Tilgivelse og karmalære

KOMMENTAR: Nutiden har mange synlige beviser på, at manglende tilgivelse mødes med manglende tilgivelse

Den 3. juli skriver Karl Aage Kirkegaard i Kristeligt Dagblad, at Jesu lære om syndernes forladelse er forenelig med karmalæren, og henviser til lignelsen om den gældbundne tjener, (Matthæus 18, 21-35), den 4. bøn i Fadervor (Matthæus 6, 12) og Jesu ord i bjergprædikenen: »For tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.« (Matthæus 6, 14-15). »Tilgivelse står for det ufortjente, en fortjent tilgivelse er en selvmodsigelse. Vi fortjener ikke Guds tilgivelse ved selv at tilgive. Karmalæren står derimod for det fortjente.« Det forekommer mig, at Rudolph Arendt giver begreberne lidt af en drejning. Karl Aage Kirkegaard bruger ikke de to ord, ufortjente og fortjente, og de er heller ikke at finde i de omtalte skriftsteder. Her fortælles ganske enkelt, hvordan tilgivelse fungerer i praksis mellem Gud og mennesker og mennesker imellem. Det forklares, at når et menneske tilgiver et medmenneske, sker det ved, at Guds tilgivelse, gennem det menneske, når medmennesket. Her tales om den fuldkomne tilgivelse i kærlighed, som ved en tilsvarende modtagelse vil bære frugt til videregivelse. Det vil sige, det at give og modtage tilgivelse hænger nøje sammen. Den, som er i stand til at modtage, er også i stand til at give, og omvendt. Imidlertid former virkeligheden sig sjældent så paradisisk, for kærlighed og tilgivelse hos såvel den givende som den modtagende part vil snarere forløbe som en proces, der kan strække sig over kortere eller længere tid, hvad enten det drejer sig om enkeltpersoner, grupper eller nationer. »Ethvert rige, der er kommet i splid med sig selv, lægges øde.« »Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer!« »Far ikke vild, Gud lader sig ikke spotte! thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden.« Set i lyset af sådanne ord i brevet, som kaldes frihedsbrevet, må vi jo næsten nå til den slutning, at en fortjent tilgivelse ikke er ren selvmodsigelse. Jeg ser det nemlig sådan, at tilgivelse er kærlighedens fortjeneste. Inger Jørgensen, Stenås 20, Greve