Kære stressede unge: Drik en kaffe med en ven og få succes uden 12 i matematik

Vores venskaber og relationer er det mest værdifulde, vi har - så det er helt i orden at bruge tid på netop dem

Politikere kan ikke tage snakken, når det hele falder sammen. Venner, naboer og forældre kan, skriver Isabella Arendt.
Politikere kan ikke tage snakken, når det hele falder sammen. Venner, naboer og forældre kan, skriver Isabella Arendt. Foto: NIMA STOCK.

Henrik Kallesø-Hansen skrev den 27. november et indlæg i Kristeligt Dagblad og proklamerede, at mindfulness i gymnasierne ikke alene løser problemet med stressede unge. Og jeg kan kun give ham ret.

Mindfulness er tillokkende, når man igen og igen stresses af afleveringer og pres fra egne ambitioner og samfundets krav. Der er karakterer, som skal passes, for at få succes. Der er job, som skal passes, for at være en god borger, og der er mange krav til kroppen, tøjet og ejerskabet af den seneste iPhone. Jeg forstår til fulde, hvorfor de unge er stressede i dag. Og jeg undrer mig heller ikke, når der flere gange om året kommer en ny undersøgelse, der viser, at unges mentale helbred bliver værre.

Det er forældrenes ansvar at sikre robusthed hos deres teenagere. Ja. Men det er vores ansvar som samfund at give dem muligheden for det. At opdrage børn og unge til helstøbte mennesker, som hviler i sig selv og rejser sig efter en storm, er ikke noget, man kan klare over fem-minutters-samtaler ved tandbørstningen tirsdag morgen. At danne børn og unges selvværd er en årelang opgave, som først og fremmest kræver tid og nærvær.

Det kræver et samfund, hvor mennesker – unge som gamle – bliver værdsat. Lyttet til, når de taler om deres liv. Respekteret. Og hvor vi har plads til at komme helt ned i tempo. Ro.

Den dybe samtale, hvor vi kan fortælle om vores liv, fremtidens usikkerhed eller fortidens åbne sår kommer ikke på en halv time. Den kommer, når der er ro og tid. Tilliden til at fortælle om stress i skolen kommer, når vi kender hinanden. Nærvær og tid er fundamentet for stærke relationer i familien.

Politikere kan ikke opdrage hele Danmarks børn. Politikere kan ikke give hver enkelt gymnasieelev den ro og selvværd, som de har brug for for at modstå samfundets pres.

Politikere kan ikke tage snakken, når det hele falder sammen. Venner, naboer og forældre kan.

Som politikere kan vi påtage os ansvaret for at sikre ro og tid. Ikke fra i dag til i morgen. Men vi kunne starte med at fjerne nogle nationale test, krav og læreplaner. Sikre forældrene ret til at gå på deltid, når teenagesønnen har problemer med selvværdet og ikke kan overskue hverdagen. Vi kan sikre, at frivillige foreninger, som arbejder med børn og unge, får tilskud og gode vilkår.

Nylig forskning fra Nordea Fonden viser, at netop tid og nærvær i foreningslivet er vigtigt, når unge skal bygge selvværd og lære at hvile i sig selv og hinanden.

Og når vi er i gang, vil jeg lige nævne for alle unge, som måtte læse med: Tag det roligt! Du er værdifuld, som du er. Uanset hvad din fremtid bringer. Uanset hvor mange likes du får. Uanset hvilken karakter du får for din næste stil. Du må ikke lade nogen som helst reducere din værdi som menneske til dit bidrag til statskassen.

Hvis du skal gøre én ting med dit liv og din fremtid, så skab fællesskaber, hvor mennesker ses og værdsættes. Det kræver ikke 12 i matematik at være en god ven. Og netop vores venskaber og relationer er det mest værdifulde, vi har – så det er helt i orden, at du bruger tid på netop dem.

Isabella Arendt er næstformand i Kristendemokraterne.