Prøv avisen
Debatinterview

Per Stig Møller: Coronakrisen minder os om, hvor vigtigt det er at bevare kritisk infrastruktur på nationale hænder

Selvom regeringen gør det godt, har den også både før og under krisen udvist nogle autoritære træk og en begyndende underminering af retsstaten, som de borgerlige bør slå værn om, siger tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K). – Foto: Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Uanset hvordan coronakrisen ender, vil det tvinge verdens lande til at gentænke rammerne for globalisering og internationalt samarbejde, vurderer tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K)

Ligesom flertallet af danskerne følger tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) coronapandemiens udvikling fra sit hjem. Her kan han se, hvordan den globaliserede verden, som vi kender den, og som han selv i sine ni år som udenrigsminister færdedes hjemmevant i, er ved at gå op i opløsning. Uanset hvordan coronakrisen ender, vil det tvinge verdens lande til at gentænke rammerne for globalisering og internationalt samarbejde, vurderer han.

”Lige nu reagerer alle verdens lande hver for sig. Det er en forståelig reaktion i en akut krise, men det er også en udvikling, som kan gøre denne type kriser endnu mere farlige i fremtiden. Verden er i dag så kraftigt forbundet, at fundamentale forsyningslinjer kan kollapse, hvis vi ikke hjælper hinanden. Det ser du allerede nu, hvor konsekvenserne af, at produktion af livsvigtigt medicinsk udstyr er outsourcet til især Kina, begynder at vise sig. For USA’s vedkommende produceres 95 procent af deres antibiotika i Kina. Vi har selv solgt vores vaccineproduktion til Saudi-Arabien, og det kan man godt diskutere klogskaben i,” påpeger Per Stig Møller, som i 2018 udgav bogen ”De fire isbjerge: Om verdens største udfordringer”.

De fire isbjerge er ifølge Per Stig Møller demografien, økonomien, økologien og demokratiet, og nu tårner et femte isbjerg sig op i form af coronapandemien, som kan påvirke de øvrige markant. Han mener ikke, det er en farbar vej at vende tilbage til en gammeldags husholdningsøkonomi, hvor hvert land producerer, hvad det selv skal bruge, men betoner nødvendigheden af at fastholde kritisk infrastruktur, herunder medicinsk udstyr og vacciner, inden for nationalstaterne.

”Vi kan ikke hver især blive selvforsynende lande med hver vores lille køkkenhave, hver vores lille gris og lille ko – det vil blive langt dyrere for alle. Men den aktuelle krise viser, hvor vigtigt det er, at hvert enkelt land tænker grundigt over, hvad de outsourcer til andre lande. Så på den ene side må vi fastholde globaliseringens fordele med en klog arbejdsdeling, på den anden side må vi lære, hvordan man kan sikre egen kritisk infrastruktur. Det er en ny balancegang, som skal etableres.”

Samtidig viser den nuværende krise også, at det i vidt omfang er nationalstaterne, som har magt og politisk vilje til at handle, mens det internationale samfund er langt mere nølende. Men især på det økonomiske område bliver det helt afgørende med internationalt samarbejde, hvis de langsigtede konsekvenser af krisen skal afbødes, påpeger Per Stig Møller.

”Vi ser allerede et heftigt træk på statskasserne i mange lande, og hvis vi skal undgå en situation som efter børskrakket i 1929, hvor alle lande forsøgte at bjerge sig selv og skubbe problemerne videre, er de transnationale aktører som Verdensbanken, IMF og ECB helt nødvendige for at holde hånden under de svage økonomier. Problemet er, at de ofte handler for langsomt og for usikkert, det samme ser vi lige nu i EU. Men de må alle sammen på banen.”

Endelig bør EU også mere aktivt understøtte et forskningssamarbejde, som kan sikre medlemslandene bedre i tilsvarende fremtidige kriser, mener Per Stig Møller.

”Lige nu sidder forskerteams hver for sig, private og offentlige, og prøver at finde frem til vacciner og den optimale behandling. Det er alt sammen fremragende, men der spildes også en masse kræfter. Tænk nu, hvis vi havde samlet kræfterne, ligesom vi ser i kræftforskningen, og på EU-plan fået etableret et forsknings- og udviklingscenter for avanceret farmakologi og epidemiologi. Her vil man kunne samle de allerbedste kræfter og stå bedre rustet til fremtidens epidemier og sundhedskriser.”

I TAKT MED at verdens stater med forskellige strategier forsøger at inddæmme og afbøde smittespredningen, bliver det også stadigt tydeligere, at forskellige samfundsmodeller har hver sine fordele og ulemper i krisebredskabet. I den forstand er coronakrisen også en kamp mellem samfundsmodeller, påpeger Per Stig Møller.

”Alene forskellen på USA og Kina er slående. Mens Kina med drakoniske midler lukker landet ned, breder smitten sig ukontrolleret i USA, hvor mange fattige og arbejdsløse ikke har råd til tests eller indlæggelse. Men vi så også bagsiden af det kinesiske diktatur, som sov i timen og undertrykte information om virusudbruddet tilbage i december. En af svaghederne ved det totalitære samfund er således, at offentligheden ikke bliver alarmeret, mens svagheden ved det ultraliberale samfund er, at alt for mange ikke i tilstrækkelig grad er omfattet af sundhedssystemet og ofte reagerer for langsomt. De europæiske blandingsmodeller med relativt handlekraftige stater og stærke velfærdsmodeller ser i den henseende ud til at stå bedst rustet.”

Sidste efterår kritiserede Per Stig Møller den nuværende regering for en række lovtiltag, som efter hans opfattelse er med til at file på retsstaten og de grundlæggende frihedsrettigheder. Justitsminister Nick Hækkerups (S) udtalelse om, at øget overvågning fører til øget frihed, er allerede berømt i så henseende. Men meget tyder på, at coronakrisen kan gøre sikkerhed og tryghed til en endnu højere prioritet for politikere og i befolkningen på bekostning af frihedsrettigheder og retsstat, der af mange betragtes som en luksus fra fortiden.

”Når du står med et damoklessværd over hovedet, så er alle klar til at tage den hjælp og følge de anvisninger fra staten, det skal være. Sådan er det i krigstid. Men det afgørende er, at alle disse tiltag har en udløbsdato, hvilket også er sikret i den danske lovgivning, ligesom vi havde det efter 1945. Ellers ville vi se en markant bevægelse i totalitær retning, også i de europæiske lande, som har indført meget vidtgående overvågning, spærring og begrænsning af borgernes frihed i denne krise.”

Blandt politologer og samfundstænkere bliver det allerede diskuteret, om coronakrisen som en fælles globalt problem også vil bane vejen for stærkere politisk samarbejde internationalt, eller om det i stedet vil styrke nationalstaten, som har vist sig handlekraftig. Men krisen bør ikke føre til et enten-eller, men i stedet udnytte det bedste fra både det nationale og det globale, mener Per Stig Møller.

”Den franske økonom Thomas Piketty, som bliver hyldet i Politiken og Information, går i sin kamp mod ulighed og for klimadagsordenen ind for en global eller i hvert fald regional europæisk regering, som vil ophæve nationalstaten. Men det vil få borgerne til at føle sig fremmedgjorte med minimal indflydelse på udviklingen. Udgangspunktet må forblive det nationale, sproglige, kulturelle fællesskab, hvor du har en politisk legitimitet, men netop som afsæt for et globalt samarbejde om de nødvendige løsninger.”

Den politiske betydning i en dansk sammenhæng er vanskelig at spå om, vurderer Per Stig Møller.

Aktuelt mener han, at statsminister Mette Frederiksen (S) gør et godt arbejde, og det kan bane vejen for et ”Mette eller kaos”-valg om et par år, som vil gøre det svært for den borgerlige fløj at komme på banen.

”Men selvom regeringen gør det godt, har den også både før og under krisen udvist nogle autoritære træk og en begyndende underminering af retsstaten, som de borgerlige bør slå værn om. Den udvikling ser du flere steder i verden, fra USA og Storbritannien til Polen og Ungarn, og det bliver en væsentlig borgerlig opgave at forsvare retsstatens principper. De bliver altid udhulet med henvisning til en god sag, kampen mod terror, mod virus, for børnene og så videre, men det kan meget let komme til at skride med store konsekvenser for vores stærke frihedstradition.”

Men et valg med ”Mette eller kaos” kan også blive op ad bakke for den borgerlige fløj, hvis dens stærkeste kort er et abstrakt forsvar for retsstaten?

”Jo, det skal selvfølgelig gøres konkret – ’mit hjem er min borg’ og den slags grundlæggende værdier, som endnu betyder meget for mange borgere. Og selvom alle lige nu bakker op om statsministeren, fordi hun klarer krisen godt, skal man ikke tro, at den er hjemme. Det var den ikke for Churchill efter Anden Verdenskrig, for Stoltenberg, som klarede Utøya godt, eller for Nyrup som den trygge landsfader efter 11. september. Vælgerne ser ikke på, hvad du gjorde, selvom du gjorde det godt. De ser på: hvad får jeg ud af det i morgen.”