JEG ER I SKRIVELY i vores sommerhus for tiden. Lad mig fortælle, hvordan jeg kom hertil:
Søndag for en uge siden tog jeg toget fra Hovedbanegården, fire en halv time. Derefter en gris halvanden time. Natten mellem søndag og mandag på et hotel i en mindre provinsby. Mandag formiddag ned til havnen, pier fem, hvor postbåden, der sejler to gange om ugen, ventede. 40 minutters sejlads ud til øen. Heldigvis var vejret roligt. Det kan være en skrækkelig tur, hvis man som jeg ikke har de bedste søben.
Der bor tre mennesker herude, men lige nu er der vist kun én, en ældre mand, som jeg aldrig ser noget til. Han kan nok lide at være alene, ligesom mig. Der er en snes huse, fortrinsvis gulkalkede og de fleste uden el og vand, som i begyndelsen af forrige århundrede var beboet af omkring 100 mennesker, men som nu kun er i brug om sommeren. Der er også en kirke, og der er to kirkegårde. På den ene ligger nogle af min kones afdøde familiemedlemmer. Endelig er der to tyske bunkere, en i sydenden af øen, en i nordenden. Dette er indsejlingen til Kattegat, og øen havde under krigen strategisk betydning. Den hedder Hirsholm, ligger ud for Frederikshavn og er Danmarks mindste beboede ø. Jeg har nu været her en uge og skal hjem i morgen.
Vi danskere er jo bønder. Vi er historisk dybt forankret i mulden, gården, landsbyen, hjemegnen. Bondesamfundets værdinormer sidder stadig dybt i os. Vi sætter pris på forudsigelighed, punktlighed, planlægning, arbejdsdisciplin og pålidelighed. Men i stadig højere grad lever vi et omflakkende liv. Det er ikke unormalt, at et moderne barn når at bo fire, fem, seks steder i løbet af barndommen. Vi skifter også hyppigere arbejdsplads end tidligere, vi flagrer rundt på nettet, vi stemmer på et nyt parti til hvert valg, vores vennekreds er ustabil og i evig udskiftning, vi bliver gift og skilt, og livet virker i det hele taget som en kontinuerlig tilpasningsproces til en verden, der forvandler sig fra dag til dag. Vi danskere er blevet nomader.
Men sommerhuset vender vi tilbage til. Barndomsbilleder er billeder fra sommerhuset. Det er blevet det stabile, det forudsigelige, mens hverdagslivet, det meste af året, er blevet tumleplads for eksperimenter og rejser og flytten rundt. Det hele er vendt på hovedet.
Her er selvfølgelig ingen butik på øen. Man skal medbringe al proviant til opholdet eller bestille den med postbåden. Her er heller ingen café eller isbod eller andre ting, man kan bruge penge på. Det bedste bud på en fritidsbeskæftigelse, som stedet byder på uden for badesæsonen, er at hoppe på stenene rundt om øen. Det tager omkring 45 minutter.
Om sommeren er øen en af Danmarks største kolonier for ynglende fugle, først og fremmest måger. Så tilhører øen mågerne, og man må kun færdes på den nordlige halvdel. Der er en øredøvende larm, og man dukker sig hele tiden for måger, der dykker ned og angriber som Spitfires og afskyder ladninger med klæbrig, hvid mågelort efter en. Men ikke nu, i november. Øen er meget stille. Jeg går på kryds og tværs og hører det tavse ekko af mågeskrig. Men jeg bliver også forunderligt grebet af mine børns nærvær. De er over det hele, i hulgangen mellem øst- og vestsiden af øen, på nordre mole, i Præstebugten med deres plasticspande og badedyr, ved bunkerne. For øen tilhører også børnene, om sommeren. Lige nu er der hverken måger eller børn.
MIN FARMOR BOEDE over 100 steder i løbet af sit 89-årige liv. For hendes generation var det mere almindeligt, at man boede det samme sted hele livet eller i hvert fald højst et par steder. Hun var desuden gift fem, måske seks gange (den sjette, hemmelige mand ville hun ikke tale om). Så hun har på en måde taget forskud på nomadegenerationerne, der fulgte efter, selvom jeg ikke tror, hun tænkte på sig selv på den måde. Hun var vel snarere på evig flugt fra en dæmon, hun aldrig rigtig lærte at kende, fordi hun altid vendte ryggen til den. Jeg ville have ønsket for hende, at hun havde haft et sommerhus, hun kunne være vendt tilbage til hver sommer, og fået lidt stabilitet i sit rodede liv.
Jeg skrår ind over øen og kommer forbi den søndre bunker og fortsætter ad stranden med de hvide, rundslebne sten så langt, jeg kan komme, indtil jeg når enden af øen, Stålhagen, en stentange, der normalt stikker en 30 meter ud i havet, men som nu er under vand. Vandet står åbenbart højere om vinteren end om sommeren. Det blæser ganske friskt, men luften er relativt mild her i november.
Her står jeg og ser en plov af fugle (ænder?) der flagrer usikkert af sted, kæmper sig frem i vinden og hele tiden truer med at gå i opløsning og gendanner sig selv. Jeg ser også et par strandfugle, et lille ægtepar, tyndbenede og langnæbbede, der piler af sted sammen. Det ser man ikke i mågesæsonen. Der ser og hører man kun måger.
Jeg bor nu i Ørestad, i et rækkehus, sammen med min familie. Vi flyttede hertil for halvandet år siden. Jeg har ikke tænkt mig at flytte lige med det samme. Men hvem ved, hvis man får et godt tilbud, hvad man finder på? Min kone og jeg taler nogle gange om muligheden for at bo i udlandet et par år. Det er inden for rækkevidde, og tanken er slet ikke umulig. Verden er blevet mindre og mere nomadisk, og trofastheden mod adressen på ens sygesikringskort er ikke særlig stor. Mit hjem er ikke længere den, jeg er, som det var før i tiden.
Klokken er to om eftermiddagen. Jeg har tid til en sidste runde på øen. I morgen skal jeg hjem med postbåden. Jeg går op til nordre bunker og står og spejder ind mod fastlandet i vest, mod Skagen i nord og ud over Kattegat, hvor kæmpeskibe på vej ind i Østersøen ligger og venter på lods. Göteborg ligger på den anden side, man kan se lysene derfra på aftener med klart vejr.
Jeg følger stien ned til bugten og går langs stranden og ser skyggen af børnene, der bader, fanger krabber, bygger sandslotte, nøgne i solen. Mine vandringer er fulde af den slags pludselige hologrammer. Jeg stopper op og bliver med ét slået af, hvor heldig jeg er, at gå her under en stor, udbredt himmel og bare være et menneske og at vide, at jeg vender tilbage til sommer, og næste sommer igen, år efter år, indtil det er slut.
Jeg gad vide, hvordan det bliver med vores børn. De bliver sikkert endnu mere nomader end os. Det kan godt være, de ikke når op på min farmors flyttefrekvens, men jeg er ikke i tvivl om, at de kommer til at bo flere steder, end vi nogensinde har gjort.
Så er det godt at have et sommerhus. Sommerhuset er det sted, børnene vil vokse op med, det, de vil tænke på som deres sted, når de bliver voksne, det sted, de vil introducere for deres børn og vende tilbage til som midaldrende og gamle for at opvække gamle minder. Sommerhuset er nutidens bondegård og vores urolige slægts faste holdepunkt.