Prøv avisen
Etisk set

Tillid i en teknologisk tid

Andreas Roepstorff

Kan man have tillid til udsagnet ”jeg er fiktion”, og gælder det også for et atomkraftværk, en billetautomat, en GPS, en nyhed eller et politisk udsagn?

Det var et klassisk eksempel. Jeg var i Venedigs ældste bydel, La Castello, på vej hjem fra morgenløbetur, da jeg kom forbi et lille brødudsalg. Brødet var forskellige grader af hvidt og sødt. Jeg fyldte op til familien, fire euro, men damen bag disken kunne ikke give tilbage på min 20-euroseddel. Vi så lidt på hinanden. Hun fik forklaret mig, at jeg kunne tage brødet med og komme forbi senere.

Vi havde aldrig set hinanden før, vi talte ikke det samme sprog, og alligevel betroede hun mig både brød og en forpligtelse om at komme igen. Det er tillid. Dertil fik jeg afmonteret mine fordomme om Italien som et lavtillidsland og venezianere som kun ude på at flå besøgende. Tak, i tredje potens.

Formålet med turen var at besøge La Biennale, den store kunstudstilling som hvert andet år omdanner Venedig til et Disneyland for den kreative klasse. Man kan flanere byen rundt og se på kunst i alle afskygninger. Der er nationale pavilloner, hvor mange er samlet i Giardini-parken nær La Castello. Der er den store kuraterede udstilling i de enorme værftsbygninger Arsenale, hvor træskibe blev bygget i Venedigs storhedstid, og så er der alle de uofficielle begivenheder.

Et snapshot af verden, som den er i dag, og en fest for sanser, følelser og intellekt. På Arsenale har den japanske kunstner Koki Tanaka dokumenteret en vandretur. Han er gået fra sit hjem til det nærmeste atomkraftværk, 100 kilometer ad små og store veje. Undervejs har han filmet, hvad han så, og indsamlet genstande, som kom med til Venedig. Udstillingen er enkel: En videoprojektion, nogle gamle stole, man kan sidde på, lidt genstande, noget gammelt reb, et par sko, som ligner dem, han går i, lidt tekst og et kort. ”Of Walking in Unknown” hedder den. Hvordan gør man forestillingen om det ukendte, det usikre, konkret? Kan man have tillid til et atomkraftværk? Den gør et kæmpe indtryk.