Prøv avisen

Klaus efter forældres skilsmisse: ”Til døden os skiller” er en forældet romantisk løgn

I dag lover vi hinanden noget indtil videre. Det kunne jo være, at noget bedre dukkede op, efter vi havde afgivet et løfte. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Løftet om troskab i kirken passer bedre i dag, hvis det bliver omskrevet til ”Jeg lover at forblive dig tro … altså medmindre noget bedre viser sig, og jeg skifter mening,” skriver Klaus Heisterberg, hvis forældre blev skilt for nylig

Mine forældre er lige blevet skilt. Efter 25 år sammen. Min far har fundet en ny. Han fortalte intet om det, indtil min mor selv fandt ud af det. For et halvt år siden opdagede min mor, at min far havde en romance kørende med en anden kvinde. Min far havde fået øjnene op for en kvinde, som han havde mødt i den cykelklub, de begge kommer i. Min mor vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv.

I dag kommer min far stadig i selvsamme cykelklub og er i en alder af 63 år blevet nyforelsket igen som en anden teenager. Han har fået sig et lille byhus i Helsingør, som han indtil videre bor alene i, og synes generelt at være høj på livet.

Tilbage sidder min mor og kan ikke finde mening med noget som helst. Hun føler sig trådt på, vraget og ensom til trods for, at hun har trukket samtlige fælles venner over på sin side.

Hadet og jalousien over, at han har fundet en anden kvinde og, ifølge hende, slipper gennem skilsmissen som en dans på roser, nager hende dybt. Rollerne er derfor klart fordelt med min far som sejrherre på den ene side og min mor som offer på den anden side.

En ny æra for mine forældre uden hjemmeboende børn nåede knap at begynde, før min far havde set sig om efter en ny. Det symptomatiske ligger i, at manden går fra kvinden, så snart børnene er fløjet fra reden.

Hele skilsmissen har fået mig til at tænke over det, vi kalder et ægteskab anno 2018. For spørgsmålet er, om det overhovedet er meningen, eller om det kan lade sig gøre at være ægtefolk hele livet i det senmoderne samfund, vi lever i. Jeg bliver bekymret af alle de tilbud og fristelser, vi konstant bliver præsenteret for, og det faktum, at vi langt hen ad vejen ikke længere kæmper for det, vi har kært, fordi det er blevet så nemt at skifte ud.

Min far gik i mere end et år for sig selv og tvivlede på forholdet til min mor. Uden at være konkret fortæller han, at han prøvede at få det til at fungere, men ikke lykkedes med det. Noget, som min mor ikke opfangede, hvorfor hun ikke agerede anderledes ud fra de ting, han nu gjorde.

Brug og smid væk-kulturen lever i bedste velgående – ikke kun i materiel forstand. Stadig flere par bliver skilt. Mine forældres skilsmisse er derfor langtfra et særtilfælde. Jeg tror ikke længere på, at vores levemåde i dag tillader et ægteskab med den eneste ene, fordi en ny flygtighedskultur har taget over.

For alting er netop blevet enormt flygtigt, da vi lever i en jeg-kultur, hvor verden drejer sig om vores eget ego. Filosoffen Anders Fogh Jensen kalder det for projektsamfundet og argumenterer for udbredelsen af en ny og mere flygtig aftalekultur. Vi handler ud fra, hvor vi som individer bedst placerer os i forhold til vores eget velbefindende.

I dag lover vi hinanden noget indtil videre. Det kunne jo være, at noget bedre dukkede op, efter vi havde afgivet et løfte. Derfor passer løftet om troskab i kirken bedre i dag, hvis det bliver omskrevet til: ”Jeg lover at forblive dig tro … altså medmindre noget bedre viser sig, og jeg skifter mening”. I praksis ville det dog ikke kunne lade sig gøre.

Ifølge filosoffen Friedrich Nietzsche er vi mennesker drevet af samme grundlæggende naturkræfter som løven eller antilopen. Men modsat alle andre dyr har mennesket en refleksiv bevidsthed, som gør, at vi har evnen til at kunne afgive løfter. Noget, der gør os mennesker unikke og skiller os ud fra alle andre dyr. Uden løfter ville vi ikke kunne indgå ægteskaber eller øvrige langvarige relationer mellem mennesker, der baserer sig på troskab. Løfter og troskab hænger altså unægteligt sammen med det at være menneske.

Mine bedsteforældre har været gift i mere end 50 år og er et eksempel på, at ægteskabet godt kan lade sig gøre. Men de har også levet i en anden tid, hvor der var status i at være et par, og hvor man i højere grad var afhængige af hinanden. Den tid er forbi.

Jeg har grundlæggende en konservativ tilgang til ægteskab, men må også erkende, at den har lidt et knæk efter mine forældres skilsmisse. Den håbløse romantiker må pakkes væk, indtil tiderne ændrer sig, og troen på det livslange ægteskab vender tilbage.

Indtil da håber og tror jeg på, at der findes folk, som holder ægteskabsfanen højt – også efter 25 år, når børnene er flyttet hjemmefra.

Klaus Heisterberg er journaliststuderende ved Syddansk Universitet.