Jeg er en af dem, der er lyst i band af Indre Mission. Det skete i slutningen af 1970’erne. Jeg var lige blevet udnævnt til forstander for Unge Hjems Efterskole i Aarhus, og i den forbindelse var der et interview med min kone og mig i Kristeligt Dagblad. I interviewet udtalte jeg blandt andet, at jeg ville møde eleverne med tillid til, hvad de var, og hvad de stod for. Det var den udtalelse, der udløste bandlysningen, for så ville jeg ikke omvendelsen af de unge.
Senere i midten af 1980’erne, hvor jeg var redaktør og bidragyder til en bog om samliv – også det homoseksuelle – blev jeg ringet op om natten. Jeg blev ikke truet, men fik klart at vide, at den onde havde fat i mig.
På trods af disse bandlysninger har jeg, og har jeg altid haft, stor respekt for Indre Mission. Jeg er dybt uenig med dem og andre med samme holdning, men jeg har alligevel respekt for dem.
Jeg har for eksempel dyb respekt for de unge missionsfolk, når de fortæller om deres stævner, hvor de føler sig frie og få lov til at være, som de er: Unge, der ikke drikker alkohol, men alligevel godt kan have det hyggeligt sammen.
Da jeg blev udnævnt til rektor for Nørre Nissum Seminarium, sagde et af de bestyrelsesmedlemmer, der repræsenterede Indre Mission i seminariets bestyrelse, til mig: Henrik, du ved godt, at du ikke var vores kandidat, men jeg har respekt for, at det var dig, der blev valgt, for du var den bedste til jobbet. Denne gensidige respekt på trods af dybe holdningsmæssige uoverensstemmelser er for mig noget af det allermest danske, vi har.
Morten Messerschmidt har selvfølgelig ret, når han i Kristeligt Dagblad den 14. september gør opmærksom på, at verden har forandret sig siden Grundtvigs tid, men afgørende værdi hos Grundtvig: ”Frihed for Loke såvel som for Thor” gælder stadig som en klar beskrivelse af det ægte danske. Der skal stadig i et folkestyre, hvis det er dansk, være talerum for alle synspunkter.
Jeg er mig fuldt bevidst, at fastholdelsen af dette ”frie talerum” kan betyde, at der må udøves magt og vedtages lovstramninger. Vi kan under ingen omstændigheder tillade, at et mindretal med magt og terror vil gennemtvinge deres ”sandhed”. Vi kan heller ikke i tolerancens navn være tossegode og give tilladelse til og acceptere hvad som helst, men når fremtrædende politikere og intellektuelle begynder at tale om assimilation, der vil gå så langt, at vi skal kræve af unge muslimer, at de skal deltage fuldt ud i ungdomsfester og have kærester og leve sammen med de kærester, som danske unge gør, går vi for langt.
Undskyld mig, men i de unges øjne er det, vi siger med den slags udtalelser: Hvis du vil være dansk, så skal du drikke dig i hegnet, og du skal have haft sex med mindst fire forskellige. Og undskyld mig: Hvis vi stiller det krav til de muslimske unge, så må vi vel også stille det til de unge fra Indre Mission.
Da jeg var efterskoleforstander, sagde vi ja til at tage et par somaliske drenge som elever. Socialrådgiveren, der fulgte med drengene, sagde beroligende til mig: De to drenge er ikke så meget muslimer, at det gør noget. Til drengene sagde hun: Skolen her er ikke så kristen, at det gør noget. Jeg sagde til drengene, at det var noget vrøvl, og de skulle have lov til at være muslimer og jeg (og skolen) skulle have lov til at være kristen. De skulle deltage i vores morgensang, hvor der også blev sunget salmer og bedt et Fadervor. Og skolen skulle acceptere, at de bad til Allah og overholdt ramadan. Det fungerede fint i gensidig respekt.
Derfor synes jeg, det er grotesk nu, at vi, fordi vi ikke kan finde ud af, hvem vi er længere, begynder at stille tåbelige krav til unge muslimer om fester og kærester. At stille krav til mennesker om, at de skal tænke og være som os, er udansk. At stille krav om gensidig respekt og ”udøve” dette krav er dansk.
Henrik Sommer er tidligere rektor på Nørre Nissum Seminarium.