyken, er det som at have et brækket ben.
Meget i mit eget forløb hænger stadig i tågerne, og desværre må jeg sige, at meget af helbredelsen har jeg selv skullet skaffe mig. Og så er jeg er glad for, at jeg ikke sad alene i en lejlighed, ung, ensom og uden uddannelse, dengang det skete for mig.
Det er mit håb, at jeg kan hjælpe andre psykisk udfordrede og være med til at øge forståelsen i samfundet generelt ved at være åben om mit forløb. For mig at se er det farlige ikke så meget at få en psykisk diagnose. Det farlige er, at holde sygdommen hemmeligt, skjule symptomerne og holde facaden alt for længe på grund af skam.
Der skal helt sikkert sættes ind på mange forskellige fronter. Det handler om bevillinger og om mere empatisk personale. Det handler om kærlige steder, hvor man kan være, mens man restituerer. Det handler måske om, at praktiserende læger skal have mere tid til patienterne, og måske skal der inddrages nye og alternative behandlingsformer.
Men jeg håber, at vi er på vej til at rumme, at alt muligt kan gå galt i dette bøvlede og fantastiske menneskeliv. Og jeg håber, at disse problemer kan ligge inden for den skive, vi kan tale om.
Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.