Tidsånden hærger i folkekirken

PÅ RÅDHUSET MED MOSES, råbte Johan Agricola, da striden om lov og evangelium blussede for fuld lue. Agricola forstod Reformationen således, at Guds love var afskaffet ved evangeliet, og at den eneste lov var den, der hørte til på rådhuset. I dag råber kirkeministeren: I kirken med Moses.

Tidsånden hærger i folkekirken, mener cand.theol. Margrethe Horstmann Foto: Ole Christiansen Denmark

Kirkeministeren har med et folketingsflertal i ryggen besluttet, at ægteskabsbegrebet skal udvides fra at gælde løftet mellem én mand og én kvinde med henblik på at stifte familie til også at gælde løftet mellem to af samme køn. I dag kan vi ikke udnævne en livsform til at være mere værd end en anden. Så det er i overensstemmelse med tidsånden, når kirkeministeren påtager sig den opgave at regulere ritualerne.

Tidsånden har ellers indtil for nylig gjort sit yderste for at bringe ægteskabet i miskredit, men den er en ånd med fingerspidsfornemmelse og har taget det til nåde igen.

TIDSÅNDEN KALDES også moderniteten. Den skal man ikke at lægge sig ud med, hvis man ikke vil kaldes fundamentalist. Det er, hvad tidehvervspræster gør i deres opgør med kirkeministerens ægteskabsforståelse og endda i uskøn forening med Indre Mission.

Deres sværgen til skaberordningen og den meget håndfaste brug af skriften kommer til at præge teologien, fordi de nedprioriterer hele kristendommens overbygning i Det Nye Testamente, hvis vigtigste del er det radikale kærlighedsbud, siger Sørine Gotfredsen den 27. december.

Nu er det ret halsløst at bruge krudt på at sværge til skaberordningen, for at mennesket er skabt som mand og kvinde, må man være ret indviklet for at benægte. Og at der med Reformationen skete en stadfæstelse af ægteskabet, ikke længere som et sakramente, men som en samvittighedssag, kan jeg ikke se som en afgudsdyrkende tolkning af Luther.

Har kristendommen nu et fundament og en overbygning? Er der nogen danske teologer, der har understreget radikaliteten i Det Nye Testamente så kraftigt som teologer med afsæt i Tidehverv? Men der ligger en politisk forventning i Peter Lodbergs ord om at Guds rige, hvor der ikke er forskel på mand og kvinde, skal omsættes i dansk lovgivning, fordi flertallet mener det. Ja, hvad mente ikke flertallet ved afstemningen om Jesus og Barabbas?

At vielsen foregår i kirken og kræver et ja fra én mand og én kvinde, er dybt diskriminerende. Fodslæbere, der bruger det gamle vielsesritual, ser sammenstillingen af Kristi forhold til menigheden og parternes forhold til hinanden. Og nej, der er ikke tale om, at man ved at forholde sig positivt til ritualet pr. automatik cementerer traditionelle kønsrollemønstre, som de ikke-fundamentalistiske promodernister så nytænkende formulerer sig.

Men som Kristi forhold til menigheden afføder sandt liv, så er der en afspejling heraf i det jordiske liv. Kun forholdet mellem manden og kvinden giver nyt liv. At dette forhold er en velsignelse, forkyndes ved vielsen. Så kan man kalde det en skaberordning eller lade være det er et grundvilkår for mennesker, en påmindelse om, at Gud også hersker i sit rige til venstre hånd.

At der er andre forhold partnere imellem, forældre og børn imellem, venner imellem, som også er præget af kærlighed, trues på ingen måde af ægteskabet. Men ægteskabet trues af, at man vil sakramentalisere menneskelige følelser, som et flertal sanktionerer.

Når følelser skal blive lov, er der for mig at se tale om en omvendt form for den gamle antinomisme. Den gamle ville afskaffe Guds lov, når man alligevel ikke kunne bruge den til noget. Den nye vil sakramentalisere kærlighedsbuddet. Derfor bebrejdelsen mod Tidehverv om suspension af den radikale fordring om kærlighed til næsten. At stille spørgsmålstegn ved vielse af homoseksuelle er at være ukærlig og yde modstand mod moderniteten. Men så er moderniteten jo Gud.

Margrethe Horstmann,

cand.theol.,

Tårsvej 16, Sakskøbing