Ligesom John Sommer i Kristeligt Dagblad den 16. november har jeg fulgt serien om ”Den store Overgang” med stor interesse.
Men med titler som biskop, politiker, direktør, skoleleder, direktør for Ny Carlsbergfondet og så videre har det hele tiden været klart, at artiklerne handlede om ”de andre”. Dem, som afslutter et arbejdsliv baseret på en akademisk karriere med deraf følgende gode pensionsordninger.
De har med stor sandsynlighed levet et liv, hvor der har været råd til at få den tandbehandling, de ønskede. Hvis de lever i en lejet bolig, er det kun, fordi de ikke orker at passe et stort hus eller haven mere. De har haft et valg i livets mange udfordringer.
Det er med de briller, jeg har læst artiklerne. Jeg har nydt artiklerne – især når de interviewede er fremkommet med personlige holdninger til det faktum, at man ikke længere tjener sin løn. Den virkelighed, de har beskrevet, er mig dog fuldstændig fremmed.
Jeg er vant til at arbejde ved siden af og for akademikere, så denne gruppe er ikke fremmed for mig.
Min mor ville have sagt, at de aldrig havde lavet dagens gerning, men jeg ved, at de arbejder hårdt for deres løn. Men slidskaderne på kroppen er minimale i forhold til den virkelighed, der møder en rengøringsassistent, en fabriksarbejder, en chauffør, en asfaltarbejder, en elektriker og så videre
Derfor er det komplet absurd at lave en lovgivning om tilbagetrækning fra arbejdslivet – baseret på alder. Udgangspunktet er fuldstændig forskelligt for henholdsvis en asfaltarbejder og en forsker på universitetet. Eller for en fondsdirektør for en fond og den rengøringsassistent, som ordner hans kontor hver dag.
Alle kan blive ramt af sygdom i løbet af livet. Men hvis vi her koncentrerer os om arbejdsrelateret slid og de skader, som det medfører på kroppen, så er det bøjet i neon, at forskeren eller direktøren sandsynligvis har et langt bedre helbred end fabriksarbejderen eller mureren. Desuden tjener folk med en højere uddannelse meget ofte en rigtig god løn med deraf følgende pensionsopsparing. Og det er her, den økonomiske virkelighed rammer pensionisten.
Det økonomisk bestemte klassesamfund kunne man kalde det. Ve den, som kun har folkepension og ATP, når pensionen kalder. Lidt bedre går det, når der er arbejdsrelateret pension at supplere med, om end beskeden, fordi vi er mange, som fik en pensionsordning på jobbet ret sent i forløbet.
Rigtig godt går det, når en virkelig god pension fra jobbet venter, for det er den, som skal hive én igennem de trælse perioder, hvor opvaskemaskinen nægter at køre mere, pc’en opgiver ævred, eller den gamle vinterfrakke bare ikke kan mere.
Og dér, hvor det bliver rigtig sjovt, er, hvor der er et betalt hus, en rigtig god pension, en opsparing og en ret ny, betalt bil. Så kører det, og det er sjovt at læse om – akkurat ligesom en god roman, hvor de får hinanden i enden.
John Sommer foreslår en varierende aldersgrænse for pensionering, bestemt af ens erhverv.
Jeg kan ikke gennemskue, om det er til at administrere.
Men det er helt klart bedre, end at kommunen skal vurdere folks arbejdsevne, for her er der tale om total ydmygelse af borgerne.
Når reglerne for tilbagetrækning forhåbentlig laves om, bør der komme borgere med fra det virkelige liv. Borgere, som ved, hvad det drejer sig om, når man kæmper dag for dag i håb om, at man holder til den forjættede dato for pensionering.
Det værste ved dette evige pres på nedslidte mennesker, som bare sukker efter nogle gode år, inden de skal herfra, er, at jeg faktisk tror, at politikerne gør deres bedste.
Man kan ikke forpligte folk ud over deres evner, men det er skræmmende, hvor hurtigt de når deres grænse for ydeevne, når de skal lovgive for alle disse mennesker, hvis liv de ikke aner en snus om.
Jane Bengtsen er pensioneret økonomisekretær.