Da min mand, Niels Jørgen Langdahl, den 25. september 2015 kom hjem for at dø, havde vi haft en forudgående udskrivningssamtale med det genoptræningscenter, hvor han havde været i cirka 14 dage.
Min mand havde året før fået fjernet en kræfttumor i højre frontallap i hjernen. Desværre havde den tumor sendt en metastase ned i rygmarven, mellem skulderbladene.
Denne nye tumor var blevet fjernet og var årsag til, at min ægtefælle ikke kunne gå. Derfor havde han fået tilbudt et ophold på et genoptræningscenter. Desværre var der ikke motorisk fremgang, og vi valgte derfor, at han skulle hjem.
Ved samtalen var der en fysioterapeut samt en sygeplejerske til stede. Min mand var så træt og havde mange smerter. Han orkede næsten ikke samtalen. Håbløsheden lyste ud af ham.
På et tidspunkt siger sygeplejersken: ”Niels Jørgen, du skal tage kampen op. Du skal banke i bordet og sige: Nej, kræft æde mig, om jeg vil finde mig i det her.” Stille siger min mand ”Det er jo det, den gør.”
Sygeplejersken stopper midt i sin næste sætning og spørger: ”Jeg hørte ikke lige, hvad det var, du sagde.” Niels Jørgen kigger total opgivende over på mig, og jeg siger: ”Det er jo det, kræften gør, altså æder ham.” Sygeplejersken bliver så rød i hovedet, som jeg aldrig tidligere har set noget menneske blive. Hun stammer febrilsk, at det nok ikke var det mest heldige ordvalg i vores situation. Jeg svarer stille: ”Mon ikke vi kan blive enige om, at det ordvalg aldrig nogensinde passer i nogen situation.”
Her kunne min historie slutte. Men det gør den ikke. Jeg har i de senere år lagt mærke til, hvor meget der egentlig bliver strøet rundt om med eder og forbandelser.
Hovedet på sømmet var nok, at jeg i lørdags så ”X Factor” på DR 1, hvor Remee, en af personerne i dommerpanelet, brugte det samme udtryk: Kræft æde mig.
Jeg har børnebørn, der ser den udsendelse. Det er så forstemmende at opleve, at alle disse besværgelser bliver brugt i flæng. Mine tre dejlige børnebørn oplevede, at deres elskede morfar bogstaveligt talt blev ædt op af kræften. Og jeg må indrømme, at jeg ikke giver en døjt, når folk efterfølgende siger, at de ikke mener noget med det, når de bruger disse udtryk.
Jeg er begyndt at spørge folk, der bruger dette udtryk, om det virkelig er, hvad de ønsker. Måske er vi flere, der bør turde åbne munden og sige fra, når folk strør om sig med eder og forbandelser.
Tør du? Jeg tør godt!
Birthe Langdahl er førtidspensionist.