OM HAN SÅ ER LEVENDE eller død, vil han fremdeles genere dem, skriver Jean-Jacques Rousseau, frit oversat, om sig selv i slutningen af Dialogues. Det var en advarsel til den udskældte filosofs kritikere. Og den er stadig lige aktuel 300 år efter hans fødsel, der markeres med udstillinger, konferencer og andre begivenheder, især i Genève, hvor han blev født, men også i Frankrig og USA.
Tænkere på begge sider af Atlanten skændes stadig om, hvorvidt forfatteren til Samfundskontrakten og Emile lagde grunden til den frie borger eller legitimerede totalitarismen, og om han skal hyldes eller fordømmes for sine tanker om børneopdragelse og naturmenneskets godhed.
LÆS OGSÅ: Rousseau har mange lig i lasten
Debatten er blusset op hen over sommeren, og den samler sig ikke mindst om Samfundskontrakten, Rousseaus politiske hovedværk, der udkom i 1762. Her opfinder han begrebet den fælles vilje, der udtrykker folkets vilje, og som den enkelte må underkaste sig. Denne vilje befrier folket fra det kongelige despoti, men gør individet til fællesskabets slave, lyder kritikken.
Samfundskontrakten har mere end nogen anden tekst inspireret til Den Franske Revolution. Beklageligt nok har den også mere end nogen anden legitimeret det efterfølgende rædselsregimente, skriver Guy Dammann i det britiske dagblad The Guardian.
I USA, hvor 300-året blandt andet er blevet markeret med en udstilling i Kongressens bibliotek, drejer debatten sig blandt andet om det skisma mellem Rousseau og de mere eller mindre samtidige engelske tænkere Locke og Hobbes, som i nogen grad skiller Nord- og Sydeuropa, højre og venstre, socialister og liberalister.
Hunter Baker, professor i politisk videnskab ved tænketanken Action Institute, understreger for eksempel, at USA er mere påvirket af John Locke end af Rousseau.
Begge talte om den sociale kontrakts natur. Men Locke konkluderede ikke, at vi skulle tvinges til at være frie ved at følge den fælles vilje, mener Hunter Baker, som aner Rousseaus ånd bag præsident Barack Obamas sundhedsreform og i særdeleshed ønsket om at tvinge kirkelige sundhedinstitutioner til at udlevere prævention og foretage aborter.
Det er Jean-Jacques Rousseaus tanker omsat til vor tid. Staten hævder, at dens opfattelse af, hvad der er godt for mennesker, står over kirkens og skal være obligatorisk. Uanset om regeringen er klar over det eller ej, så handler den direkte inspireret af Rousseau, skriver Hunter Baker på sin blog.
DET ER LEO DAMROSCH, litteraturprofessor ved Harvard Universitet, ikke enig i, selvom han deler det synspunkt, at Rousseau og Locke har forskellige indgange til statsbegrebet.
Det antages altid, at Amerikas fædre overvejende var påvirkede af Locke og Montesquieu, og det var de også. Men Jeffersons udødelige udsagn alle mennesker er skabt lige og har af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder er taget lige ud af Rousseau. Samfundskontrakten er skelsættende i den politiske tænknings historie. Tidligere teoretikere så kontrakten som en aftale, hvor folket enten sværgede troskab til kongen eller, med John Locke, enedes om at delegere visse magtbeføjelser til en regering. Rousseau mener derimod, at overdragelsen af magten forudsætter et fælles ideal. Heraf følger, at den enkelte ikke ses som en undersåt, men som et ligeværdigt medlem af staten, forstået som samtlige borgere, skriver Harvard-professoren.
Rousseaus idéer om det oprindelige menneskes naturlige rettigheder lagde grunden til de moderne menneskerettigheder, påpeger Rachel Humphries fra FNs Flygtningehøjkommissariat, der hylder den schweiziske tænker på organisationens hjemmeside.
Tidligere tænkere som den hollandske jurist Hugo Grotius eller englænderen Hobbes så rettigheder som et resultat af magtbesiddelse eller samfundets juridiske indretning. Rousseau bidrager til det moderne synspunkt, at mennesker har umistelige rettigheder, uanset hvor i verden de er født. Dette gennemsyrer tekster som FNs Charter og Menneskerettighedserklæringen, påpeger hun.
MEN ROUSSEAUS naturmenneske mister sin frihed, i det øjeblik det får adgang til privat ejendomsret, der er kilden til ulighed blandt mennesker, som han skriver i sin Afhandling om ulighedens oprindelse.
Her viser han den direkte vej til Marx og Engels, skiver den østrigske litteraturkritiker Armin Thurnher i tidsskriftet Falter, hvor han peger på, at Rousseau blev forkastet af den liberale økonom Friedrich Hayek, men hyldet af den amerikanske rettighedsteoretiker John Rawls og socialfilosoffen Jürgen Habermas.
Men at lukke Rousseau inde i en højre-venstre-konflikt er en forenkling, påpeger den tidligere formand for det franske parlament, Bernard Accoyer, som tilhører Nicolas Sarkozys konservative parti.
En bogstavelig læsning af Rousseau fører til kollektivisme. Men det, som Rousseau fordømmer, er egoismen og den situation, hvor den private ejendomsret skader det fælles bedste. I dag anerkender vi den private ejendomsret, men ikke som et absolut princip. Den kan begrænses, hvis det fælles bedste kræver det, siger Bernard Accoyer i et interview offentliggjort af Huffington Post.
Og måske er det netop her, Jean-Jacques Rousseau taler ind i vores tid, 300 år efter sin død.
Finanskrisen har demonstreret, at den angelsaksiske teori om det fælles bedste som resultatet af hver enkelts egoistiske forsøg på at mele sin egen kage har sine svagheder. Der er brug for at få det fælles bedste og et fælles samfundsideal tilbage i fokus.
Vel var Rousseau på mange måder en skidt karl, man ikke nødvendigvis har lyst til at dele sin frokost med, som Terry Eagleton skriver i The Guardian.
Men hvad ville han mon tænke om vores selviske tidsalder?, spørger han også.
Rousseaus komplekse værk og tilsyneladende vaklen mellem for eksempel det fælles bedste og de individuelle frihedsrettigheder illustrerer netop den balancegang, der skal holde os ude af ideologiske blindgyder. Ikke mindst derfor er der god grund til at ønske ham tillykke med fødselsdagen.