Prøv avisen
Voxpop

Tidligere udsendte: ”Liberty” fortæller for meget om fiaskoerne i udviklingsarbejdet

I DR’s søndagsdrama ”Liberty” ser vi mislykket udviklingshjælp og udsendte, der lever ekstravagant, og som har sex med lokale. Men serien mangler historien om succeserne, mener tre tidligere udsendte. For de var med til at gøre en forskel, mener de. Foto: Aske Alexander Foss/DR

DR’s dramaserie ”Liberty” viser ikke hele historien om nordisk udviklingsbistand, mener tre tidligere udsendte, som har hver deres oplevelser af, hvor tæt ”Liberty” kommer på deres egne erfaringer

Bjørn Førde, tidligere generalsekretær for Mellemfolkeligt Samvirke.

JEG SYNES IKKE, at ”Liberty” giver et retvisende billede af dansk udviklingsbistand i 1980’erne.

Det meste af 1980’erne lavede jeg selv oplysningsarbejde for Mellemfolkeligt Samvirke, inden jeg blev informationschef, siden landekoordinator for Zimbabwe og generalsekretær i 1995.

Selvfølgelig er jeg undervejs stødt på nogle af de karikaturer, der tegnes i serien. Men jeg har helt ærligt aldrig mødt samme naivitet og seksuelle udskejelse, som man sender ud til seerne søndag aften. Det ville naturligvis være naivt at tro, at man skulle sende voksne mennesker til Afrika, uden at de havde sex.

Nogle udsendte mænd og kvinder er da også vendt hjem med afrikanske koner og mænd, som de forelskede sig i, ligesom det har belastet ægteskaber at være ude på ukendte egne. Men jeg genkender ikke dekadencen.

Den typiske udsendte fra Mellemfolkeligt Samvirke kunne være snedker på en teknisk skole, underviser i en folkeskole eller sygeplejerske på en klinik langt ude i bushen, hvor de arbejdede som såkaldte gapfillers. Vi fyldte huller ud i unge samfund, der var under opbygning.

Og det bliver overset i ”Liberty”, at vi faktisk bidrog til et statsbygningsprojekt i lande, der skulle opbygge en ny administration, et nyt skolesystem for alle, et sundhedssystem for alle og så videre. Vi havde et træningscenter for de udsendte i Tanzania, hvor de, inden de blev sendt ud til deres placering, lærte lokalsprog og for eksempel blev undervist i, hvordan de ville blive opfattet i en anden kultur end den danske.

Selvfølgelig var der da fester, sammen med de lokale eller med andre danske udsendte, men de udsendte boede jo ofte langt ude på landet, og her var der ikke samme luksus som i de store byer.

Vi sendte hundredvis af frivillige ud i de to årtier, jeg var i Mellemfolkeligt Samvirke. Nogle vendte lykkelige hjem, andre var måske bedrøvede over, at det arbejde, de lavede, ikke lykkedes godt nok. Men i det store hele var der tale om mennesker, som leverede en gedigen indsats, som vi kan være stolte af – også i dag.

Børge Sommer, tidligere udsendt børnelæge for Danida. – Privatfoto.

JEG VAR udsendt i Zambia som børnelæge for Danida i 1982-1984, og jeg kan genkende en masse ting i ”Liberty” – både af det gode og det dårlige. Det er rigtigt, at de udsendte levede i en form for luksus – især i forhold til lokalbefolkningen, men også i forhold til danske standarder. For når lønningerne var så lave, havde alle udsendte med respekt for sig selv mindst en tjener og et par vagter. Og det var også normalt at have sex med lokalbefolkningen.

Engang fik vi lavet en spørgeskemaundersøgelse, hvor 80 procent svarede, at de havde haft sex med lokalbefolkningen. Og vi jokede med, at de sidste 20 procent løj. Jeg var selv udsendt med kone og tre børn, så den sag udtaler jeg mig ikke om.

Men jeg synes også, at ”Liberty” vægter skævt i forhold til det forlystelsesmæssige. For der blev også gjort en stor indsats. Jeg mener også, at serien fokuserer for meget på fiaskoerne. For vi reddede også masser af liv, og vi havde også nogle svenske venner, der havde stor succes med at hjælpe lokalbefolkningen i gang forretningsmæssigt.

Da jeg fra 1984-1989 blev konsulent for Danida og rejste rundt til forskellige afrikanske lande med store programmer, kunne jeg også se, hvordan dansk nødhjælp gjorde en stor forskel. I Tanzania fik vi for eksempel vendt vaccinationsgraden fra 10-20 procent til 90 procent. Det betød, at mange af de børnesygdomme, der ellers plagede mange, stort set forsvandt.

Bjarte Dyvik Haugstvedt, udsendt som sygeplejerske for den tværkirkelige missionsbevægelse Ungdom med Opgave. – Privatfoto.

MIN KONE OG JEG arbejdede som missionærer på Fiji-øerne i 2014-2017, hvor vi dels hjalp sundhedsfagligt i de små landsbyer og med discipeltræning i lokale kirker. Vi havde drømt om at bruge vores uddannelser til at gøre en forskel, siden hun blev uddannet læge og jeg sygeplejerske i Odense for 20 år siden, så vi besluttede os for at tage på fem måneders bibelskole på Fiji-øerne som en slags kvalifikation til at tage af sted.

For os var det et trosprojekt, for vi var ikke lønnede, men levede af de penge, som vi fik ind ved at sende nyhedsbreve hjem, hvor vi bad folk om at bede for os og støtte os økonomisk. Derfor levede vi heller ikke i nogen form for særlig luksus, selvom alle troede, at vi var rige, fordi vi var hvide. Men vi havde ingen ansat til at hjælpe med at lave mad, og vi kørte ikke i nogen særlig dyr bil. Vi levede blandt de lokale, hvor vi fandt de fleste af vores venner i de lokale kirker. Derfor havde vores missionsarbejde i Fiji ikke meget tilfælles med ”Liberty”, bortset fra at fattigdommen er lige så stor i de lokale landsbyer i Fiji, hvor min opgave var at koordinere den medicinske indsats ved at aftale med de lokale høvdinge, at vi kunne komme forbi med vores team, der bestod af en tandlæge, to læger og en sygeplejerske.

Jeg fik heller ikke indtryk af, at nogen af de andre missionærer levede i stor luksus, men vi mødte selvfølgelig vesterlændinge med en højere cigarføring. Men de var typisk udsendt fra EU-projekter, og nogle af dem kørte da rundt i store biler og opholdt sig på countryklubber, når de ikke var på arbejde ude blandt de lokale. Men sådan var det ikke for os. Vi levede blandt de lokale, og mange af dem blev overraskede, når de hørte, at vi faktisk ikke havde særlig mange penge at leve for.

Men det var en stor oplevelse, og jeg synes, at vi var med til at gøre en forskel. For mange steder havde de ellers næsten ingen adgang til et sundhedsvæsen.

Bjørn Førde. privatfoto
Børge Sommer. privatfoto
Bjarte Dyvik Haugstvedt. privatfoto