Prøv avisen
Debat

Tidsskriftet Kritik 1967-2016 – en minderune

For mig at se er humanioras tilbagetrækning fra offentligheden – selvvalgt eller påtvunget – en af de centrale grunde til områdets aktuelle legitimitetskrise, skriver Frederik Stjernfelt.

Kritik var idéen om et tidsskrift, der med udgangspunkt i universitetets humanistiske fag også rakte ud i den almindelige offentlighed, skriver Frederik Stjernfelt om det nu lukkede tidsskrift

JEG VAR REDAKTØR af Kritik i 20 år og udgav numrene fra 100 til 206 sammen med skiftende medredaktører – Poul Erik Tøjner, Nils Gunder Hansen, Isak Winkel Holm og Lasse Horne Kjældgaard. Så i perioden fra 1993-2013 spenderede jeg en del kræfter på Kritik. Bladet havde tre særkender, lige siden det blev grundlagt af marxisten Johan Fjord Jensen og åndshistorikeren Aage Henriksen i 1967. Det første, godt signaleret af de to grundlæggere, var bladets insisteren på at skræve over de forskellige positioner i det intellektuelle felt og bringe dem i kontakt, diskussion, strid.

Det andet var idéen om et tidsskrift, der med udgangspunkt i universitetets humanistiske fag også rakte ud i den almindelige offentlighed og spillede ind i den bredere kulturelle og politiske debat. Det tredje var princippet om at tage udgangspunkt i litteraturen og litteraturkritikken med bred inddragelse af andre videnskaber som filosofi, historie, kunsthistorie, men også sociologi, politologi, biologi og så videre

Jeg ved ikke, hvad de konkrete, udløsende årsager er til, at forlaget netop nu vælger at trække stikket, men internettets pres på alle trykte medier er sandsynligvis en del af den strukturelle forklaring.

Men Kritik – på trods af gode omtaler, et godt ry og en position som et tidsskrift, mange gerne ville bidrage til – var aldrig nogen stabil succeshistorie rent økonomisk. Efter grundlæggelsen på forlaget Fremad i 1967 var det, så vidt jeg ved, allerede en underskudsforretning, da Gyldendal overtog det i 1973, og i min periode som redaktør var oplaget hele tiden svagt vigende. Så i 40 år har Gyldendal haft tidsskriftet som en art udstillingsvindue, et prestigeprojekt og måske også et drivhus for talenter, der senere kunne skrive overskudsgivende bøger.

Der var også kriser – i 1980’erne planlagde forlaget at lukke projektet og erstatte det med en publikation med det muntre navn ”Calypso”, indtil daværende redaktør Poul Behrendt fandt ud af, at redaktionen, ikke forlaget, havde copyright på navnet og derfor kunne true med at videreføre tidsskriftet på et andet forlag. Det fik forlaget til at sikre sig copyrighten, så noget lignende kan ikke ske i den aktuelle situation.

Men de tre principper nævnt ovenfor – gode og stærke for mig at se – er også kommet i modvind på grund af andre udviklinger end internettet. Én er den stigende akademisering af humaniora, hvor universitetsansattes forskning bliver målt på et bibliometrisk indeks, og det, der tæller mest, er peer-reviewede papers i internationale engelsksprogede tidsskrifter.

Det har truet og i stort omfang ændret den humanistiske akademikers traditionelle dobbeltposition, hvor bidrag til den almindelige offentlighed i form af dagbladsvirksomhed og udgivelse af bøger henvendt også til den almindelige læser nu tæller mindre. Det har næppe været intentionen med det bibliometriske forskningsindeks, men det har været en uintenderet sideeffekt, at humanisternes forskningsproduktion isolerer sig i specialiserede fagtidsskrifter med få læsere.

SELVOM DENNE UDVIKLING uden tvivl har højnet humanioras videnskabelighed, har det samtidig været med til at gøre humaniora mindre legitimt i offentligheds og politikeres øjne, fordi området er blevet betydelig mere usynligt i den almindelige offentlighed.

Kritiks redaktører så naturligvis denne fare og besluttede for 10 år siden – ikke uden en vis skepsis fra forlagets side – at gøre tidsskriftet peer-reviewed. I modsat fald ville vækstlaget af ph.d.-studererende og postdocer, der har akut brug for akademisk meritering, næp‑ pe længere publicere i bladet, og man ville miste nye generationer af akademikere.

Kritik blev hurtigt ranket i gruppen af toptidsskrifter og gav derfor nordiske akademikere mulighed for at få akademisk merit for at publicere på dansk. Den mulighed indskrænkes nu med tidsskriftets lukning. For mig at se er humanioras tilbagetrækning fra offentligheden – selvvalgt eller påtvunget – en af de centrale grunde til områdets aktuelle legitimitetskrise. Den forværres nok desværre af Kritiks og lignende foras forsvinden.

En anden udvikling i den akademiske verden har været den mærkelige dobbelte tendens til faglig isolering og tværfaglighed. Hele den bibliometriske tendens med forskningsmåling har en iboende konservativ karakter, for så vidt som den opfordrer forskerne til at publicere i centrale, velrenommerede tidsskrifter snarere end eksperimenterende, tværgående fora.

Samtidig er idéen om tværfaglighed – som Kritik har været med til at inkarnere helt fra starten i 1960’erne – sivet opad til en ideologi for politikere og universitetsadministratorer, så tværfaglighed nu snarere ses som en egenskab ved polerede top-down-programmer og -initiativer, medens den – for mig at se mere genuine – bottom-up-tværfaglighed på initiativ af enkelte forskere, forskergrupper og netværk taber i opmærksomhed.

ENDELIG ER DER INGEN TVIVL OM, at litteraturen som medie har tabt indflydelse hen over mange tiår – presset som den er af væksten af nye medier, lige fra talefilmen i 1930’erne, tv i 1950’erne, video i 1970’erne, computerspil i 1980’erne, internet i 1990’erne, de nye store tv-serier i 2000’erne. Det er en langvarig proces, som Kritiks skæbne kun er et lille hjørne af – men det indebærer, at den litterære offentlighed, hvor Brandes, Ibsen, Strindberg, Pontoppidan og så videre kunne være kæmper med omfattende politisk og samfundsmæssig indflydelse sidst i 1800-tallet, hvor alle måtte forholde sig til dem, er skrumpet ind til at være en specialiseret sub-offentlighed blandt mange andre.

Det gælder også litteraturforskningen, der af samme grund naturligt spillede en stor rolle. Det har naturligvis skadet et tidsskrift med litterært udgangspunkt, at ganske få nu om dage – i modsætning til bare for en generation siden – kender navnene på landets litteraturprofessorer.

Som nævnt har jeg kunnet følge Kritiks vigende oplag over en lang årrække, og ved flere lejligheder allerede i min tid som redaktør kunne man mærke usikkerhed hos forlaget, om man ville lade tidsskriftet overleve. Det kommer derfor ikke for alvor bag på mig, at nøglen nu drejes om, og man kan både prise forlaget for at have været med så langt og ærgre sig over, at villigheden ikke strakte længere.

Man hører vage rygter om en elektronisk fortsættelse af projektet. Jeg håber, det har noget på sig, og at der vil være tilstrækkeligt med ressourcer til også at gøre det initiativ til noget, der kan indfri Kritiks gamle tre principper.

Frederik Stjernfelt er professor ved institut for kommunikation, Aalborg Universitet. Denne tekst har også været publiceret af det norske tidsskrift Vagant.