Venstre. Højre. Højre. Venstre. Et fotografi dukker op på mobiltelefonens skærm. Nedenunder står navn og alder på personen på billedet. Du kigger på billedet, lidt længere, hvis du er en mand, end hvis du er en kvinde, tyder forskning på, inden du lader tommelfingeren stryge over skærmen. Enten fra venstre mod højre, hvis du gerne vil indlede en chatsamtale med personen, eller fra højre mod venstre, hvis du ikke vil. Kun hvis personen på billedet stryger sin finger bekræftende hen over et fotografi af dig på sin telefon, er i et match, og så kan I chatte. Et nyt fotografi af en ny person indtager skærmen.
Det kan lyde som et spil på mobiltelefonen, men det er dating anno 2022. Når vi det seneste årti er gået på jagt efter kærligheden, har det i tiltagende grad været med tommelfingeren og mobiltelefonen som de to vigtigste redskaber. Mandag den 12. september er det nemlig ti år siden, appen Tinder blev lanceret i USA, og nu har appen over 75 millioner aktive brugere fordelt over hele kloden.
Online-dating har også vundet indpas herhjemme, hvor 600.000 ifølge Danmarks Statistik har en profil på en digital datingtjeneste. De fleste brugere er mellem 16 og 24 år gamle, men cirka 36.000 brugere er mellem 65 og 74 og tilsvarende mange er mellem 75 og 89.
Indtil Tinder blev allemandseje, var det at mødes på internettet stigmatiseret. Brugerne oprettede profiler med aliasser frem for i deres navne, og internetdating krævede tit et ret stort arbejde med at uploade billeder og udfylde lange spørgeskemaer om øjenfarve, højde og vægt, fortæller Christiane Vejlø, der er digital trend- og fremtidsanalytiker og direktør i virksomheden Elektronista Media.
“Datidens dating-hjemmesider var i virkeligheden en forlængelse af kontaktannoncen og hele processen var ret formaliseret. Tinder har afmystificeret det at møde sin partner digitalt, og i dag er det helt almindeligt og slet ikke skamfuldt, som det tidligere kunne være”.
Den tendens mærker Pernille Østrem, der er sognepræst i Stefanskirken på Nørrebro i København, når hun holder vielses- og dåbssamtaler.
“Når jeg taler med mine brudepar og dåbsforældre, kan vi godt komme ind på, hvor de har mødt hinanden, og så er der bare rigtig mange i dag, der har mødt hinanden på Tinder eller andre datingtjenester,“ siger hun.
Et dugget spejl
Kimen til det, der skulle blive verdens mest populære datingtjeneste, blev angiveligt lagt på den unge tech-entreprenør Sean Rads badeværelse. Da han steg ud af badet, var spejlet over håndvasken blevet så dugget, at han ikke kunne se sig selv, så han greb et håndklæde og tørrede det af. Fra højre mod venstre, og fra venstre mod højre. Da hans ansigt igen blev synligt i spejlet, havde han fået idéen til Tinders særkende: swipet. Under to år senere blev der swipet over en milliard gange om dagen på appen.
Hurtigt indså Sean Rad, at mennesket rigtignok gerne vil finde kærligheden, men endnu hellere vil det underholdes.
“Vi har altid set Tinder som et spil. Det du gør, bevægelsen, reaktionen. Ingen logger på Tinder, fordi de er på jagt efter noget. De logger på, fordi de vil have det sjovt. Det betyder faktisk ingenting, om du får et match, for det er så sjovt i sig selv at swipe,” har han sagt til Time Magazine.
“Swiping-funktionen i sig selv er bestemt en del af tiltrækningen, folk sidder på toilettet eller i bussen og swiper. Det er sjovt og vanedannende, og det er også almindeligt at sidde sammen med venner og veninder og swipe sammen,” siger Christiane Vejlø.
Selvom Tinder og andre digitale datingtjenester jo i sagens natur først og fremmest skaber møder på en skærm, er hun ikke i tvivl om, at Tinder har den effekt, at flere mødes på fysiske stævnemøder end tidligere. Ifølge Tinder selv fører appen til, at halvanden million af brugerne om ugen er på stævnemøder, og et videnskabeligt studie fra Stanford University viste endda i 2019, at det at møde hinanden på internettet, var blevet det mest almindelige for amerikanske, heteroseksuelle par. At mødes på arbejdet, gennem venner eller i byen havde ifølge studiet fået baghjul.
“Mange mennesker har jo en rutefart mellem kontoret, supermarkedet og hjemmet, og vores netværk til daglig er ret småt. Onlinedating giver brugerne en mulighed for at date med en større frekvens og møde mennesker i cirkler, de ikke normalt kommer i. Det er jo positivt,” siger Christiane Vejlø.
Ifølge Tinder selv skal appen gøre det lettere at bryde de sociale og fysiske barrierer, det kræver at møde en partner. Og det er appen lykkedes med, lyder det fra Søren Schultz Hansen, der er forfatter og ekstern lektor på Copenhagen Business School.
“Det, der bliver ekstremt nemt med Tinder, er den allerførste kontakt. Det er bare at swipe til venstre eller til højre, og man ved, at man kun får mulighed for at chatte med dem, der også har valgt en til, så interessen er allerede etableret. Man behøver ikke mande sig op og gå hen til en mand eller en kvinde i baren med risiko for at tabe ansigt, hvis man bliver afvist,”
Vi glemmer vores moralske kompas
Men medaljen har en bagside, og ifølge Christiane Vejlø er der “masser af ulemper” ved appen.
“Man kan kalde det fastfood-dating, for det går rigtig stærkt. Nogle brugere dyrker flere stævnemøder på samme dag eller uge, og det kan virke afstumpende, at mennesker bliver noget, man skubber til højre eller venstre, dur, dur ikke. Tinder er interesseret i mange matches, det er deres forretningsmodel, og de har indrettet appen, så folk bruger den mest muligt, men man kan glemme, at det er et menneske, man har fat i, når det går sport og spil i den, ikke bare et stik i et spil kort,” siger hun.
At Tinder ikke får det bedste frem i alle, er Esben Nedenskov Petersen enig i. Han er ph.d. i filosofi og ansat ved Syddansk Universitet som lektor i filosofi, hvor han har forsket i medieret kommunikation med særligt fokus på hadtale på internettet.
“Der er klare paralleller mellem online hadtale og vores opførsel på Tinder,” siger han. Mennesket har nogle adfærdstilbøjeligheder, og når vi så befinder os i en medieret sammenhæng, kan der være nogle af de handlinger, vi ville afholde os fra i den fysiske verden, som der pludselig ikke er nogen hindring for at gøre. Det er en væsentlig faktor i vores adfærdsregulering, hvordan folk ser os og reagerer på os. Den gensidige etiske forpligtelse, vi har over for hinanden i sociale fællesskaber, kan være sværere at leve op til i en digitaliseret verden, fordi der ikke på samme måde er nogen sociale sanktioner.”
Han nævner Tinder-fænomenet ghosting som eksempel på noget, der ville være utilstedeligt at gøre i den fysiske verden, men som accepteres som en del af det at date gennem appen.
“Ghosting dækker over, når man taler med nogen, men mister interessen, og så i stedet for at afslutte samtalen, så lader ignorere man bare den andens beskeder. Man forsvinder som et spøgelse,” siger han.
Som at mødes til bal
Men i virkeligheden er vores Tinder-adfærd måske blot en amplificering af en kynisme, vi i forvejen besidder.
“Det er vel ikke mere kynisk, end når folk mødes fysisk og straks vurderer, om den anden har en grim skjorte på, er for højt- eller lavtuddannet eller for tyk. I stedet for Peter og Mette, der mødes på en bar, er det bare millioner af mennesker, der bliver analyseret og vurderet. Der sker en sortering uanset,” siger Christiane Vejlø.
Egentlig er det ikke meget anderledes end et dansebal i 1930’erne, lyder det fra Pernille Østrem.
“Da min morfar var ung og gik til danseaftener, swipede man også, bare ved at byde hinanden op, og så dansede man, mens nogle bare var bænkevarmere og ikke fik et eneste match. På den måde er der jo ikke noget, der er forandret,” siger hun og fortsætter.
“Der er meget løgn og brutalitet i onlinedating, men alligevel har rigtig, rigtig mange af dem, jeg møder som præst, altså mødt hinanden sådan. Og de pyntede måske lidt på deres fotografier, men i min morfars tid var der da også vat i bh’en og franskbrød i håret.”
Den effektive jagt på kærligheden, som Tinder muliggør, er ifølge Pernille Østrem symbol på, hvor stor betydning, den konventionelle, romantiske kærlighed, tillægges i vores samfund.
“Der findes jo andre slags kærlighed end den, der er konstitueret ved realkreditlån og kirkebryllupper, eksempelvis kærligheden til Gud. Der kan ligge meget smerte i følelsen af, at man af omverden kan blive dømt udenfor. Dem, der er inde, er dem, der bevæger sig i romantisk kærlighed, og de andre er ude. Det er jo løgn, det er ikke sådan det er, men man kan blive ramt af det som menneske, og det er noget, præster hører jævnligt,” siger hun.
Kaffe i en digital sofa
Det er ikke kun vores datingliv, der er hyperdigitaliseret, det er langt de fleste af vores møder, siger Søren Schultz Hansen.
“De seneste ti år har været en revolution i den måde, vi har relationer på. Det digitale påvirker i dag alle relationer. Dybe, langvarige, overfladiske, korte, kærlighedsmæssige, professionelle”, siger han.
Tinder og andre sociale medier har opløst rammerne for, hvad samvær overhovedet er, siger Søren Schultz Hansen, der har opfundet begrebet “tiltideværelse” til at beskrive udviklingen.
“Det, der definerer, om vi er tæt, er ikke længere et spørgsmål om at være i samme rum. Det er vigtigere at være “tiltide”, end at være til stede ved eksempelvis at svare hurtigt på beskeder fra venner. Det digitale har nedtonet stedets imperativ.”
Når han interviewer de såkaldt digitalt indfødte, altså den generation af unge, der aldrig har levet i en ikke-digitaliseret verden, møder han ofte en længsel efter det analoge. Til at mødes uden skærm. Uden notifikationer. Uden internet.
“Mange unge ønsker noget andet end det gennemdigitaliserede liv. Jeg har lavet forskningsinterviews med unge fra 2008, og fra det allerførste interview, jeg lavede, til det allerseneste, har der været en gennemgående efterspørgsel efter samvær og liv uden det digitale. Så der er bestemt modbevægelser, men det er bare modbevægelser til den store, styrende kraft, digitaliseringen er. Som menneske i dag kan man ikke stå uden for det digitale. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre, hvad enten, vi kan lide det eller ej. Det er en modbevægelse mod den praktiske virkelighed,” siger han.
I populærkulturen hersker en idé om, at romantik skal være tilfældigt for at være ægte romantisk, og essensen af Tinder er jo netop systematiserede, algoritmebaseret og ikke-tilfældige møder. Men i tråd med Søren Schultz Hansen mener Christiane Vejlø, at kærligheden er og bliver medieret.
“Mange drømmer måske om en 'Da Harry mødte Sally'-kærlighedshistorie, hvor hovedpersonerne bliver forelskede, fordi de bliver ved med at støde ind i hinanden tilfældigt. Men der er så meget af det, vi foretager os, der ikke er tilfældigt længere, fordi vi bruger vores telefoner til at guide os på mange måder. Efterhånden er der meget få menneskelige møder, der ikke har en algoritme involveret på et eller andet tidspunkt i processen,” siger hun.
Om ti år vil vi da også leve i en endnu mere digitaliseret kærlighedskultur, vurderer hun. Christiane Vejlø tror, at vi vil se en bevægelse fra nutidens kvantitative dating til en mere kvalitativ form, hvor man også mødes til de første stævnemøder i den digitale verden.
En del dating vil flytte ind i det, der kaldes metaverset, som er en ny gren af internettet, hvor man kan tage et særligt sæt briller på og træde ind i digitale rum, som var de fysiske, spår hun.
“Metaverset vil både blive brugt til at indlede forhold, men også til eksempelvis langdistance-forhold. I metaverset vil man kunne se hinanden, mødes, sætte sig i en sofa og drikke kaffe eller gå i biografen sammen.”