Frihed til at nyformulere ældreomsorgen – væk med loven, væk med regler og teknokrati. Lad os starte helt forfra var statsministerens nytårsbudskab.
Det har Danmark trængt til længe – tænk sig at få mulighed for at tage os gamle i dette land alvorligt. Det er ikke mange år siden, at landets fremmeste økonomer og dagblade omtalte os som en byrde – for ikke at sige som et tabu.
Fantastisk, at vi nu får lov at komme på dagsordenen.
På basis af flere end 1000 foredrag og debatter i forsamlingshuse landet over vil jeg tillade mig at fremføre de ønsker og krav, seniorerne udtrykker. For dem er ældreomsorg mere end mad, bad og rengøring.
Det allervigtigste er en god kommunikation. Vi kender alle forskellen på at blive mødt med empati og respekt eller modsat at blive mødt med en instrumentel distance. I nytårstalen siger Mette Frederiksen (S), at der skal være mere tid til kernen i velfærden: ”Relationer, nærvær, omsorg og faglighed.”
De seneste mange år har kontinuerlige strukturreformer, sammenlægninger og nye edb-systemer af ofte svingende kvalitet taget opmærksomheden og kræfterne væk fra kernen i velfærden. Lad ikke den nye frihed blive opslugt af nye opslidende strukturændringer, men lad os bruge chancen til et egentligt paradigmeskifte. Et skifte til at sætte bevidst fokus på kontakt, nærvær og empati som den sluse, hvor igennem fagligheden bedst når de ældre.
At blive mødt med nærvær og empati har en stærk og positiv virkning. Det giver en følelse af at blive rummet og forstået. Og det kan gøre en stor forskel, når vi for eksempel skal skifte bolig eller har behov for omsorg og hjælp til det daglige.
De ældre og de pårørende er helt klar over, hvem af personalet, der mødte os. Selve indholdet i mødet, ordene, der blev sagt, kan viskes ud, men følelsen af at blive set og mødt – eller det modsatte – tager vi med.
Nogle ansatte har let ved det. Andre har brug for at træne – som vi har set dokumenteret i flere sager i medierne.
Empati er en almenmenneskelig evne, vi alle kender. Men når vi arbejder med andre, er målet, at vi kan rumme og møde alle med nærvær og empati og ikke kun de ældre, som de ansatte har god kemi med, men også de ”vanskelige” og dem, der ikke ligner os selv.
I den empatiske kommunikation veksler indlevelse og grænsesætning i en komplementær proces både til glæde for den ældre og til glæde for medarbejderen.
Empatiprocessens balance mellem indlevelse og afgrænsning kræver træning og et vedvarende fokus. Vi kan let miste balancen, så empati bliver til overinvolvering (vi drukner i indlevelsen) eller til distancering (grænserne bliver for stive).
At skabe det ægte møde er ikke noget, videnskaben frembringer, endsige lærestolene. Det er en træningssag og hører hjemme under begrebet god ledelse – ledelsen skal tage ansvar og gå foran. Det kræver ingen regler.
Når jeg taler om begrebet ”Rette pille i rette mund”, så kører debatten i forsamlingshuset. Fra mund til mund løber historier om ældre medicinske patienters relativt store daglige medicinforbrug krydret med historier om, hvorledes en grundig sanering i pille-porteføljen førte til, at borgeren fik det bedre. Nøje udmålte medicinudskrivninger står uåbnet eller håndteres på en måde, så den ældre ikke får lægemidlet eller får den forkerte dosis.
Skavankerne stiger med årene. Det samme gør pilleforbruget. Det almindelige er fem-syv lægemidler pr. ældre i gennemsnit om dagen. Siger vi to piller pr. lægemiddel, spiser en typisk ældre 10-14 piller om dagen. Da en del ikke får medicin, må der være nogle, som får rigtig mange.
Hvor mange piller gør nytte – hvor mange bliver ikke spist, og hvor mange er direkte livstruende? Der er mange myter knyttet til medicinering i Danmark – og der er god plads til myter al den stund, at området ikke er særligt godt videnskabeligt belyst. Der er påstande om, at de daglige dødsfald og indlæggelser grundet medicinen overstiger corona-epidemien.
Det er vigtigt at værne om tilliden til pillen alene af den grund, at det er lægernes vigtigste virkemiddel. Tillid til pillen er i sig selv helbredende.
Den etiske udfordring er at sikre den rigtige pille i den rigtige mund. Det er etisk lige så uacceptabelt at ordinere en forkert pille, som at undlade at tilbyde den rigtige.
Rette pille i rette mund kan være seniorernes største omsorgs- og sundhedsmæssige udfordring. Vi har behov for mere viden. Indtil den foreligger, kan vi, baseret på god erfaring, udvide tilbuddene om kvalificeret gennemgang af pilleporteføljen, for eksempel så alle seniorer med fire eller flere ordinerede lægemidler får tilbudt en årlig gennemgang.
”Længst muligt i eget hjem” lød pludselig parolen engang i 1980’erne. Som så meget andet på det sociale område blev parolen fulgt op af omlægninger og omstruktureringer uden nogen form for videnskabeligt belæg. Alderdomshjem på stribe blev omdannet til plejehjem fulgt op med stram visitation. Det sociale liv forsvandt ud af bo-samværet. Der spilles ikke så meget kort længere, der snakkes ikke så meget ved måltiderne, og besøgene er stærkt reduceret.
Jeg sad med i Ældrekommissionen, hvor vi undersøgte tilfredsheden med at bo på plejehjem. Den var faktisk relativ høj. Og der gøres blandt ledere og medarbejdere et stort arbejde dagligt – men alligevel vil de færreste af os gerne på plejehjem den sidste tid. Som et nært familiemedlem på 90 år tryglede: ”I må ikke sende mig på plejehjem.” En kæmpe diskrepans mellem oplevelsen af at bo indenfor og udenfor. Mediehistorierne er med til at forstærke de negative sider ved boformen på plejehjem.
50 procent eller op mod to tredjedele af beboerne på plejehjemmene er ramt af mere eller mindre demens. Men det er de andre ikke. Der eksisterer således et reelt problem, idet de åndsfriske og de demente bor sammen. De nuværende boregler er med til at fastfryse denne uheldige sammenblanding.
Velfærdsteknologi og rehabilitering med mere er med til, at vi seniorer kan klare os længere i eget hjem. Udviklingen har mange positive sider, men kan være med til at fastholde seniorer i ensomhed. De stærke søger mod fællesskab, tryghed og sikkerhed. De svage bliver hængende i ensomheden.
Ensomhed er formentlig blandt de store sundhedsudfordringer helt oppe ved siden af røg og overvægt. Med alderen oplever vi, at ægtefælle, familie og venner forsvinder. Måske er det en af forklaringerne på, at mange seniorer er potentielt mobile: Mange vil gerne skifte bolig eller ligefrem flytte for at komme tættere på fællesskab, indkøbsmuligheder samt sikkerhed og tryghed.
Mobilitetspotentialet blandt seniorerne giver politikerne en kæmpe mulighed for at eksperimentere og dokumentere nye seniorboformer. Og i en tid med mangel på arbejdskraft kan der være store potentialer i at eksperimentere med boformer, hvor det sociale fællesskab udvides til, at vi også tager et egentligt ansvar for hinanden og aflaster den kommunale ældreomsorg. Det eksperimenteres der med mange steder, og det fortjener virkelig at blive fulgt op med forskningsarbejde og flere eksperimenter af hensyn til både beboerne og skatteyderne.
Den enkelte kommune får nu frihed til og ansvar for at udvikle ældreomsorgen. Denne frihed indebærer, at serviceniveauet vil variere fra kommune til kommune. Vi seniorer må holde vejret og acceptere forskellighed i serviceniveauet, imod at forskelligheden bruges konstruktivt til nyudvikling og fremdrift i tilbuddene.
Vigtigt er det dog at bevare en kurs i ældreomsorgen, hvor de stærke grupper af seniorer bliver sammen med de ressourcesvage, med henblik på at vi sammen løfter hele området, og at alle seniorer får reel mulighed for at vælge blandt alle tilbud.
Det må ikke udvikle sig til, at de stærke ældre går egne veje og efterlader de ressourcesvage på perronen. Det er derfor vigtigt, at vagthundene hos ældreråd, ngo’er med flere er vågne og holder øje med udviklingen.
Ældreomsorg er mere end mad, bad og rengøring: God kommunikation, den rette medicinering samt boform med tryghed og socialt liv er også vigtige ingredienser.
Spændende, om kommunerne griber mulighederne, og om Folketinget reelt vil slippe styringen.