I Kristeligt Dagblad den 26. juli finder professor i kirkeret Lisbet Christoffersen det på den ene side i orden, at visse kirkegængere bruger den folkekirkelige frihedslovgivning til at vælge kirke og præst ud fra teologi i stedet for geografi. På den anden side mener hun at vide – med henvisning til Hans Ravn Iversen, at det skyldes dovenskab, et ønske om ”at skumme fløden”. Min egen erfaring går i en anden retning. Hvis en person eller en familie vælger en menighed til af teologiske grunde, er det ofte motiveret i et ønske om at gøre en helhjertet indsats i et lokalt kirkeligt arbejde. Og hvordan skulle Lisbet Christoffersen så generelt kunne gennemskue motiverne for kirkevalget hos tusindvis af kirkegængere rundtom i landet?
Den bagvedliggende diskussion, som Lisbet Christoffersen også berører, handler om frihedsordninger. Da tidligere rektor for Præstehøjskolen Niels Thomsen i 1990’erne var formand for et kirkeligt udvalg, der barslede med en rapport, der slog til lyd for en vielseshandling for homoseksuelle par, var argumentet at udvide frihedsordningerne i folkekirken.
De præster og menigheder, der havde en traditionel opfattelse af ægteskab og familieliv, og som af teologiske og menneskelige årsager fastholdt det køns- polare ægteskab som en gudvillet og gudsvelsignet ordning, skulle fortsætte med at kunne profilere det i forkyndelse og vielsespraksis. Men ud fra en frihedstankegang mente Niels Thomsen og mange med ham, at folkekirken burde åbne for en kirkelig vielse af homoseksuelle par.
Som bekendt blev denne holdning efter politisk pres gennemført for fem år siden, og godt 100 par årligt er siden blev viet efter et ritual, hvor ordet ”ægteskab” er brugt om samkønnet vielse efter daværende kirkeministers påbud. På det praktiske plan har det været overskueligt at få 100 par fordelt på de cirka 1500 præster, der er villige til at påtage sig en sådan vielse. Teologisk er situationen stadig uoverskuelig, fordi kirken har et ritual, som taler om ægteskabet mellem mand og kvinde som en ordning, der bør stå urokket som en guddommelig ordning. På den anden side et ritual, som taler om ægteskabet i kønsløse og politisk korrekte termer. I dette ritual er friheden til at sige nej til at bruge det af teologiske grunde nævnt i en fodnote.
I løbet af sommeren fremkom socialdemokraten Mogens Jensen med et forslag efter svensk forbillede om at forbyde de præster, der har kirkens oprindelige syn, fremover overhovedet at foretage vielser, hvis de ville nægte at vie samkønnede par.
Nu er der faktisk tusindvis af danskere (kirkelige eller ukirkelige), som mener, at et ægteskab som et livslangt forpligtende forhold mellem en af hvert køn er noget unikt i forhold til andre parforhold. De tilvælger af personlig overbevisning præster, der har det samme syn på ægteskab som dem selv til at foretage den kirkelige handling. Hele denne store gruppe bliver hjemløs i folkekirken, hvis den udfaser de præster, der har det traditionelle syn på ægteskab. At en politiker uden et indgående kendskab til kirken kan fremkomme med et sådant forslag, kan være forståeligt. Det foruroligende er, at en stigende gruppe kirkedebattører så aktivt vil bruge magtmidler til at udfase folkekirkens oprindelige syn i det spørgsmål og tvinge os andre over i valgmenigheder eller frimenigheder.
Det kan godt være, at tidsånden bifalder en sådan udvikling. Men her i lutheråret burde den historiske forankring af kirken i den lutherske bekendelse måske genovervejes.
Børge Haahr Andersen er rektor på Dansk Bibel-Institut.