Prøv avisen
Kiosken

Til forsvar for sandheden

Vi er trådt ind i en epoke af såkaldt ’post-truth’, efter-sandhedens tid, hvor alt sejler, og man må længes tilbage til dengang, hvor der fandtes sandheder, der stod fast, og hvor alting ikke var så elektronisk og manipulerbart. Det er lidt hysteri over tesen, mener den engelske filosof Roger Scruton i The Spectator. Foto: Katrine Marie Kragh/ritzau

Kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd Anders Raahauge samler op på ugens internationale værdi- og religionsdebat.

Det siges, vi er trådt ind i en epoke, hvor det er blevet vanskeligt at sætte lid til medierne. De bringer af og til såkaldte ”fake news”, falske nyheder, og langt værre står det til med de alternative nyhedskilder, som florerer på det tøjlesløse internet.

Vi er trådt ind i en epoke af såkaldt ’post-truth’, efter-sandhedens tid, hvor alt sejler, og man må længes tilbage til dengang, hvor der fandtes sandheder, der stod fast, og hvor alting ikke var så elektronisk og manipulerbart.

Det er lidt hysteri over tesen, mener den engelske filosof Roger Scruton i The Spectator.

”Lige så længe, der har været politikere, har de løjet, fundet på og bedraget. Frembringelsen af det falske har forandret sig med tiden, maskineriet er blevet mere sofistikeret. Direkte løgne viger for indviklet spin, og lodret uærlighed forsvinder bag Newspeak og Doublethink (to begreber fra forfatteren George Orwells ”1984”, red.)”

Alligevel vil kommentatorerne fortælle os, at noget har forandret sig radikalt. Politikerne er ikke holdt op med at forfalske kendsgerningerne, men de er begyndt at tale, som om der ikke er rigtig forskel på kendsgerning og påhit, på sandt og falskt, på holdninger og virkelighed. Grænsen er udvisket; altså lever vi i den post-faktuelle epoke – sådan lyder mantraet.

Det bruges til at forklare for eksempel Brexit-afstemningen, hvis resultat var en oprørende skandale for kommentatorerne. De vil derfor gerne forklare det med deres egen tese om det post-faktuelle: Folk undlod at lytte til eksperterne, for de gik ud fra, at disse blot fremlagde deres holdninger, ikke fremlagde neutrale kendsgerninger.

Og man peger naturligvis især på Donald Trump, der dårligt skelner mellem sandt og forkert i sine mange tweets, og han formoder tilsyneladende, at heller ingen andre gør det.

Den sidste kritik er Roger Scruton enig i. Han er bekymret over Trumps sært uanfægtede promovering af hjemmedyrkede ”kendsgerninger” på sin twitter-konto, hvis ultrakorte format passer til hans unuancerede stil. Men manden er ikke enestående; han virker som et produkt af de sociale medier, der er blevet til en boblende kedel af holdninger, oftest anonyme, sydende af alskens fantasier og ondskabsfuldhed, bemærker Scruton.

Opløsningen af skellet mellem sandt og falskt begyndte imidlertid før internettets opfindelse, påpeger Scruton. Forinden skyllede den postmoderne flodbølge gennem universiteterne, hvor man forsikrede hinanden om, at intet kunne være sandt i sig selv. Der fandtes kun tolkninger.

Før postmodernismens dekonstruktion, havde en endnu kraftigere ødelægger af sandhedsbegrebet beredt vejen, nemlig marxismen. De marxistiske akademikere ville relativere alle sandheder sociologisk og antog den nedladende holdning: Mine udsagn er historiens stemme, dine er udtryk for borgerskabets falske bevidsthed – min tænkning er videnskab, din er ideologi.

Spørgsmålet på universitetet var ikke længere det noble: ”Hvad er hans argumenter?”, men det sociologiske: ”Hvilket sted taler han fra?”

Og allermest destruktiv var Michel Foucault, der fik mange til at tro på sin tese om skiftende epoker, hvor sandheden skifter på magtens bud. Med Foucault satte post-sandhedens kultur sig virkelig igennem, skriver Scruton.

Der findes imidlertid stadig en realisme, for ikke alle er jo kommentatorer og akademikere. Folket kan udsættes for politikernes spin og lokketoner, men i dets baghoveder lever stadig en tro på, at der findes sandhed.

Man kan naturligvis lokke folk til at tro på en falsk sandhed, men de bliver af den grund ikke relativister. Ikke postmoderne, som regner sandhed for en illusion.

Derfor kan folk også føle sig bedragede. Fordi der er en sandhed, man kan holde skjult for dem.

Det var grunden til, at de ikke lyttede til eksperterne ved Brexit-afstemningen. Disse var nemlig blevet indhentet af deres gamle bedrag. I 1972 blev briterne inviteret til at blive del af en ”toldunion”, et ”fælles marked”, og ingen ekspert røbede, at de tillige skulle opgive national suverænitet, åbne deres grænser og underkaste sig en lovgivning, der bestod i diktater udefra.

”Flokken af eksperter var for mange mennesker simpelthen bevis på, at den oprindelige løgn stadig levede.”

Brexit-afstemningen drejede sig ikke om økonomi, men om identitet. Og når et flertal stemte nej til at forblive i unionen, skete det, fordi de ledende politikere nægter at drøfte folkets bekymringer med dem. Om afstemningens nej skriver Scruton:

”Det var ikke et post-sandhedens svar, men en appel til politikerne om at tage sandhed alvorligt”.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.