Prøv avisen

Til kamp mod partnervold. Vil Lykke også hjælpe Paulina?

Jane Korczak, næstformand i fagforbundet 3F, og Uzma Ahmed Andresen, talskvinde for netværket hennah.dk, efterlyser mere handling fra ligestillingsminister Lykke Friis i arbejdet med at afskaffe partnervold.

Dagens debattører opfordrer ligestillingsminister Lykke Friis til at hjælpe de kvinder, der står med valget mellem at blive udvist af Danmark eller forblive i et voldeligt ægteskab

SOM EN DEL AF National strategi til bekæmpelse af vold i nære relationer har ligestillingsminister Lykke Friis (V) lanceret 30 nye initiativer mod partnervold. Formålet er at finde de mest effektive metoder til at forebygge partnervold og til at støtte dem, der rammes af vold i nære relationer.

Der er afsat 35 millioner kroner af satspuljemidlerne til at sætte handling bag ordene en prioritering, der understreger alvoren i ligestillingsministerens egne ord: Vold i nære relationer, også kaldet partnervold, hører simpelthen ikke hjemme i et samfund, der bygger på ligeværd og personlig frihed.
 
Ofrene er stadig oftest kvinder og børn, og derfor tager mange af initiativerne udgangspunkt i at forbedre vilkårene for denne gruppe. Ministeren har herudover udset sig voldsramte kvinder med indvandrerbaggrund som mål for en særlig indsats.

I strategiens initiativ nummer 19 bliver dette specificeret, idet indvandrerkvinder ifølge ministeren skal sikres en særlig støtte, da de tilsyneladende har sværere ved at komme ud af det voldelige forhold end kvinder med dansk baggrund.

Tankegangen er helt rigtig. I et samfund, der bygger på værdier som ligeværd og personlig frihed, er det en central erkendelse, at en ulige tilgang nogle gange kan være vejen til at skabe reel ligestilling, ikke kun mellem kvinder og mænd, men også mellem majoriteten og minoriteterne.
 
Så langt, så godt. Spørgsmålet er, om initiativerne er ambitiøse og vidtrækkende nok, og om ligestillingsministeren mener, at denne plan vil kunne løse den gordiske knude af problemer, som voldsramte familiesammenførte kvinder er oppe imod: På den ene side bliver de udsat for vold i ægteskabet med deres danske mand. På den anden side møder de en dansk lovgivning, der indtil for nylig tvang dem til at udholde volden og dens konsekvenser i syv år og nu kun giver de allerstærkeste mulighed for at slippe ud efter fire år. De svageste er med den nye fireårsregel dømt til at leve med voldsmanden for altid.

Vores svar er derfor nej. Planen er ikke vidtrækkende nok. Hvis ligestillingsministeren ønsker at sikre lige mulighed for hjælp og støtte til alle de 28.000, der årligt estimeres at være udsat for vold i nære relationer, og dermed skabe grobund for en værdig tilværelse for disse kvinder og deres børn, skal der meget mere til.

Der er brug for lovmæssige justeringer, klarhed og gennemsigtighed, så de fagfolk, som reelt skal hjælpe kvinderne, kan udføre deres arbejde. Derudover skal kvinderne kende deres rettigheder, og så skal vi afdække de mørketal, der dækker over en virkelighed, der sandsynligvis er langt grummere, end ligestillingsministeren ved. 

 Som forholdene er nu, er der alvorlige demokratiske problemer både i den måde, lovgivningen er udformet på, og den måde, den udmøntes på i praksis. Når systemet i skikkelse af sundhedsplejersken, politimanden eller pædagogen ikke har de nødvendige redskaber, bliver systemet i praksis en voldsfaktor, der ufrivilligt, men ikke desto mindre brutalt favoriserer voldsudøveren.

Sådan en voldsfaktor er meget nærværende for en kvinde som Paulina, som er fra Honduras og lever i et voldeligt ægteskab på femte år. Hun er familiesammenført og har indtil for nylig været underlagt udlændingelovens syvårsregel, men er nu med ét underlagt den nye fireårsregel. Det kunne virke, som om lovgiverne har tænkt på kvinder i Paulinas situation, da de nedsatte tiden fra syv til fire år, men reelt betyder den nye fireårsregel og dens pointsystem, at hun er dømt til et helt liv i vold, hvor hun før kunne nøjes med at udholde syv år med en voldelig mand.
 
Paulinas mand holder hende isoleret, han forbyder hende at gå til danskundervisning, hun må ikke søge et job, og hun forlader kun sjældent hjemmet på egen hånd. Hendes mand truer med at ville sende Paulinas datter på fem år tilbage til Honduras for at blive passet af nogle slægtninge, når hun kræver sine egne penge at handle for eller bare vil ringe til sin mor.

Paulina havde gjort op med sig selv, at den psykiske vold var til at leve med i syv år, især fordi tanken om at forlade sin mand er mindst lige så angstprovokerende som at leve med den psykiske vold. Rejser hun tilbage til Honduras som fraskilt kvinde og datter i en fattig familie, tvinges hun til at tigge og i yderste konsekvens lade sig prostituere og overlade sin femårige datter til familien.
 
Om en måned skal hun igen have forlænget sin opholdstilladelse, og den procedure kræver, at hendes mand skriver under på papirer, der bekræfter, at han og Paulina stadig er gift og lever på samme adresse. Det skal han gøre hvert andet år. Hidtil har han skrevet under, men denne gang kræver han en høj pris: Paulina skal få fjernet det barn, hun venter sig, og som hun brændende ønsker sig. Ellers vil han ikke skrive under.

Med frygten for at blive udvist, hvis han undlader, står Paulina i et umuligt valg, intet menneske burde stå i. Paulinas situation virker håbløs, og det virker næsten ufatteligt, at ingen reagerer. Problemet er, at den sundhedsplejerske, der har besøgt Paulina, og som har set den kniv, der ligger under sengen, står med valget mellem pest eller kolera. Hjælper hun Paulina til at forlade manden, risikerer hun udvisning. Gør hun intet, fortsætter volden i hjemmet.

Vil ligestillingsministeren ændre den ubalance og sikre, at systemet kan hjælpe kvinder som Paulina? I et samfund, som bygger på ligeværd og personlig frihed, kan vi kun måles på, om vi tager ansvar for at sikre selv de mest sårbare. Derfor er det bydende nødvendigt at justere lovgivningen, så den tager udgangspunkt i kvindernes situation og ikke i en diskriminerende og mislykket beskyttelse af landets grænser.

Helt konkret skal bevisbyrden ændres, så vi anerkender voldens konsekvenser for kvinden. At være voldsramt er et fuldtidsjob, der ikke levner tid og overskud til at leve op til den mængde af krav, den nye fireårsregel lægger op til. At lære et sprog, have et arbejde og deltage i foreningslivet er udmærket, men for disse kvinder kan selv de mest basale hverdagsaktiviteter være uoverskuelige.

Derudover skal vi sikre, at en indsats på gadeplan systematisk og vedholdende gør udenlandske kvinder bekendt med de rettigheder, de har her i landet. De skal have viden om de krav, de med ét nu er underlagt i form af den nye fireårsregel. Igennem den kontakt, der allerede findes med denne målgruppe, skal vi sikre, at denne viden når dem også før skaden sker. Helt essentielt i denne indsats er det, at den bakkes op af en uvildig, central instans, der skal indsamle viden om disse kvinders situation og afdække de mørketal, som dækker over alle de skæbner, Lykke Friis og hendes kolleger lige nu lukker øjnene for.
 
Jane Korczak er næstformand i fagforbundet 3F, og Uzma Ahmed Andresen er talskvinde for netværket hennah.dk