DR 2-serien ”Tiltalt” tager os på rundtur i retssystemet

Retfærdighedens gudinde har som bekendt bind for øjnene, for hun skal dømme alle lige, men det er interessant at få løftet sløret for, hvad der sker, når hendes tjenere er på arbejde, skriver Jesper Bacher om "Tiltalt"

DR 2-serien ”Tiltalt” tager os på rundtur i retssystemet
Foto: DR Presse.

”RETFÆRDIGHED ophøjer et folk.” Sådan står der på det gamle rådhus i Maribo. Det er et bibelcitat fra Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente og endnu et eksempel på religion i det offentlige rum, men det gør det ikke mindre rigtigt.

Retfærdighed ophøjer virkelig et folk, ligesom uretfærdighed trækker det ned. Vi skylder at yde retfærdighed mand og mand imellem, men vi har også et særligt system, som skal sørge for, at retfærdigheden sker fyldest.

Nu hedder det ganske vist retssystemet, ikke retfærdighedssystemet, og det giver god mening.

Retten skal fælde dom, ikke rette op på alle hånde uretfærdighed. Men det bør også være sådan, at hvad der kendes for ret af dommeren, i et eller andet omfang må kunne genkendes som retfærdigt.

Men hvad kender vi almindelige lovlydige borgere egentlig til retssystemet? Vi med de rene straffeattester uden advokatbestalling og politiskilt? Ja, vi har set det i utallige film, men mange af os har aldrig sat vores ben i en retssal, og dog er den dømmende magt en grundpille i vores samfund.

DERFOR ER DET GODT, AT DR 2 nu har taget hul på andet sæson af ”Tiltalt”, hvor man får mulighed for at følge retssystemet. Får en smule indblik i skæbner og sager, er med til retssagerne og hører anklager og forsvarer procedere. Retfærdighedens gudinde har som bekendt bind for øjnene, for hun skal dømme alle lige, men det er interessant at få løftet sløret for, hvad der sker, når hendes tjenere er på arbejde.

I det første afsnit kunne man møde en vanekriminel fra Herning-kanten. En tyveknægt med speciale i designermøbler, som var sigtet for hele 22 forhold. Han nægtede det meste. Også noget, som han indrømmede over for sin advokat Mette Grith Stage, at han var skyldig i.

Tyveknægten, som hed Jesper, var ikke just tynget af skyldfølelse, og gjorde sit for at slippe så billigt som muligt. Det er selvfølgelig også anklagemyndighedens opgave at levere beviser og indicier.

Som Mette Grith Stage sagde:

”Når Jesper fortæller mig, at han har lavet et indbrud, men han alligevel vil frifindes, så er det altså ikke sådan noget, som giver mig hjertebanken eller dårlige nerver eller holder mig søvnsløs om natten.”

Nej, det er spillets regler, men hvad nu, hvis Jesper ikke ”bare” var en forhærdet tyveknægt, men en notorisk voldtægtsmand? Forsvarere skal forsvare deres klient, også de værste, men mon ikke der er noget, de helst er fri for at vide?

Foruden gengangeren mødte vi også en debuterende tiltalt. En tidligere direktør i Atea, som anklagemyndigheden mente havde været involveret i bestikkelse af it-chefer fra Region Sjælland.

Her optrådte den tiltalte Peter Trans uden sløret ansigt med sin forsvarer Kåre Pihlmann og bedyrede stædigt sin uskyld over for såvel advokat som dommer.

Jo, ”Tiltalt II” gav os en rundvisning i retssystemet. Det er som andre systemer ikke perfekt, men man tør knap tænke på alternativet. Som der står på et andet lollandsk rådhus, det i Rødby: ”Ingen må tage sig selv ret.”

Jesper Bacher er sognepræst.