Tillid er godt, men tilsyn er bedre

Tilsyn bliver ikke diskuteret særlig ofte. Vi roser altid vores høje grad af tillid i Danmark: Men hvad så, når mennesker ikke altid gør det gode af sig selv?

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul

Tilsyn. Ordet lugter af støv og gamle ostemadder fra et fedtet kontor i 1950’erne. Man ser en inspektør for sig med firkantede briller, sideskilning og grå garbardinebukser. Imidlertid er tilsyn og diskussioner om tilsyn lige så gammelt som romerrigets bureaukrati.

Tillid er godt, men kontrol er bedre, sagde Stalin. Paulus sagde det således i Romerbrevet: ”Det gode jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, jeg ikke vil, det gør.” Paulus’ pointe er, at vi mennesker ikke altid gør det rigtige, også selvom det er vores intention. Det er et dybt tabuiseret spørgsmål i vores dage, fordi vi helst vil tro på, at alle mennesker er gode, og at alle er lige gode.

Spørgsmålet om menneskesyn er helt centralt, når det kommer til tilsyn af både offentlige og private organisationer. Desværre bliver tilsyn ikke diskuteret særlig ofte. Det er der ellers god grund til. Det er nemlig et fælles, offentligt anliggende om og hvordan vores organisationer fungerer, og også hvad vi stiller op, når de ikke fungerer. Langt de fleste både borgere, ledere og medarbejdere synes, at man skal have tillid til folk.

Men hvad så, når institutioner sejler i årevis, og ingen tør gribe ind og stoppe dem? Fordi man ”ikke kan lide at være kritisk over for folk”? Vi har desværre de seneste 10 år set en række skandaler, hvor omfanget i bund og grund kan skæres ned til, at det er fordi der ikke har været tilsyn.

Omfanget af finanskrisen i 2007 i Danmark skyldtes blandt andet manglende tilsyn. Det såkaldte Finanstilsyn havde til opgave at føre tilsyn med, hvorvidt bankerne overholder lovgivningens udlånsregler. Som bekendt kan det gå ud over både øvrige bankkunder og hele samfundet (som skal betale en del af underskuddet for at afhjælpe almindelige bankkunders tab), hvis en bank fejler.

Det gjorde for eksempel Roskilde Bank. Rigsrevisionen skrev i 2009, at hvis Finanstilsynet havde levet op til sit tilsyn, så havde omfanget af Roskilde Banks krak været mindre. Hvorfor? Fordi Finanstilsynet gav påbud til Roskilde Bank om at reducere den ulovlige udlånsgrad til lokalt byggeri. Men når Roskilde Banks ledelse, direktør Henrik Valentin med flere ikke følte, at påbuddet kom dem ved, så skete der ikke yderligere. Påbuddene virkede ikke.

Den 1. oktober kunne DR fortælle, at Finanstilsynet igen ikke virkede. Siden oktober 2019 havde Finanstilsynet vidst, at Danske Bank havde fejl i sit it-system og derfor ulovligt inddrev for store beløb samt forældet gæld. Finanstilsynet valgte at stole på, at Danske Bank fulgte op på henstillingerne om at rette op på fejlene. Det skete ikke. Finanstilsynet har adgang til alle tidligere revisionsrapporter, men havde ikke krævet handling på baggrund af dem.

Problemer med definitionen af tilsyn ser vi også i TET-sagen (Tilsyn med Efterretningstjenesten). Lektor Pernille Boye Koch sagde allerede i 2014, at tilsynet ikke gav muligheder for reelt at undersøge, om og hvorvidt PET overholder den gældende lovgivning. Alligevel blev der ikke rettet op på, hvordan man så skal holde tilsyn med, hvorvidt et af landets helt centrale sikkerhedsinstitutioner overholder lovgivningen.

I Thailand i øjeblikket kan man se, hvor galt det kan gå, hvis et militær beslutter sig for at dominere et land, i dette tilfælde sammen med kongehuset og imod civilbefolkningen. Det er ikke historisk unikt. Derfor er tilsyn af den udøvende magt meget vigtigt.

Knud Aarup, tidligere direktør i Socialstyrelsen, skrev i Altinget den 22. september om skuffelserne i forbindelse med den nye lov om socialtilsyn, som kom i 2013. Med loven om Socialtilsynet flyttede man den overordnede institutionsgodkendelse og tilsyn fra kommunerne til de fem tilsynsenheder.

Man beholdt imidlertid det såkaldte personrettede tilsyn hos kommunerne, hvilket er et kæmpe problem.

For det første, fordi kommunerne, ifølge Aarup, heller ikke før socialtilsynet magtede opgaven med det personrettede tilsyn, blandt andet fordi de typisk ikke har det tilstrækkelige faglige niveau.

For det andet, fordi personalet – typisk socialrådgivere i kommunernes myndighedsafdelinger eller visitator på ældreområdet – er for langt væk fra de konkret berørte borgere og ikke har den konkrete viden og indsigt, som det personale, der er ansat på institutionerne (plejehjem og bosteder) har, til at yde hjælp til de anbragte børn og voksne med særlige behov. At personalets faglighed er central for kvaliteten af relevant hjælp sås i plejehjemsskandalen i Aarhus. Vi så her i forhold til demensramte Else, hvad dårligt uddannet personale betyder for omsorgen for beboere på plejehjemmene. Det er vigtigt med tilsyn af personalet, og at dem, der henviser til bostederne også bliver opkvalificeret.

Vi roser altid vores høje grad af tillid i Danmark: Men hvad så, når mennesker ikke altid gør det gode af sig selv? Så er tillid ganske vist godt, men tilsyn nødvendigt. For ellers kan vi ikke sikre, at vi kan have begrundet tillid til de institutioner, som vi alle er dybt afhængige af, for at vores menneskeliv sammen kan fungere så godt som muligt.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.