NOGEN GLÆDER SIG bare til gensynet. Andre forpasser ikke chancen til at tæve løs på ”Matador” og seriens ”mor” – hele Danmarks snart 100-årige Lise Nørgaard. På den (unge) nationalkonservative fløj hidser man sig op over Nørgaards kulturradikale blik på historien, samfundet af i går og borgerfruernes dødkedelige liv i de pæne stuer. Det liberale syn på abort, homoseksualitet, utroskab og skilsmisse bliver betragtet som angreb på den såkaldte kristne moral. Hvad det så end er.
Bare fordi man er nationalkonservativ, behøver man vel ikke fuldstændig at miste proportionssansen? Eller som debattør og sognepræst Katrine Winkel Holm, der i Morgenavisen Jyllands-Posten ser sit snit til at fælde forargede domme over, hvor dårlig en mor Lise Nørgaard har været. Karriereræs, skilsmisse og nyt ægteskab er altså lig med en dårlig mor. Ét er, hvad børnene selv udtaler. Noget andet er, at man bør holde sig for god til at udtale sig om andre menneskers moderrolle, ægteskab eller skilsmisse. Punktum. Uanset hvor meget man så måske hader ”Matador” og gerne vil prygle en kulturradikal.
Men ikke desto mindre blev Nørgaard rollemodel for mange af eftertidens kvinder, og fra den forløbne weekend er danskerne igen samlet i sofaen til et ottende gensyn med Korsbæk.
Men ville vi orke et ottende gensyn med Ole Bornedals politisk korrekte, historisk ukorrekte dramaserie ”1864”? Næppe. For 1864 har ingen indlevelsesevne. Seerne kan ikke få sympati for de utroværdige, flade papfigurer, der aldrig blev karakterer. For Bornedal har glemt at puste ånd ind i personerne, der forbliver døde ideologier. Ideologiske budskaber, der blev tæsket igennem i otte afsnit.
Og hvad med den vellykkede, sobre og saglige ”Historien om Danmark”? Bliver den genudsendt i generationer? Selvom man bliver helt blød i knæene af Lars Mikkelsens stemme, der ledsager os gennem tiderne, bliver det aldrig et folkeeje som fruerne og fortællingerne fra Korsbæk.
Nej, for de personlige fortællinger mangler – vi kender ikke Egtved-pigen eller Margrete I. Men vi kender Maude, Misse og Ingeborg. Vi elsker ”Matador” med alle de kulturradikale skævheder, fordi fortællingen er båret af enestående nuancerede personskildringer, som vi spejler os i. Mennesker med nuancer, der svarer til det, vi selv er. Karakterer, der er blevet helt ordsprogsagtige – vi kan sidde på forhånd og sige replikkerne, som var det vores egne. Og vi har ret meget tilovers for persongalleriet i Korsbæk – nøjagtig som vi har for os selv. Uanset hvor utilgivelig dumt de bærer sig, vil vi gerne give dem en chance til. Som vi giver vores næste og os selv en chance til.
ENHVER MED MERE END et forbenet øje i hovedet kan se ind bag det ideologiske slør, hvor De Radikale er blevet modstandsfolk og den nationalkonservative oberst Hackel bliver gjort til grin. Men vi skylder Lise Nørgaard at se mere end det. For i modsætning til Bornedal: Hun mestrer det, en sand kunstner gør. Nemlig fuldstændig usminket at skildre sandheden om det ufuldkomne og uperfekte menneskeliv indefra.
For uanset hvilket ideologisk slør, vi lægger ned over mennesket, er det altid det samme. Karakteren Røde, der er 100 procent ideolog, viser også sin menneskelige svaghed. Bankdirektør Varnæs’ utroskab udstiller ikke borgerskabets slette moral, som kritikere hævder. Nej, Nørgaard fortæller os, at ethvert menneske kan falde. Der, hvor der tilsyneladende er styr på livet, sker faldene alligevel glimtvis bag ryggen på personerne.
”Jeg tror, vi er de sidste ordentlige mennesker i hele verden,” siger Maude intetanende og falder sin mand om halsen. I gensynet med sin ungdomskærlighed, kunstneren Ernst Nyborg, oplever Maude det øjeblik, at kærligheden gør hende fri. Fordi kærligheden skaber os som rette mennesker. Den samme Maude sætter sit eget liv og sikkerhed på spil for hr. Steins liv og frihed.
Sådan fortæller Nørgaard utallige små ikke-ideologiske grundfortællinger om menneskelivet. Og det er dem, vi vender tilbage til – for vi må altid tilbage til den elskede og forkætrede fortid og se alting som første gang igen. ”Gå gennem tiden”, som Rugsted og Kreuzfeldt sang i 1980’erne. For at finde ud af, at alting er ”ak, hvor forandret” fra dengang i 1920’ernes, 1930’ernes og 1940’ernes Danmark. Og dog er vi i grunden de samme.
Derfor glæder vi os til gensynet med Korsbæk, hvor der er gadespejle i hvert et vindue. En (kulturradikal) fortælling om Danmark, javist, men inden historien om Danmark bliver en nations fortælling, hos nogle en politisk og ideologisk fortælling, er det en personlig fortælling om hvert menneskeliv fortalt ind i en større sammenhæng.
Marie Høgh er sognepræst.