Prøv avisen
Debatinterview

Tidligere udenrigsminister: Problemet er, at Iran spiller skak, mens USA spiller poker

Droneangrebet på generalmajor Qassem Soleimani, hvis begravelsesoptog blev fulgt af millioner af iranere, er udtryk for en amerikansk utilregnelighed, som også får konsekvenser for vores egen udenrigspolitik, siger tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K). – Foto: Hamed Malekpour/MEI/Ritzau Scanpix.

Trumps storpolitiske uforudsigelighed er afgørende årsag til, at Danmark i stigende grad må forlade de seneste årtiers aktivistiske udenrigspolitik og i stedet finde fælles fodslag på europæisk niveau, mener tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K). Samtidig skal vi undgå at provokere amerikanerne, påpeger han

Verden holder vejret, efter at USA i sidste uge via et droneangreb slog den iranske generalmajor Qassem Soleimani ihjel ved den internationale lufthavn i Bagdad i Irak. Både EU og Nato har indtil videre reageret forsigtigt på aktionen, og i Danmark gav regeringen onsdag Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget en fortrolig orientering om sagen.

Men hvor stiller det den aktivistiske danske udenrigspolitik, der gennem mange år har været ført i et tæt parløb med USA? I Irak står Danmark til at skulle lede en træningsmission for den vestlige koalition, men nu er der åbnet for, at den irakiske regering muligvis vil bede de vestlige tropper om at forlade landet.

Kristeligt Dagblad har talt med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) om konsekvenserne af den tilspidsede situation.

Per Stig Møller, som tidligere udenrigsminister, hvor ser du de tydeligste storpolitiske konsekvenser af den tilspidsede situation med Iran?

”Strategisk vil det her betyde, at Mellemøsten går ind i en ny fase af konflikt. Hidtil har der været tale om nålestiksoperationer fra Irans side, og hvis der ikke har været en ’clear and present danger’ (en klar og aktuel trussel, red.) inden bombardementet, så er det alle disse nålestik, Donald Trump er blevet træt af. Han vil jo ikke ligne sin forgænger, Barack Obama. Bill Clinton reagerede også i 1990’erne på alle Iraks overtrædelser af alle de aftaler, der blev indgået. Der smed han også bomber ind i Irak. Og selve det med at presse Iran er ikke en helt ny strategi. Allerede i 1995 vedtog det amerikanske senat, at Iran og Irak skulle inddæmmes. Så det er en konflikt, de har haft øjnene på i 25 år.”

Den danske regering har hidtil været meget tilbageholdende med at melde noget ud i forhold til konflikten?

”Det skal den også være. Ét er at være oppositionsparti eller et parti i regeringsblokken, som ikke sidder i regering. De kan sige mange sjove ting, men det kan en regering ikke. Den skal vente, til den ved noget substantielt.”

Danmark har siden 1990’erne ført en såkaldt aktivistisk udenrigspolitik og har lagt sig tæt på USA, også i Mellemøsten. Hvordan ser du det samarbejde udvikle sig i lyset af den aktuelle udvikling?

”Den tætte forbindelse til USA, vi tidligere har haft, har vi ikke mere under præsident Donald Trump. Det er der ingen europæiske lande, der har. Ikke at vi tidligere var USA’s dikkende lammehale, vi havde for eksempel to forskellige positioner i forbindelse med Durban 2-forhandlingerne (FN-konference i 2009 om racisme og ytringsfrihed, red.) i forhold til den internationale straffedomstol og ved forskellige afstemninger i FN. Men vi havde et tæt forhold til USA, og jeg havde for eksempel tit telefonkontakt med Colin Powell, Condoleezza Rice og Hillary Clinton (USA’s udenrigsministre fra 2001 til 2013, red.).

Det har man ikke mere, fordi udenrigspolitikken i høj grad afgøres af manden i Det Hvide Hus – smadremanden, som jeg kalder ham. Det vil sige, at, ja, du kan godt tale med det amerikanske udenrigsministerium, men det er ikke sikkert, du får sandheden at vide, fordi det ikke er sikkert, at udenrigsministeriet ved, hvad de gør ovre i Det Hvide Hus.”

Hvad betyder det for Danmark, at amerikansk udenrigspolitik bliver ført på den måde?

”Den synes meget mere improviseret nu end før. Det, jeg oplever, er den klassiske situation i amerikansk udenrigspolitik: at amerikanerne spiller poker, men de andre spiller skak. Iranerne har jo spillet skak. De har taget en brik og flyttet den, de har væltet en brik, og de har flyttet en anden brik. Det er sådan, de har arbejdet på den arabiske halvø i 15 år.

Så er det Bahrain, Iran forsøger at destabilisere, men det lykkes ikke. Så er det nede i Yemen, hvor der faktisk havde været fremskridt, men hvor man får en stedfortræderkrig. Så er det i Syrien, hvor de støtter det shiitiske mindretal, fordi de selv er shiiter, og dermed støtter de Syriens præsident, Bashar al-Assad. Så støtter de Hizbollah i Libanon, som de armerer svært, og den dag, de får brug for at kunne aktivere Hizbollah i Israel, kan de gøre det.

De spiller skak, mens amerikanerne stadig spiller poker og sidder og stirrer den anden ind i øjnene. Det er det, der er problemet.

Så hvad er næste træk i den aktuelle situation? Der er jeg bange for, at amerikanerne ikke helt har forstået, hvilke træk de kan komme ud for. Det ligner en improvisation, men i storpolitik skal man ikke improvisere, med mindre det er helt nødvendigt. Jeg siger altid, at man skal tænke mindst fire træk frem.”

Hvad skal Danmark gøre?

”Når Europa har en politik og USA en anden, er Danmark nødt til at være en del af den europæiske politik. Særlige danske initiativer vil ikke have nogen gang på jord. Det handler om at påvirke EU’s udenrigsministermøde i morgen fredag, så man undgår, at situationen bliver endnu værre. Man må prøve at få et ordentligt forhold til Irans regering og at fastholde så meget af Iran-aftalen, som man kan. Det var en dårlig aftale, men den er bedre end ingenting.

Iranerne vil sige, at Europa er for svagt. EU skal på den anden side heller ikke bevæge sig så langt væk fra USA, at man yderligere fremmer de transatlantiske konflikter, som ligger og ulmer. Det er ikke Iran, der kommer og hjælper os, hvis vi får et problem med Rusland. Vi skal passe på ikke at komme med udtalelser, der kan blive opfattet som anti-amerikanske. Vi skal også selv tænke flere træk frem.”