Kriserne står i kø. I øjeblikket er det coronakrisen, der fylder mest, men de andre kriser er der stadig, klimakrisen og naturkrisen – og sikkert flere andre kriser, der har tabt kampen om opmærksomheden. Greta Thunberg har skabt vækkelse omkring klimakrisen, men naturkrisen har ikke på samme måde haft sine ikoniske fortalere på verdensplan. Sommerfugle gør det ikke alene.
Naturkrisen handler om biodiversitet; dyre- og plantearter uddør, og bestande bliver mindre i så høj fart, at biologerne taler om ”den sjette masseuddøen”. For 10 år siden blev der i FN-regi udarbejdet 20 målsætninger for 2020 for at styrke biodiversiteten. Den nedslående konklusion i en netop offentliggjort FN-rapport er, at ingen af målene er nået. Bestande går ned, arter dør ud.
Betyder det noget? Hvad mister vi, når vi mister biodiversitet?
Sådan lød spørgsmålet i ”Genstart” på P1 tidligere på ugen, hvor biologen Rasmus Ejrnæs var gæst. Vi mister skønheden, lød det, og det er alt andet end luksus; det er det helt basale. Ejrnæs talte om menneskets særlige ansvar med henvisning til Første Mosebog. Da mennesket spiste af kundskabens træ, fik det evnen til at skelne mellem godt og ondt, nyttigt og unyttigt. Mennesket har brugt skelneevnen til at underlægge sig naturen.
Ejrnæs var helt med på, at mennesket har en særlig status: Vi har sprog, kunst og kultur, men samtidig er mennesket også natur. Skelneevnen får os til at tro, at det nyttige er det vigtigste, men størstedelen af vores eksistens er unyttig, og det vigtigste er ikke det nyttige, men oplevelsen af kærlighed, børns fødsel og så videre.
Skønheden er med andre ord eksistentielt vigtig. Biodiversitet lyder abstrakt og fjernt, men det er perlemorrandøje, seksplettet køllesværmer og bølleblåfugl, det handler om.
Skal man så på gaden i demonstrationer for biodiversitet og verdens skønhed? Nej, man skal gå i haven! Når man har fået øje på problemet, er der faktisk noget, man selv kan gøre. Man kan sprede blomsterfrø og lade være med at slå græs. Det lyder let, men at det er sværere end som så, det ved de i Hjørring Kommune, hvor man i DR 1’s programserie ”Giv os naturen tilbage” følger Hjørrings vej til at blive naturkommune. Der er nogle barrierer.
At lade græsset stå i villahaven og i industrikvarteret bryder med alle vores forestillinger om, hvordan tingene skal se ud. Højt græs og ukrudt signalerer, at vi ikke har styr på tingene, og hvem vil ligefrem skilte med det? Men skilt skal der til, så man kan se, at det er ”vildt med vilje”. Vi kan ikke stå alene med det, lyder det fra direktøren med det lange græs i industrikvarterets græsørken.
”Giv os naturen tilbage” er engagerende og øjenåbnende tv. Respekt for Hjørring kommune og for dem, der tager kampen i grundejer- og boligforeninger, med vejmænd og kolleger. Jeg er solgt til Morten DD’s begejstring over blåhat hvepsebi og glæde i daglig dosis. Ind med den og ud med græsslåningsrobotterne!
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.